Personlig fordring. Forældelse. Nedsættelse efter rpl. § 578.
| Sagsnummer: | 9907071 /2000 |
| Dato: | 16-05-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Bent Olufsen, Mette Reissmann, Leif Mogensen, Mads Laursen |
| Klageemne: |
Tvangsauktion - omkostninger
Nedbringelse - rpl Personlig fordring - forældelse |
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. Nedsættelse efter rpl. § 578. |
| Indklagede: | Nykredit Realkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i oktober 1991 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 560.000 kr. På tvangsauktionen var instituttets fordring inklusive foranstående lån opgjort til i alt 749.998 kr., som fordeltes med 563.045 kr. i kolonne 2 og 186.952 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 15. oktober 1991 ejendommen for en nominel pris på 800.000 kr., som blev berigtiget uden overtagelse af de indestående lån. I oktober 1998 gjorde instituttet en personlig fordring på 132.322 kr. gældende over for klageren, og udtog i december 1998 stævning mod klageren på dette beløb. Retten udsatte i august 1999 sagen på forelæggelse for Nævnet.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt ikke, at klageren kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning, eller kunne kræve fordringen nedsat yderligere, jf. retsplejelovens § 578. Flertallet fandt, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at instituttet havde krav på et beløb af den aktuelle størrelse, herunder at ingen del af kravet, der bl.a. bestod af renter og bidrag, var forældet. Flertallet fandt ikke, at instituttet gennem henvisning til, at instituttets krav var opgjort i overensstemmelse med de i teori og praksis gældende principper, havde ført det fornødne bevis for, at ingen del af kravet var forældet. Efter flertallets opfattelse måtte hertil kræves fremlæggelse af egentlige regnskabsbilag eller bogføringsmateriale, der klart og utvetydigt viste, at ingen del af det opkrævede beløb bestod af forældede renter og bidrag. Flertallet stemte derfor for, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af restgæld og afdrag. Et mindretal fandt i mangel af holdepunkter for andet, at auktionsbudet og videresalgsoverskudet, så langt det rakte, i overensstemmelse med tvangsauktionsvilkårene skulle anvendes til dækning af hæftelserne i prioritetsordenen, og at den del af det udækkede krav, som herefter udgjorde renter og bidrag var forældet 5 år efter tvangsauktionen. Et andet mindretal fandt, at der – såfremt instituttet blev pålagt bevisbyrden for anvendelsen af det indkomne provenu – ikke generelt kunne stilles store krav til bevisets styrke. Dette mindretal fandt, at instituttet havde godtgjort, at budet forlods var blevet anvendt til dækning af restancer. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet alene kunne gøre en fordring gældende over for klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af restgæld og afdrag. Det således opgjorte krav skulle forrentes med 10 pct. p.a. 5 år tilbage fra sagens indbringelse for retten, og indtil betaling sker.
Instituttet meddelte den 30. maj 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Afsluttet ved retsforlig.