Placering af pensionsmidler efter overførsel fra forsikringsordninger.
| Sagsnummer: | 299/2006 |
| Dato: | 10-09-2007 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Carsten Holdum, Erik Sevaldsen, Poul Erik Tobiasen |
| Klageemne: |
Rådgivning - pensionsforhold
Pensionskonti - overførsel |
| Ledetekst: | Placering af pensionsmidler efter overførsel fra forsikringsordninger. |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | SD |
| Senere dom: |
Vestre Landsret (dom afsagt den 20. oktober 2015)
Retten i Aalborg (dom afsagt den 18. juni 2014) |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører overførsel af klagernes pensionsordninger fra andre pensionsinstitutter til indklagede og midlernes placering efter overførslen.
Sagens omstændigheder.
Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H, født i henholdsvis 1938 og 1941.
Den 31. januar 2005 blev der efter forudgående henvendelse fra klagerne afholdt et møde hos indklagede, hvor klagerne har været kunder gennem en årrække. Formålet med mødet var at drøfte klagernes pensionsforhold. Klagerne havde en række pensionsmidler i forskellige forsikringselskaber. Klagerne har anført, at indklagede på mødet klart gav udtryk for, at indklagede kunne "gøre det bedre", således at deres pensionsmidler ville kunne give et afkast på 6 % p.a., hvilket var mere end de 4,5 %, som de hidtil havde opnået. Indklagede har anført, at der blev givet udtryk for, at indklagede kunne gøre det bedre, men der blev ikke afgivet garanti herfor.
Efter mødet fremsendte indklagede den 3. marts 2005 en skrivelse vedrørende de på mødet drøftede forhold. Af skrivelsen fremgår:
"…
Endvidere drøftede vi muligheden for overflytning af pensionsmidlerne. Ved flytning fra forsikringsselskab vil garantien på mellem 1,5 - 4,5 % p.a. ophøre. Der kan ved placering af pensionerne i [indklagede] ikke gives garanti på afkastets størrelse. Dog har vi forventning om et afkast på min. 5 - 7 % p.a. ved lav risiko, baseret på investering i obligationsbaserede investeringsbeviser. Eventuelle omkostningerne i forbindelse med overflytning udgør ca. 1.200,00 pr. ordning - som vi vil godtgøre.
Friværdibelåning
Formålet med belåningen er at skaffe afkast af den bundne formue i ejendommen. Provenuet kan naturligvis også forbruges løbende. Oplæget er baseret på hjemtagelse af nyt afdragsfrit lån på ca. 1.500.000 kr. Provenuet investeres i virksomhedsobligationer via investeringsforening med et afkast på min. 6 % p.a.
…
Investering
Provenu af lånet og pensionsordninger foreslås pt. investeret via investeringsforeningen BankInvest, således:
|
Andel |
Afdeling |
|
50% |
Virksomhedsobligationer |
|
30% |
Lange danske obligationer |
|
20% |
Højrente Lande |
(vi vedlægger "ajour", som omhandler de forskellige foreninger i Bankinvest)
Såfremt der tages udgangspunkt i 2004, har denne investeringssammensætning givet et afkast på ca. 8,5 % p.a.
…"
Klagerne besluttede sig for at overføre deres pensionsordninger til indklagede, hvor der herefter blev etableret kapital- og ratepensionsordninger for hver af klagerne.
Efter at indklagede havde modtaget klagernes pensionsmidler fra klagernes hidtidige pensionsinstitutter, blev der den 18. juli 2005 afholdt et møde hos indklagede, hvor midlernes placering blev drøftet. På mødet underskrev parterne en "Investeringsaftale", hvoraf fremgår:
"…
Investeringsprofil
Risikovillighed: Lav
Lav risiko:
Jeg lægger størst vægt på sikkerheden. Jeg har svært ved at acceptere tab - selv i kortere perioder.
Mellem/moderat risiko:
Jeg lægger stor vægt på et godt og stabilt afkast. Jeg er indforstået med og kan acceptere, at der kan være tab i perioder.
Høj risiko:
Det væsentlige for mig er udsigten til et højt afkast, også selv om kursudsvingene, og dermed risikoen for tab er store.
Erfaring med investering
Kunden erklærer at have nogen erfaring med investering.
Ingen erfaring:
Har ikke tidligere foretaget investeringer.
Lidt erfaring:
Har foretaget maksimalt 1 investering om året.
Nogen erfaring:
Har foretaget mindst 3 investeringer om året.
Meget erfaring:
Har foretaget mindst 5 investeringer om året.
Investeringshorisont
|
Periode |
Beløb dkk |
Tidspunkt |
Kommentar |
|
3-5 år |
1.400.000,00 |
|
Kapitalpensionerne |
|
5-10 år |
1.490.000,00 |
|
Ratepensionerne |
…"
Samme dag gennemførte indklagede klagernes køb af:
|
|
|
|
BankInvest afdeling Virksomhedsobligationer(kurs 101,30) |
1.504.929 kr. |
|
BankInvest afdeling Højrentelande (kurs 103,80) |
833.868 kr. |
|
Value Invest Global (kurs 150,00) |
555.976 kr. |
De købte investeringsbeviser var fordelt således:
M's kapitalpension: Bankinvest Virksomhedsobligationer 841.969 kr.
M's ratepension: Bankinvest Virksomhedsobligationer 99.983 kr., Bankinvest Højrentelande 567.915 kr. og Value Invest Global 376.895 kr.
H's kapitalpension: Bankinvest Virksomhedsobligationer 562.976 kr.
H's ratepension: Bankinvest Højrentelande 268.953 kr. og Value Invest Global 178.950 kr.
Klagerne har anført, at H i forbindelse med drøftelserne den 18. juli 2005 forespurgte indklagedes medarbejder A om, hvem der så efter, at det ikke gik galt. A svarede, at det gjorde han, og at det var det, han fik sin løn for.
Klagerne har anført, at de i december 2005 gjorde indklagede opmærksom på, at investeringsbeviserne i virksomhedsobligationer havde en negativ kursudvikling. De forespurgte, om det ikke var bedst at sælge beviserne, men der skete først noget, da de blev indkaldt til et møde den 23. marts 2006.
Af en af indklagede udfærdiget "Investeringsnøgle pensionsmidler" fremgår, at indklagedes anbefaling for "lav risiko" med en tidshorisont på 3-5 år var investering af 45 % af midlerne i Bankinvest Korte Danske Obligationer, 20 % i Bankinvest Virksomhedsobligationer, 20 % i Bankinvest Lange Danske Obligationer og 15 % Bankinvest Hedge Stabil. For en tidshorisont på 5-10 år var anbefalingen 20 % Bankinvest Hedge Stabil, 20 % Bankinvest Lange Danske Obligationer, 20 % Bankinvest Virksomhedsobligationer, 20 % Bankinvest Højrentelande og 20 % Bankinvest Value Invest.
På mødet den 23. marts 2006 blev klagernes investeringer drøftet. Klagerne gav udtryk for ønske om at sælge investeringsbeviserne i virksomhedsobligationer, mens indklagede anbefalede at afvente udbetaling af udbytte på investeringsbeviserne, da der allerede var indregnet et kurstab for udbetalingen. På mødet blev det aftalt at sælge investeringsbeviser i virksomhedsobligationer for 750.000 kr. efter udbyttebetaling den 9. april 2006. Provenuet skulle investeres i aktiebaserede investeringsbeviser.
På mødet underskrev parterne en ny investeringsaftale, hvorefter klagernes risikovillighed nu var ændret til "mellem".
Indklagede har anført, at man afventede udbetaling af udbytte af investeringsbeviserne med virksomhedsobligationer. Umiddelbart efter udbyttebetalingen begyndte kurserne på aktier at skride. Man undlod derfor at sælge beviserne, da man vurderede, at en omlægning var ugunstig.
Den 23. maj 2006 blev det aftalt at sælge alle investeringsbeviser med virksomhedsobligationer. Indklagede gennemførte salget samme dag til kurs 92,90.
Den 7. juni 2006 solgte klagerne investeringsbeviserne i afdeling Højrentelande til kurs 101,20, og den 29. juni 2006 solgte de beviserne i Value Invest Global til kurs 164,60.
Indklagede har fremlagt materiale vedrørende Bankinvest Virksomhedsobligationer, hvoraf fremgår, at afdelingen investerer globalt i kredit- og virksomhedsobligationer med en forholdsvis lav kreditrisiko. Obligationer i afdelingen skal have opnået en investment grade kreditvurdering inden for ratingskalaen Aaa - Baa3 fra et af ratingbureauerne Moody's eller Standard Poors.
Parternes påstande.
Klagerne har den 19. december 2006 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om: "At banken lever op til det, der altid er oplyst på aktionærmøderne, og som vi blev stillet i udsigt, da de rådgav os om placering af midlerne. At de giver lige så godt et afkast, som forsikringsselskaberne har givet hidtil."
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de på mødet i juli 2005 gjorde opmærksom på, at de ikke havde kendskab til aktie- eller obligationshandel, og at de ikke ville risikere tab på deres pensionsmidler.
De fik at vide, at indklagedes pensionsrådgiver holdt øje med udviklingen i investeringen.
Indklagede gav vildledende information, så de i god tro flyttede deres pensionsmidler til indklagede.
Indklagede bør sørge for, at de ikke er ringede stillet ved at have flyttet deres pensionsmidler. Indklagede bør sikre samme rente, som de forsikringsbaserede pensionsordninger gav, minimum 4,5 % efter realrente.
Indklagede har anført, at klagerne gennem hele forløbet er blevet rådgivet om risikoen ved at foretage investering i værdipapirer.
Klagerne traf på et veloplyst grundlag beslutning om overførsel af pensionsordningerne til indklagede og køb af værdipapirerne.
Indklagede har ikke garanteret et bestemt afkast af investeringerne, hvorved bemærkes, at ikke alle klagernes investeringer har givet negativt afkast.
Klagerne måtte indse, at indklagedes rådgivning byggede på forventninger, som kunne vise sig ikke holde stik. Klagerne traf selv den endelige beslutning og bærer derfor også risikoen herved.
Såfremt salget af investeringsbeviserne i virksomhedsobligationer var sket den 10. april 2006, kunne salget være sket til kurs 93,12, hvorimod det faktiske salg den 23. maj 2006 skete til kurs 92,92. De køb, der var aftalt at skulle foretages efter salget af virksomhedsobligationer, ville imidlertid have været til betydeligt lavere kurser den 23. maj 2006 end ved et køb den 10. april 2006. Køb den 23. maj 2006 ville således kunne være foretaget til et samlet beløb, som var 82.000 kr. lavere end ved køb foretaget den 10. april 2006. Indklagedes råd om at udskyde omlægningen af virksomhedsobligationerne var således korrekt.
Investeringerne foretaget den 18. juli 2005 blev ikke foretaget i overensstemmelse med indklagedes investeringsnøgle. Man valgte at anbefale klagerne at investere i en investeringsforening med virksomhedsobligationer. Baggrunden herfor var de daværende forventninger om en stigende renteudvikling. I Bankinvest Virksomhedsobligationer indgik virksomheder, der alle havde fået deres kreditværdighed ratet. Man anbefalede derfor afdelingen som en af de foreninger, der havde lavest investeringsrisiko. Spændet mellem den almindelige obligationsrente og renter for virksomhedsobligationer var på grund af den lille kreditrisiko under indsnævring, hvorfor man vurderede, at afkastmuligheden var betydeligt bedre for klagerne. Sammenholdt med at risikoen ikke var større end ved investeringsforeninger i almindelige obligationer, anbefalede indklagede investeringen som en investering med lav risiko. Foreningen blev netop anbefalet til investorer med en 3-5-årig investeringshorisont.
Man har foretaget en beregning, som sammenligner afkastsatsen af de investeringer, som indklagede anbefalede klagerne, med den afkastsats, som ville være opnået, såfremt investeringen var foretaget som angivet i indklagedes investeringsnøgle. For H's vedkommende er der tale om et tab på 2,6 % i kapitalpensionsdepotet og for M's vedkommende 2,5 % i kapitalpensionsdepotet. En placering i overensstemmelse med investeringsnøglen ville have medført et tab på 1,63 %. For klagernes ratepensionsdepoter blev opnået gevinster på 4,8 % og 6 % i modsætning til en gevinst på 0,67 %, såfremt investeringsnøglen var blevet fulgt. Med vejede gennemsnit var afkastsatsen på klagernes investeringer 1,5 %, men den ville have været -0,5 %, hvis investeringsnøglen var blevet fulgt.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Tre medlemmer - Peter Blok, Peter Stig Hansen og Erik Sevaldsen - udtaler:
Af indklagedes skrivelse af 3. marts 2005 fremgår udtrykkeligt, at den garanterede rente på mellem 1,5 % og 4,5 % ville ophøre ved overflytning af pensionsmidlerne til indklagede, og at der ved placering af midlerne hos indklagede ikke kunne gives garanti for afkastets størrelse. Indklagede anførte, at man havde forventning om et afkast på minimum 5-7 % ved lav risiko, men klagerne måtte indse, at der ikke var tale om et løfte, men alene om en forventning, som kunne vise sig ikke at holde stik.
Ved investeringerne i klagernes kapital- og ratepensioner den 18. juli 2005 blev indklagedes generelle anbefalinger, jf. den fremlagte "investeringsnøgle", fraveget, navnlig på den måde, at der i større omfang end generelt anbefalet blev investeret i investeringsbeviser baseret på virksomhedsobligationer. Efter det af indklagede oplyste om baggrunden herfor og om den begrænsede yderligere risiko, som disse investeringsbeviser er forbundet med sammenlignet med investeringsbeviser i danske realkreditobligationer, finder vi ikke grundlag for at fastslå, at indklagedes medarbejder begik ansvarspådragende fejl i denne forbindelse. Hertil kommer, at indklagedes beregninger viser, at klagernes samlede tab ved afhændelse af værdipapirerne i midten af 2006 ville have været større, hvis anbefalingerne i investeringsnøglen var blevet fulgt.
Endelig må det tages i betragtning, at klagerne valgte at afhænde værdipapirerne efter ca. 1 år, uanset at der var tale om en investeringshorisont på 3-5 år for så vidt angår kapitalpensionerne og på 5-10 år for så vidt angår ratepensionerne.
Efter det anførte finder vi ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale erstatning.
To medlemmer - Carsten Holdum og Poul Erik Tobiasen - udtaler:
Som følge af sagens kompleksitet og vidtrækkende økonomiske betydning har indklagede et rådgivningsansvar i henhold til god skik-bekendtgørelsen. Indklagede har imidlertid ikke givet klagerne redelig og loyal rådgivning. Vi lægger herved vægt på, at klagernes risikovillighed var fastsat til lav, nærmere konkretiseret til: "jeg har svært ved at acceptere tab - selv i korte perioder". Dette bør sammenholdes med, at klagerne allerede havde deres pensionsmidler placeret i et gennemsnitsrentemiljø, hvor der er ydelsesgaranti på op til 4,5 %, samt at klagernes alder er henholdsvis 66 og 64 år.
Uanset at klagerne måtte forstå, at ydelsesgarantien bortfaldt, var det ukorrekt, når indklagede oplyste, at investering med lav risiko ville give "mindst 5 % til 7 % i afkast"; dette skal sammenholdes med, at den daværende risikofri rente ved placering i statsobligationer med varighed ca. 5 år var under 3 % efter PAL-skat (pensionsafkastbeskatningsloven). Indklagede burde have oplyst, at et merafkast på 2 % til 4 % kun kunne opnås ved at påtage sig en betydelig risiko, herunder risiko for tab.
Resultatet understøttes af, at indklagede ikke synes at have oplyst om, at indklagede har en særlig økonomisk interesse i den foreslåede investering, idet de valgte investeringsforeninger ifølge vedtægterne kan opkræve et gebyr på op til 1,5 % af formuen til fordeling mellem sig og indklagede, ligesom indklagede endvidere ikke har fulgt egne interne retningslinjer for investering med "lav risiko".
Vi finder derfor, at indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klagerne og stemmer for, at indklagede skal anerkende denne pligt.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Klagen tages ikke til følge.