Spørgsmål om ansvar ved sen kurssikring.
| Sagsnummer: | 467 /1999 |
| Dato: | 28-04-2000 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Mette Frøland |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar ved sen kurssikring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren ved sin rådgivning omkring kurssikring og tidspunktet for hjemtagelse af et realkreditlån.
Sagens omstændigheder.
Klageren rettede i maj 1999 henvendelse til indklagedes Korsør afdeling om en påtænkt omprioritering samt tillægsbelåning.
Klagerens ejendom var belånt med 2 BRF-kredit lån med en obligationsgæld på i alt ca. 685.000 kr. Lånenes restløbetid var henholdsvis ca. 15 og 19 år.
Klagerens hensigt med omprioriteringen var at optage størst muligt lån med henblik på at fremskaffe midler til investering i en vindmølle.
Indklagede har anført, at det aftaltes med klageren, at man efter at have modtaget økonomiske oplysninger samt foretaget en besigtigelse af klagerens ejendom ville ansøge Danske Kredit om størst mulig 30-årigt 6% obligationslån, og at klageren oplyste, at han havde indgivet ansøgning om opførsel af vindmøllen; sagen afventede forskellige godkendelser, og han gav udtryk for, at han endnu ikke havde besluttet sig endeligt for en omprioritering.
Danske Kredit godkendte den 20. maj 1999 klageren og dennes ægtefælle som debitorer på et 30-årigt 6% obligationslån på 940.000 kr.
På et møde den 20. maj 1999 hos indklagede modtog klageren en beregning for et 30-årigt 6% obligationslån på 940.000 kr. med udbetalingsdato den 26. s.m. til kurs 97,9. Beregningen viste et provenu på ca. 202.000 kr.
Indklagede har anført, at klageren gav udtryk for, at han var interesseret i låneomlægningen under forudsætning af, at sagen om opførsel af vindmøllen faldt på plads; p.t. ønskede han ikke udskrevet et lånetilbud. Klageren ville foretage kurssikring ved telefonisk henvendelse, såfremt dette blev aktuelt.
Ifølge indklagede kontaktede i den følgende periode klageren løbende indklagede telefonisk med forespørgsel om den aktuelle kurs på de obligationer, der lå til grund for beregningen af 20. maj 1999.
Fredag den 18. juni 1999 var der telefonisk kontakt mellem klageren og indklagedes medarbejder MP, som hidtil havde haft kontakten med klageren. Ifølge klageren forespurgte han, om en aktuel uro på det amerikanske pengemarked kunne få indflydelse på det danske pengemarked. MP oplyste, at markedet var stabilt, men at man skulle se tiden an til om mandagen. Ifølge indklagede kontaktede MP klageren og oplyste, at hun ikke var til stede i afdelingen den følgende uge; den aktuelle obligationskurs blev drøftet.
Klageren har anført, at han kontaktede indklagede telefonisk mandag den 21. juni 1999, hvor han fik at vide, at alt var roligt, og at MP ville holde øje med kurserne og kontakte ham, hvis der var fare på færde. Senere prøvede han forgæves at komme i kontakt med MP. Han spurgte efter en anden medarbejder (CS), men denne var heller ikke til stede, og ingen af de to kunne træffes i den indeværende uge. Han forespurgte, om en anden medarbejder kendte til sagen, men fik at vide, at det var MP og CS, der kørte hans sag.
I perioden fra den 25. juni til 23. juli 1999 var klageren bortrejst på ferie.
Klageren rettede efter hjemkomst fra ferie henvendelse til indklagede. Som følge af et i mellemtiden indtrådt generelt kursfald foretog indklagede en ny beregning af omprioriteringen nu på grundlag af et 7% obligationslån. Den 29. juli 1999 foretog indklagede to beregninger på en omlægning baseret på et 6% obligationslån på 981.000 kr. og et 7% obligationslån baseret på 925.000 kr.
Den 2. august 1999 rettede klageren telefonisk henvendelse til indklagede med henblik på at indgå aftale om kurssikring. Efter en fornyet drøftelse vedrørende spørgsmålet, om hvorvidt lånet skulle optages på grundlag af 6% eller 7% obligationer, aftaltes en hjemtagelse af et 30-årigt 7% obligation på 932.000 kr., som blev kurssikret til kurs 97,25 med afvikling den 3. september 1999. Den 3. september 1999 var senest mulige udbetalingsdag, idet den pågældende obligationsserie blev lukket.
Den 20. august 1999 underskrev klageren og dennes ægtefælle omprioriteringsaftale vedrørende omprioriteringens gennemførelse.
Parternes påstande.
Klageren har den 8. november 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han af en bekendt var blevet anbefalet at kurssikre som følge af problemer i USA. Hans hensigt ved henvendelsen til indklagede den 18. juni 1999 var derfor at kurssikre, men svaret var fra indklagedes side, at det ikke ville berøre Danmark, ligesom han blev spurgt, om han havde "is i maven".
Han mener, indklagede burde have indset, at hans henvendelse var udtryk for usikkerhed for, hvad han skulle gøre.
Hans tab udgør 288.328,71 kr. Beløbet fremkommer som forskellen mellem bruttoydelsen på det hjemtagne lån og bruttoydelsen på et 6% lån, hjemtaget pr. 24. juni 1999.
Indklagede har anført, at klageren er blevet rådgivet korrekt om finansieringsmulighederne, herunder om muligheden for at kurssikre det tilbudte Danske Kreditlån. Indklagede gjorde opmærksom på, at risikoen for kursudsving påhvilede låntager, og at risikoen først blev afdækket, når låntager anmodede om kurssikring.
Klageren besluttede sig for at bære risikoen ved at vente med at indgå aftale om kurssikring indtil den 2. august 1999.
Indklagede påtog sig ikke at overvåge kursudviklingen på det tilbudte lån.
Såfremt klageren havde ønsket at indgå aftale om kurssikring i dagene 21.-25. juni, var der andre medarbejdere end MP og CS i afdelingen, der kunne foretage denne ekspedition. At de to medarbejdere ikke var til stede i afdelingen i dette tidsrum, forhindrede ikke klageren i at indgå kurssikringsaftale.
Indklagede bestrider klagerens tabsopgørelse.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det fremgår af klagerens egen sagsfremstilling, at han var klar over betydningen af, at et realkreditlån bliver kurssikret. Klagerens oplysning om, at en medarbejder hos indklagede udtrykte problemstillingen således, at spørgsmålet om kurssikring kom an på, hvor meget "is i maven" klageren havde, viser også, at klageren må have været klar over, at han ved at undlade kurssikring selv påtog sig risikoen for den fremtidige kursudvikling.
Allerede som følge heraf finder Ankenævnet ikke grundlag for at give klageren medhold i klagen, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.