Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelser mod transaktioner og rentesatser.

Sagsnummer: 14 /2010
Dato: 07-03-2011
Ankenævn: Vibeke Rønne, Carsten Holdum, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen, Astrid Thomas
Klageemne: Konto - øvrige spørgsmål
Rente - udlån
Ledetekst: Indsigelser mod transaktioner og rentesatser.
Indklagede: Arbejdernes Landsbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter



Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod transaktioner og rentesatser i forbindelse med sit engagement i Arbejdernes Landsbank.

Sagens omstændigheder.

I 2007 var klageren i kunde i Arbejdernes Landsbank, hvor hun bl.a. havde en aktionærlønkonto (kontonummer – 035) med en tilknyttet kredit på 18.000 kr.

Ifølge årsoversigten pr. den 28. december 2007 havde klageren desuden et lån (kontonummer -497) med en restgæld på 210.941,87 kr. og en anfordringskonto (kontonummer -339) med en saldo på 17.171,51 kr. (negativ). Saldoen på aktionærlønkontoen (-035) var 38.892,09 kr. (negativ). Klageren havde desuden en budgetkonto (kontonummer -545) med en (positiv) saldo på 874,94 kr. I et sikkerhedsdepot lå et ejerpantebrev med en hovedstol på 213.000 kr.

Ved kreditaftale af 11. januar 2008 blev lånet (-497) forhøjet med 92.148,50 kr. til 302.065,37 kr. Forhøjelsen var inklusiv stiftelsesomkostninger mv. på i alt 7.148,50 kr. Provenuet af forhøjelsen udgjorde således 85.000 kr. Lånet skulle afvikles med månedlige ydelser på 2.200 kr. Rentesatsen var variabel 6,25% p.a.

Ved kreditaftale af samme dato, den 11. januar 2008, blev kreditten i tilknytning til aktionærlønkontoen (-035) nedsat fra 18.000 kr. til 10.000 kr. Rentesatsen var variabel 10,75% p.a.

Ifølge et ikke underskrevet eksemplar af en håndpantsætningserklæring, der er fremlagt under sagen, fik banken til sikkerhed for engagementet håndpant i et ejerpantebrev på 302.000 kr. med pant i klagerens andelsbolig.

Den 14. januar 2008 blev nettoprovenuet på 85.000 kr. af låneforhøjelsen fordelt med 39.000 kr. på aktionærlønkontoen (-035), 19.000 kr. på anfordringskontoen (-339) og 9.000 kr. på budgetkontoen (-545), hvorved tilsvarende negative saldi på de respektive konti blev udlignet. De resterende 18.000 kr. blev indsat på en nyoprettet anfordringskonto (kontonummer -945).

Den 26. august 2008 blev klagerens engagement med Arbejdernes Landsbank overført til et andet pengeinstitut, P. På lånet (-497) var der en restgæld på 305.257,23 kr. På aktionærlønkontoen (-035) var der en negativ saldo på 9.192,29 kr.

Ifølge årsoversigten pr. den 30. december 2008 var årets renter på lånet (-497) 12.580,57 kr. Renterne på aktionærlønkontoen (-035) var 1.007,62 kr.

Den 6. januar 2010 indgav klageren en klage over Arbejdernes Landsbank til Ankenævnet.

Parternes påstande.

Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at banken skal yde en rentekompensation samt en kompensation i forbindelse med transaktionerne på hendes konti i 2008.

Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at der jf. årsopgørelserne for 2007 og 2008 er noget der ikke stemmer.

Der er foretaget en række transaktioner, som hun ikke har accepteret, herunder navnlig overførslerne på 19.000 kr. og 39.000 kr.

Kreditaftalen steg fra 213.000 kr. den 28. december 2007 til 302.000 kr. den 1. september 2008.

Banken har beregnet sig for høj rente, herunder navnlig på andelsprioritetslånet (-497).

Arbejdernes Landsbank har anført, at transaktionerne på klagerens engagement er sket efter aftale med klageren.

Beløbet på 213.000 kr., jf. årsopgørelsen 2007, angiver størrelsen af det ejerpantebrev, som klageren på daværende tidspunkt havde lagt til sikkerhed for engagementet.

Klageren har løbende modtaget kontoudskrifter, uden at dette har givet anledning til indsigelser.

Det fremgår ikke klart hvad klageren ønsker at opnå med klagen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at Arbejdernes Landsbank har foretaget uberettigede transaktioner i forbindelse med klagerens engagement, ligesom der ikke er grundlag for at tilsidesætte den af banken beregnede rente, hverken helt eller delvist.

Der er ikke godtgjort omstændigheder, der kan medføre at banken har pådraget sig et erstatningsansvar overfor klageren.

Det bemærkes, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af et engagement med henblik på at konstatere eventuelle fejl.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:




Klagen tages ikke til følge.