Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Størrelsen af gebyr for overførsel til udenlandsk bankkonto.

Sagsnummer: 327/2001
Dato: 02-04-2002
Ankenævn: Peter Blok, Karin Duerlund, Mette Frøland, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn
Klageemne: Gebyr - overførsel
Betalingsoverførsel til udlandet - gebyr
Ledetekst: Størrelsen af gebyr for overførsel til udenlandsk bankkonto.
Indklagede: BG Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører størrelsen af indklagedes gebyr for overførsel til en konto i et udenlandsk pengeinstitut.

Sagens omstændigheder.

Den 4. september 2001 fremsendte klageren via indklagedes kuvertordning en anmodning om overførsel af 175 SEK til en angiven konto i et svensk pengeinstitut. Beløbet skulle hæves fra klagerens konto.

Indklagede ekspederede overførslen og beregnede sig et gebyr på 70 kr.

Indklagede har anført, at overførslen er en Eurogiro Standard overførsel. Gebyret blev med virkning fra den 27. august 2001 forhøjet fra 30 kr. til 70 kr. efter forudgående annoncering. Herved blev priserne for to næsten ens produkter, nemlig Eurogiro Standard overførsel og SWIFT-overførsel harmoniseret.

Indklagede har om ekspeditioner som den af klageren anmodede, oplyst, at der sker en manuel indtastning i indklagedes system for grænseoverskridende betalinger. Indtastning foretages af en medarbejder med efterfølgende kontrol og godkendelse af en anden medarbejder. Ud over tidsforbruget til den manuelle indtastning, er der tidsforbrug til behandling af fejl og reklamationer. I gennemsnit inkl. behandling af fejl og reklamationer tager en transaktion 7-8 mandeminutter. Ud over lønomkostninger i forbindelse med den manuelle indtastning m.v. er der netværksomkostninger ved transaktionen, omkostninger til drift og løbende udvikling af indklagedes system til udlandsbetalinger, omkostninger til bogføring og fremsendelse af nota til kunden, likviditetsstyring i relation til det udenlandske pengeinstitut.

Af indklagedes almindelige forretningsbetingelser for privatkunder fremgår:

"Gebyrer

Vi kan beregne gebyr for serviceydelser, som vi udfører for dig, og hvis banken skal besvare spørgsmål fra offentlige myndigheder om dine forhold.

Vi beregner gebyrerne enten som et fast beløb for ydelsen eller som en procentsats eller en timesats i forhold til ydelsens omfang. Beregningsmetoderne kan kombineres.

Banken kan altid uden varsel sætte gebyrer ned. Banken kan altid uden varsel indføre og forhøje gebyrer for enkeltstående serviceydelser og generelt for nye aftaler."

Parternes påstande.

Klageren har den 19. september 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte gebyret på 70 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at forhøjelsen af gebyret fra 30 kr. til 70 kr. for den omhandlede ekspedition udgør en stigning på 133 1/3 %, hvilket han anser for åger.

Havde han i stedet for at fremsende anmodningen i kuvert henvendt sig på sit lokale posthus og anmodet om samme ydelse, skulle han "kun" betale 50 kr.

Indklagede har anført, at man i henhold til de almindelige forretningsbetingelser er berettiget til uden varsel at forhøje gebyrer for enkeltstående serviceydelser. Forhøjelsen var forretningsmæssigt begrundet og var annonceret i dagspressen forinden ikrafttrædelsen.

I klagerens tilfælde kan gebyret opleves som meget højt i forhold til betalingens størrelse, men indklagedes omkostninger ved håndteringen af overførslen er den samme uanset beløbsstørrelse. Kundegebyret er således en fast pris.

Baggrunden for den høje procentuelle gebyrforhøjelse var udover et ønske om at harmonisere to ens produkter (Eurogiro Standard og SWIFT), at gebyret på 30 kr. ikke gav tilstrækkelig dækning for indklagedes omkostninger. Indklagedes omkostninger til at håndtere overførslen som en Eurogiro Standard er den samme som overførsler til udlandet via SWIFT. Der er tale om to forskellige eksterne netværk for grænseoverskridende betalinger.

Indklagedes omkostninger i forhold til kundegebyret giver ikke anledning til indtjening ud over standard for denne type opgaver. Gebyret adskiller sig ikke væsentligt fra det gebyr, der tages i andre pengeinstitutter for tilsvarende overførsler.

Indklagede er bekendt med, at postvæsenet udbyder samme serviceydelse til sine kunder mod betaling af et gebyr på 50 kr.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

3 medlemmer - Peter Blok, Karin Duerlund og Niels Bolt Jørgensen - udtaler:

Efter det foreliggende, herunder det oplyste om indklagedes omkostninger i forbindelse med en ekspedition som den foreliggende, finder vi ikke grundlag for at anse gebyret for urimeligt stort. Størrelsen af den forhøjelse, der blev gennemført i slutningen af august 2001 - fra 30 kr. til 70 kr. - kan ikke i sig selv føre til et andet resultat. Det samme gælder det forhold, at postvæsenets gebyr for samme ekspedition kun er 50 kr. Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.

2 medlemmer - Mette Frøland og Jørn Ravn - udtaler.

Ved vurderingen af størrelsen af indklagedes gebyr for at overføre penge til et svensk pengeinstitut, må det lægges til grund, at indklagede ikke er berettiget til at opkræve gebyrer, som overstiger, hvad der med rimelighed kan anses for påkrævet til dækning af indklagedes gennemsnitlige omkostninger i forbindelse med overførsel af penge til et udenlandsk pengeinstitut.

Indklagede har ikke i tilstrækkelig grad godtgjort, hvilket arbejde der er forbundet med at overføre penge til et udenlandsk pengeinstitut. Da det må antages, at den arbejdstid, der medgår ved overførsel af penge til et udenlandsk pengeinstitut, gennemsnitlig er beskeden, finder vi, at det af indklagede opkrævede gebyr væsentlig overstiger det rimelige, og derfor bør nedsættes jf. aftaleloven § 38 c, sammenholdt med § 36.

Efter det foreliggende er det vores opfattelse, at muligheden for at overføre penge elektronisk medfører, at udenlandske overførsler som den pågældende ikke i væsentligt omfang er mere tidskrævende end en indenlandsk overførsel. Vi finder derfor, at gebyret for at overføre penge til et udenlandske pengeinstitut ikke bør overstige gebyret for at overføre penge til en indenlandsk konto. Dette gebyr udgør ifølge det oplyste 10 kr. Vi finder derfor, at gebyret på 70 kr. for overførsel af 175 SEK bør nedsættes til 10 kr.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.