Krav om opdeling af gæld ved skilsmisse, om ordentlig rådgivning og om besvarelse af klager
| Sagsnummer: | 100/2012 |
| Dato: | 24-10-2012 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Jan Staal Andersen, Karin Duerlund, Maria Hyldahl, Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
|
| Ledetekst: | Krav om opdeling af gæld ved skilsmisse, om ordentlig rådgivning og om besvarelse af klager |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører blandt andet klagerens krav om opdeling af gæld i forbindelse med hans skilsmisse samt om ordentlig rådgivning fra Danske Bank og besvarelse af hans klager.
Sagens omstændigheder
Klageren og hans tidligere ægtefælle, Æ, blev skilt i december 2008. De var begge kunder i Danske Bank. Banken har oplyst, at klageren ønskede at overtage parrets fælles ejendom, men at han ikke havde økonomisk mulighed for at få bevilget gældovertagelse. Klageren har oplyst, at ejendommen blev sat til salg til 945.000 kr. Prisen blev efter nogle måneder nedsat til 845.000 kr. Ejendommen er (pr. april 2012) endnu ikke solgt.
Banken har anført, at parret i juli 2009 havde et overtræk på ca. 10.000 kr. på en budgetkonto og et boliglån på ca. 274.000 kr., som var i restance. Af boliglånets gældsbrev fremgår: "Hvis der er flere låntagere, hæfter jeg solidarisk med de andre". Engagementet blev overdraget til bankens inkassoafdeling.
Af klagerens brev af 9. juli 2009 fremgår:
"…
Jeg har modtaget Deres brev af 07.07.2009, hvori De ønsker at jeg indbetaler kr. 284.619,98. Denne gæld har jeg sammen med min ekshustru … og indtil De evner at dele Deres tilgodehavende i to, således at jeg kun hæfter for halvdelen kan jeg desværre kun tilbyde Dem en afdragsordning, hvor jeg betaler kr. 300 pr. måned. Når De har delt Deres tilgodehavende i to kan der blive tale om væsentligere højere afdrag.
…"
Banken har anført, at der i januar 2010 blev afsagt dom vedrørende overtrækket på budgetkontoen. Klageren blev dømt til at betale 10.401,14 kr. (- med tillæg af forrentning til betaling sker).
Den 21. juli 2011 underskrev klageren et frivilligt forlig, hvorved han vedrørende boliglånet erklærede at skylde banken 325.598,69 kr. (- med tillæg af renter). Han underskrev desuden et frivilligt forlig, hvorved han vedrørende budgetkontoen erklærede at skylde banken 15.496,11 kr. (- med tillæg af renter).
Den 6. september 2011 rettede klageren via sin advokat henvendelse til banken med en forespørgsel om til hvilken pris på den fælles ejendom, bank og kreditforening ville acceptere, at klageren overtog ejendommen.
Ved brev af 27. september 2011 oplyste banken til advokaten, at banken ikke ønskede at frigive klageren fra parrets fælles gæld.
Ved brev af 13. oktober 2011 oplyste advokaten klageren om, at han ikke havde fået svar på under hvilke betingelser, at klageren kunne overtage ejendommen.
Af klagerens mail af 27. november 2011 til en af bankens filialer fremgår:
"…
Jeg har d. 26-11-2011 erfaret at min X-Kone har solgt sin bil og købt en ny. Så jeg må gøre opmærksom på at mit firmalån ligger til grund for den bil hun har solgt. Så de penge hun får for den gamle bil regner jeg med bliver afdraget på mit firmalån.
Noget andet er at jeg har indbetalt 100,00 kr. om måneden på konto … 078 [i] Danske Bank siden d. 01-06 2010 til d. 01-07 2011 i den tro at jeg afbetalt på lån som jeg står i RKI for. Men dette er … [Æ’s] konto og hun har ikke sagt noget ej heller [har] Danske Bank så jeg glæder mig til at få mine penge tilbage.
…"
Ved brev af 30. december 2011 rettede klageren henvendelse til bankens inkassoafdeling og udtrykte, at banken gennem årene hele tiden har modarbejdet ham, herunder da han på et tidspunkt kunne have solgt ejendommen. Klageren har anført, at han gennem tre år har klaget til banken.
Klageren har fremlagt et print af kontobevægelser på en konto nr. … 092, hvorpå han har fremhævet nogle posteringer og herudfor tilføjet: "OBS Siddet og kørt det frem og tilbage med gebyr til følge …"
Parternes påstande
Ankenævnet har forstået klagen således, at Danske Bank skal opdele parrets fælles gældsposter og opgive klagerens fulde hæftelse for beløbene. Endvidere har klageren nedlagt påstand om, at banken skal svare på hans klager og yde en ordentlig bankrådgivning.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at banken afslog at medvirke, da der forelå et bud på ejendommen på 315.000 kr.
Han var på et tidspunkt til møde i banken med sin revisor og mente, at der blev lavet en aftale. Hans tidligere ægtefælle ville ikke betale. Han betalte alt, hvad han kunne.
Ved starten af en måned opdagede han, at der ingen penge var på hans konto, da banken havde taget dem. Han havde så intet at leve for resten af måneden.
Han har prøvet at lukke sit firma.
Æ prøvede også i nogle måneder at købe den fælles ejendom. Efter nogle måneder uden svar valgte hun at købe et andet hus.
Han har prøvet tre advokater. Der er ingen, der vil tage hans sag.
Efter en samtale med hans sidste advokat og kommunens gældsrådgiver blev han anbefalet at gå konkurs.
Danske Bank har blandt andet anført, at banken forstår klagen således, at klageren er utilfreds med, at banken ikke vil opdele den bankgæld, som han hæfter solidarisk for sammen med sin tidligere ægtefælle. Han ønsker kun at hæfte for halvdelen af den samlede gæld.
Banken har et berettiget krav mod klageren vedrørende boliglånet og budgetkontoen.
Klageren hæfter solidarisk med Æ for hele gælden.
Banken er ikke forpligtet til at opdele gælden mellem to solidarisk hæftende debitorer.
Ved en eventuel opdeling af gælden kan banken ikke forhindre en indbyrdes regresmulighed mellem debitorerne.
Banken kan kræve den fulde gæld betalt af hver af de solidarisk hæftende debitorer.
Banken har besvaret klagerens henvendelser.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet bemærker, at klageren og Æ begge har underskrevet boliglånets gældsbrev som solidarisk hæftende debitorer.
Ankenævnet kan ikke pålægge Danske Bank at opdele gælden vedrørende boliglånet og dermed give afkald på klagerens hæftelse for den samlede restgæld på lånet.
Ankenævnet bemærker, at klageren i januar 2010 blev dømt til at betale 10.401,14 kr. (- med tillæg af forrentning til betaling sker) vedrørende overtrækket på budgetkontoen.
Ankenævnet bemærker videre, at klageren i juli 2011 underskrev frivillige forlig vedrørende begge gældsposter.
Ankenævnet finder herefter ikke, at banken er forpligtet til at opdele parrets fælles gældsposter og opgive klagerens fulde hæftelse for beløbene.
Klageren har desuden nedlagt påstand om, at banken skal yde ham en ordentlig bankrådgivning.
Ankenævnet finder ikke godtgjort, at Danske Bank overfor klageren har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar eller en nedsættelse af kravene mod ham.
Klageren har i øvrigt nedlagt påstand om, at banken skal svare ham på hans klager.
Ankenævnet kan ikke behandle dette forhold, da det ikke vedrører en formueretlig tvist med banken.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle spørgsmålet om bankens besvarelse af klager fra klageren.
Klageren får ikke i øvrigt medhold i klagen.