Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Hæftelse for selvrisiko ved tyveri af to kort.

Sagsnummer: 38/2005
Dato: 08-06-2005
Ankenævn: John Mosegaard, Tina Dhanda, Karin Duerlund, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Betalingstjenester - selvrisiko 1.200 kr./1.100 kr.
Ledetekst: Hæftelse for selvrisiko ved tyveri af to kort.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens hæftelse for selvrisikoen på 1.200 kr., jf. lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 2 ved tyveri af klagerens Visa/Dankort henholdsvis dankort tilknyttet to forskellige konti hos indklagede.

Sagens omstændigheder.

Den 17. december 2004 blev klageren frastjålet sin tegnebog indeholdende et Visa/Dankort og et dankort til to konti hos indklagede. Af afklaringsskemaer vedrørende misbrug af kortene underskrevet af klageren 21. december 2004 fremgår, at han den 17. december 2004 kl. 18.00 var blevet opmærksom på, at kortene var stjålet, og at kortene var spærret samme dag kl. 18.22.

Klagerens Visa/Dankort blev misbrugt ved fem hævekorttransaktioner foretaget i pengeautomater for et samlet beløb på 3.500 kr. Klagerens dankort blev misbrugt ved tre hævekorttransaktioner for i alt 14.000 kr. i pengeautomater. I forbindelse med misbrugene blev der foretaget tre overførsler på i alt af 12.591 kr. fra klagerens budgetkonto hos indklagede til kortkontiene. Hævetransaktionerne og overførslerne fandt sted den 17. december 2004 i tidsrummet kl. 17.48 til 18.17. To af hævningerne på i alt 4.000 kr. gennemførtes ved hævning i fremmed pengeinstitut.

Ved skrivelser af 6. januar 2005 meddelte indklagede klageren, at misbrugene var sket ved angivelse af korrekt PIN-kode, hvorfor klageren hæftede for to gange 1.200 kr. vedrørende misbrugene.

Ved skrivelse af 11. januar 2005 protesterede klageren mod indklagedes afgørelse og anførte, at på det tidspunkt, hvor misbrugene var påbegyndt, var det samlede indestående på de to konti 401,56 kr., hvorfor hans selvrisiko burde reduceres til forskellen mellem 2.400 kr. og 401,56 kr., eller 1.998,44 kr.

Ved skrivelse af 21. januar 2005 fastholdt indklagede afgørelsen.

Parternes påstande.

Klageren har den 3. februar 2005 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 1.998 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han stiller sig uforstående over for, hvorledes tyven kunne overføre beløb fra en konto, hvortil der ikke er knyttet noget dankort.

Når bortses fra tyvens mulighed for at overføre midler fra denne konto, var der på de to konti med tilknyttede kort kun et indestående på 401,56 kr. Når der kunne hæves et større beløb, må det skyldes, at indklagedes dankortterminalsystem giver kortindehaveren mulighed for at overføre beløb mellem egne konti, uanset om der er knyttet kort hertil, ligesom systemet ikke tilstrækkeligt hyppigt opdaterer transaktioner. Var transaktionerne blevet opdateret hyppigere, ville det som følge af manglende overtræksret på de to kortkonti kun have været muligt for tyven at hæve 401,56 kr. Indklagede bør derfor godtgøre beløbet på 1.998 kr.

Indklagede bør udvise konduite, smidighed og individualitet i den foreliggende sag bl.a. under hensyn til, at han ikke på nogen måde har medvirket til tyveriet af tegnebogen med indhold, ligesom han er folkepensionist med heraf følgende smal økonomi i dagligdagen.

Indklagede har anført, at der ved misbrugene blev anvendt korrekt PIN-kode. I henhold til § 11, stk. 2 i lov om visse betalingsmidler, som er en objektiv ansvarsregel, hæfter klageren herefter for det fulde selvrisikobeløb for hvert kort, hvorved bemærkes, at misbrugene oversteg selvrisikobeløbet.

Den omstændighed, at misbruget bl.a. skete ved, at tyven foretog overførsler fra en ikke-kortkonto til de to kortkonti for herefter at hæve beløbene, fører ikke til et andet resultat, idet der er sket misbrug for over 1.200 kr. på de to kort.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det lægges til grund, at de til klagerens Visa/Dankort og dankort hørende PIN-koder bliver anvendt ved misbruget af kortene i forbindelse med hævetransaktionerne på klagerens konti den 17. december 2004. Det følger herefter af § 11, stk. 2 i lov om visse betalingsmidler, at klageren hæfter for 2 x 1.200 kr. Det kan ikke føre til en nedsættelse af hæftelsen efter nævnte bestemmelse, at der på hver af klagerens konti indestod mindre end 1.200 kr. forud for misbrugene.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.