Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Konto, indsætning af beløb.

Sagsnummer: 179/1992
Dato: 12-08-1992
Ankenævn: Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Erik Sevaldsen
Klageemne: Indlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Konto, indsætning af beløb.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren henvendte sig torsdag den 30. januar 1992 i indklagedes Rialto afdeling medbringende en check på 5.295,86 kr. udstedt til klageren. Klageren har oplyst, at han indsatte hele checkbeløbet på sin lønkonto hos indklagede. Det indsatte beløb tillige med 3.500 kr. overført fra en anden konto anvendtes til betaling af regninger.

Indklagede har oplyst, at klageren ved henvendelse den 30. januar 1992 ønskede at hæve i alt 8.700 kr. og anmodede om at få checken udbetalt samt det resterende beløb hævet fra klagerens samlevers konto. Den ekspederende medarbejder afviste at hæve beløbet fra samleverens konto, hvorefter klageren anmodede om at få indløst checken, således at 1.000 kr. blev udbetalt ham, mens 4.295,86 kr. blev indsat på kontoen.

Under klagesagen er fremlagt kopi af den omhandlede check, der på bagsiden er stemplet med udbetaling af checkbeløbet; endvidere er fremlagt indsættelsesbilag for 4.295,86 kr. på klagerens lønkonto samt udbetalingsbilag vedrørende 7.800 kr. udbetalt fra lønkontoen den 31. januar 1992 og påført klagerens kvittering.

Indklagede har yderligere oplyst, at klagerens samlever den 31. januar 1992 telefonisk foranledigede 3.500 kr. overført til klagerens konto. Senere samme dag henvendte klageren sig i afdelingen og fik udbetalt 7.800 kr. Samtlige kasser i afdelingen er opgjort uden differencer den 30. og 31. januar 1992.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 1.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har ikke anført nærmere til støtte for påstanden.

Indklagede har anført, at klageren har fået udbetalt 1.000 kr. den 30. januar 1992, og det foreliggende bilagsmateriale bekræfter det refererede hændelsesforløb.

Ankenævnets bemærkninger:

Således som sagen er oplyst, lægger Ankenævnet til grund, at der er forholdt med den i sagen omhandlede check som oplyst af indklagede.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.