Indsigelse mod negativt puljeafkast.
| Sagsnummer: | 249/2009 |
| Dato: | 09-03-2010 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg og Karin Ladegaard. |
| Klageemne: |
Puljepension - negativt afkast
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod negativt puljeafkast. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod et negativt puljeafkast.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1948 og kunde i Danske Bank, har i banken en kapitalpension og en ratepension, som begge er tilknyttet bankens puljeordning.
Ratepensionen blev tilknyttet Danske Banks Puljeinvest i november 1999, mens kapitalpensionen i marts 2000 blev tilknyttet Puljeinvest.
Af Danske Banks investeringsprofil af 6. maj 2004 gældende for klagerens pensionsordninger fremgår:
"…
Som investor prioriterer du sikkerhed til en vis grad, men du vil gerne løbe en moderat risiko. Værdien af din investering kan typisk på kort sigt svinge noget i værdi. Du løber alligevel risikoen, fordi du på længere sigt forventer, at din investering vokser mere end de generelle prisstigninger, således at investeringens købekraft vokser."
Af et tilknyttet bilag fremgår, at banken anbefalede klageren at indgå aftale om Puljeinvest Bankvalg således, at klageren valgte en middel aktieandel.
Den 15. maj 2004 underskrev klageren erklæringer om, at begge pensionsordninger blev tilmeldt "Puljeinvest Bankvalg Middel aktieandel". Det fremgik, at tilmeldingen skete på vilkår i "Regler for deltagelse i Puljeinvest" og "Retningslinier for bankens administration af Puljeinvest".
Ved breve af 19. maj 2004 bekræftede Danske Bank klagerens tilmelding til Puljeinvest Bankvalg Middel aktieandel for såvel kapitalpensionen som ratepensionen. Af brevene, der er enslydende, fremgår:
"…
Banken sammensætter løbende investeringsstrategien ved at vælge mellem de puljer, banken udbyder i Puljeinvest. Vores strategi er i øjeblikket at investere i puljerne med følgende fordeling
Kontant | 0 % | Danske aktier | 12 % |
Korte danske obligationer | 0 % | Udenlandske aktier | 35 % |
Danske obligationer | 32 % | Udenlandske obligationer | 4 % |
Indeksobligationer | 15 % | Udenlandske højrenteobligationer | 2 % |
…"
I 2008 blev udbetalingstidspunktet for klagerens kapitalpension forlænget til 70 år. Ratepensionens udbetalingstidspunkt var uændret med start ved klagerens fyldte 70. år.
Efter at klageren var blevet opmærksom på, at der for 2008 var negative afkast på pensionsordningerne med i alt ca. 111.000 kr., rettede klageren henvendelse til banken herom.
Ved brev af 12. marts 2009 redegjorde Danske Bank for baggrunden for det negative afkast.
Af Danske Banks "Regler for deltagelse i Puljeinvest" fremgår:
"…
4. Forrentning
Puljekontoen forrentes på grundlag af afkastet fra de pujler, kontoen er tilknyttet. Positivt afkast sættes ind på kontoen, og negativt afkast hæves på kontoen.
…"
Af bankens "Retningslinjer for bankens administration af Puljeinvest" fremgår:
"…
3. Puljer og risiko
En investering i Puljeinvest kan overordnet ses som en investering i obligationer, aktier og kontanter.
…
3.2. Aktier
Når der investeres i aktier, er der altid risiko for udsving i afkastet, og puljer med aktier er derfor sat sammen, så følsomheden over for udsving i kurs og afkast mindskes. Det sker ved, at vi spreder investeringerne på aktier i forskellige selskaber, brancher og eventuelt lande.
…"
Parternes påstande.
Klageren har den 12. marts 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal godtgøre de negative afkast på hans pensionsordninger.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ikke kendte noget til tabene på pensionsordningerne, før han modtog kontoudtog.
Han har ikke forstand på investeringer, hvorfor han ønsker, at banken skal refundere ham tabet, som skyldes banken. Er der også tab i 2009, bør banken også dække det.
Banken burde have forklaret ham om de forskellige risici, især i forbindelse med at han blev 60 år.
Danske Bank har anført, at banken har rådgivet klageren korrekt om investering af pensionsmidlerne, som klageren har ønsket at placere i Puljeinvest med "Middel aktieandel".
Klageren har været bekendt med og accepteret den risiko, der er forbundet med at investere i aktier.
Banken indestår ikke for, at finansmarkederne ikke kan udvikle sig anderledes end forventet. Banken har ikke handlet ansvarspådragende.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Af Danske Banks "Regler for deltagelse i Puljeinvest" fremgår, at puljekontoen forrentes på grundlag af afkastet fra de puljer, som kontoen er tilknyttet, og at positivt afkast indsættes på kontoen, mens negativt afkast hæves på kontoen. Af bankens "Retningslinjer for bankens administration af Puljeinvest" fremgår endvidere, at når der investeres i aktier er der risiko for udsving i afkastet.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at Danske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med rådgivning af klageren i forbindelse med klagerens deltagelse i bankens Puljeinvest.
Som følge heraf træffes følgende
">a f g ø r e l s e :Klagen tages ikke til følge.