Afgørelse

Størrelsen af stiftelsesomkostninger på købekontrakt.

Sagsnummer:	185/2004
Dato:	09-12-2004
Ankenævn:	John Mosegaard, Tina Dhanda, Peter Stig Hansen, Ole Jørgensen, Poul Erik Tobiasen
Klageemne:	Udlån - stiftelsesomkostninger Kreditaftaleloven - gebyr, stiftelsesomkostninger
Ledetekst:	Størrelsen af stiftelsesomkostninger på købekontrakt.
Indklagede:	Nordea Finans
Øvrige oplysninger:	IF SD
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Medhold klager
 

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelser mod størrelsen af stiftelsesomkostningerne på en købekontrakt.

Sagens omstændigheder.

Ved slutseddel af 28. april 2004 købte klageren af bilforhandleren F en Suzuki for en kontantpris på 80.178 kr., som blev berigtiget bl.a. ved klagerens salg af en Toyota for 7.000 kr. samt kontant betaling af 15.000 kr. Restkøbesummen var herefter 58.178 kr. "+ kreditomkostninger".

Klageren underskrev købekontrakten vedrørende handlen søndag den 2. maj 2004, hvor bilen blev leveret. Ifølge kontrakten skulle restkøbesummen på 58.178 kr. med tillæg af etableringsomkostninger på 8.950 kr. eller i alt 67.128 kr. afvikles med en månedlig ydelse på 1.300 kr. Renten var anført til 5,95 % p.a. Etableringsomkostningerne var specificeret således:

"Etableringsgebyr	kr.	3.975,00
Ekspeditionsgebyr	kr.	1.875,00
Afgift Bilbogen	kr.	1.400,00
Afgift ejendomsforbehold	kr.	1.100,00
Gebyrmærke forsikringsselskab	kr.	600,00
Stiftelsesomkostninger i alt	kr.	8.950,00"

Købekontrakten, der var med sædvanligt ejendomsforbehold, blev tiltransporteret indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut. Årlige omkostninger i procent var anført med 12,75 %. Over klagers underskrift på kontrakten er der bl.a. anført:

"jeg er bekendt med, at sælger kan modtage et vederlag i forbindelse med fremskaffelse af finansieringen og at [indklagede] på forespørgsel er forpligtet til at oplyse størrelsen heraf,"

Indklagede har oplyst, at der af etableringsgebyret på 3.975 kr. blev afregnet 3.500 kr. til F som honorar for at formidle lånet.

Ved skrivelse af 19. maj 2004 gjorde klageren via FDM indsigelse imod størrelsen af stiftelsesomkostningerne. Indklagede afviste indsigelserne.

Parternes påstande.

Den 25. juni 2004 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte stiftelsesomkostningerne.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at kreditomkostningernes størrelse ikke fremgår af slutsedlen. Han forhørte sig om renten på finansieringen og fik oplyst, at denne var ca. 6 %, hvilket han fandt rimeligt.

Købekontrakten blev udleveret sammen med bilen. Da han skulle skynde sig til et familiearrangement, var situationen lidt hektisk. Han konstaterede derfor først efterfølgende, at kreditomkostningerne var urimeligt høje.

Han blev ikke orienteret om formidlingsprovisionen til forhandleren.

Der er i opgørelsen medtaget udgifter, der ikke vedrører finansieringen.

Indklagede bør nedsætte kreditomkostningerne væsentligt.

Indklagede har anført, at stiftelsesomkostningerne er rimelige og på markedsniveau.

Af omkostningerne på i alt 8.950 kr. udgør 3.100 kr. afgifter til stat og forsikringsselskab. Omkostningerne, der er genstand for klagen, består af et etableringsgebyr på 3.975 kr. og et ekspeditionsgebyr på 1.875 kr. Af etableringsgebyret på 3.975 kr. er 3.500 kr. afregnet til bilforhandleren. Den resterende del af etableringsgebyret og ekspeditionsgebyret skal dække kreditvurdering, tilbudsgivning, dokumentoprettelse med tilhørende registrering i bilbogen, ekspedition af panthaverdeklaration, afregning af lånet og etablering i de administrative rutiner. Vederlaget i den konkrete sag på i alt 2.350 kr. giver kun delvis omkostningsdækning. Der sker således en krydssubsidiering fra større lån for at holde stiftelsesomkostningerne nede på et mindre lån som det i sagen omhandlede.

Formidlingen af lån gennem forhandlere af de biler og andre løsøregenstande, som indklagede finansierer, betyder, at kreditomkostningerne i den konkrete finansieringsforretning fordeler sig anderledes end f.eks. i et traditionelt pengeinstitut. Formidlingsprovisionen, der svarer til indklagedes distributionsomkostninger, afregnes typisk ved lånets oprettelse i modsætning til et pengeinstitut, som til gengæld skal have dækning for den almindelige drift af et filialnet.

For at øge gennemsigtigheden har man valgt at lade denne forskel afspejle sig i sammensætningen af priser. Det betyder, at stiftelsesomkostningerne normalt vil ligge på et højere niveau end i pengeinstitutterne, hvorimod den årlige nominelle rente vil være lavere. Såfremt klageren i den konkrete sag havde optaget lånet i det pengeinstitut, som indklagede er koncernforbundet med, ville rentesatsen have været på 8,75 % p.a. og stiftelsesomkostningerne på 2.133 kr. De årlige omkostninger i procent ville være 13,1157 %. De samlede kreditomkostninger ville udgøre 20.068,63 kr. mod 19.590,62 kr. i den foreliggende aftale.

Det fremgår klart af aftalen, at der kan være et provisionsmellemværende med forhandleren. Klageren underskrev således aftalen med fuldt kendskab til de konkrete omkostninger og med fuldt kendskab til, at provision kunne forekomme. At klageren ikke fulgte op på oplysningerne, kan ikke lægges indklagede til last.

I overensstemmelse med kreditaftaleloven har man oplyst de årlige omkostninger i procent, ÅOP, der er det centrale nøgletal til vurdering og sammenligning af kreditomkostninger. ÅOP udligner de forskellige prisstrukturer og er både i dansk og europæisk lovgivning anerkendt som det rigtige vurderingsgrundlag. At lave en efterfølgende regulering af enkelte omkostningselementer som krævet af klageren vil fjerne den balance i de samlede omkostninger, som udtrykkes i ÅOP. Hvis klagen tages til følge på dette punkt, må rentesatsen hæves, således at ÅOP forbliver uændret.

De årlige omkostninger i procent på 12,75 på klagerens finansiering er rimelig og på markedsniveau.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Tre medlemmer - John Mosegaard, Tina Dhanda og Poul Erik Tobiasen - udtaler:

Vi lægger til grund, at et etableringsgebyr eller stiftelsesprovision i første række skal give dækning for arbejdet med kreditvurdering m.v., og at et ekspeditionsgebyr eller dokumentgebyr i første række skal dække arbejdet med udfærdigelse af dokumenterne og eventuelt tillige det arbejde, der er forbundet med fremsendelse til tinglysning. På denne baggrund finder vi, at de af indklagede opkrævede beløb på 3.975 kr. i etableringsgebyr og 1.875 kr. i ekspeditionsgebyr væsentligt overstiger det rimelige. Der kan efter vores opfattelse ikke lægges afgørende vægt på, at de samlede kredit­omkostninger udtrykt som de årlige omkostninger i procent ikke kan anses for urimelige. Vi lægger herved vægt på, at den af indklagede anvendte fremgangsmåde indebærer en vildledning af kunden, idet den nominelle rente kunstigt holdes nede, og idet det holdes skjult, at de store beløb i etableringsgebyr og ekspeditionsgebyr i realiteten er udtryk for, at det pålægges kunden at betale i hvert fald en væsentlig del af formidlingsprovisionen til autoforhandleren. Vi finder herefter, at etableringsgebyret i medfør af kreditaftalelovens § 22 og/eller aftalelovens § 38 c, jf. § 36, skønsmæssigt bør nedsættes til 1.500 kr. og at ekspeditionsbyret i medfør af de samme bestemmelser skønsmæssigt bør nedsættes til 1.000 kr. Vi stemmer således for, at disse omkostninger i alt skal nedsættes med 3.350 kr.

To medlemmer - Peter Stig Hansen og Ole Jørgensen - udtaler:

Indledningsvis anføres, at vi finder, at det ligger uden for Ankenævnets kompetence at påtage sig en egentlig prisfastsættende funktion også for så vidt angår gebyrer. Hvert enkelt pengeinstitut må grundlæggende være berettiget til at udvikle og udbyde produkter, der for nogens vedkommende kan være "gebyrtunge", men med en lav rente og for andres vedkommende "gebyrlette", men med en højere rente. Dette princip må udstrækkes så langt, at der i princippet kan udbydes produkter, hvor pengeinstituttets aflønning består i ren gebyrbetaling, uden at der sker en rentebetaling.

Hvis ovenstående principper fraviges, vil dette medføre en indskrænkning i konkurrencen, og vi finder, at Ankenævnet ved at fastsætte maksimumstørrelser for specifikke gebyrer, reelt vil fastsætte en prisliste, hvilket i praksis konkurrencemæssigt ville svare til, at de enkelte pengeinstitutter aftalte faste priser, hvilket forekommer os ville være klart uberettiget.

Det forekommer os i særlig grad uberettiget, at Ankenævnet søger at regulere gebyrer, når der som i foreliggende tilfælde er tale om gebyrer, der skal betales i forbindelse med indgåelse af en ny aftale, hvor kunden frit, hvis han måtte foretrække en anden type lån, f.eks. en type, der jfr. ovenfor er mere "rentetung", blot kan afslå at acceptere lånetilbudet.

Endvidere anføres, at vi ikke finder, at det ligger inden for Ankenævnets kompetenceområde at forholde sig til, hvilke arbejdsprocesser et bestemt anført gebyr nøjagtigt måtte referere til, herunder hvilke omkostninger denne proces måtte medføre for pengeinstituttet. Det er derimod Ankenævnets opgave at tage stilling til, om kunden har betalt en urimelig pris for det finansieringsprodukt, han har købt. Kun i de tilfælde, hvor nævnet måtte nå frem til, at en sådan urimelighed foreligger, er der hjemmel til at gribe korrigerende ind under henvisning til aftalelovens § 36, kreditaftalelovens § 22 eller tilsvarende betragtninger.

Når denne vurdering foretages, må der anlægges en helhedsvurdering. Et vejledende hjælpemiddel ved denne vurdering er årlige omkostninger i procent (ÅOP). I nærværende sag er disse opgjort til 12,75 %, der bestemt ikke kan antages at være en urimelig betaling for at få det pågældende kreditprodukt stillet til rådighed, ligesom vi ikke finder, der er andre forhold, der taler for at statuere urimelighed.

Vi finder i særlig grad anledning til at tage afstand fra den del af flertallets votum, hvoraf det fremgår, at den af indklagede anvendte fremgangsmåde indebærer en vildledning af kunden.

Under henvisning til det ovenfor anførte finder vi ikke grundlag for at nedsætte etableringsgebyret og ekspeditionsgebyret.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Indklagede skal inden 4 uger indsætte 3.350 kr. på klagerens konto med lånets udbetalingstidspunkt som valørtidspunkt.Klagegebyret tilbagebetales klageren.