Afgørelse

Medhold klager


Ved gældsbrev af 4. juni 1987 ydede et pengeinstitut, der senere er fusioneret med indklagede, låntager J, der var ansat hos klageren, en forhøjelse af et lån, kontonummer -75, med 7.300 kr. til i alt 25.278,72 kr. Lånet skulle afvikles med 1.000 kr. pr. måned, første gang den 30. juni 1987. Ved særskilt kautionsdokument ligeledes af 4. juni 1987 påtog klageren sig kautionsforpligtelse for lånet begrænset til 10.000 kr. Ud for punktet "Sikkerhed for kautionen" er ingen effekter anført.

Ved gældsbrev af 4. juni 1987 ydede pengeinstituttet yderligere låntageren et lån på 17.306 kr., kontonummer -02. Lånets formål var bilkøb. Lånet skulle afvikles med 600 kr. pr. måned, første gang den 30. juni 1987. Ved særskilt kautionsdokument af s.d. påtog klageren sig kautionsforpligtelse for lånet. Ud for punktet "Sikkerhed for kautionen" er ingen effekter anført.

Ved allonge af 27. maj 1988 blev ydelsen på lån nr. -75 nedsat til 400 kr. pr. måned, første gang den 31. maj 1988. Klageren tiltrådte ydelsesændringen ved sin underskrift på allongen.

Indklagede har fremlagt genpart af en skrivelse af 21. august 1989, hvori der gives klageren meddelelse om, at låntageren ikke i året havde indbetalt ydelser på de to kautionslån. Det fremgår ikke af genparten, at skrivelsen skulle være sendt anbefalet.

Ved sikkerhedsstillelsesdokument underskrevet af klageren den 16. april 1991 håndpantsatte klageren til sikkerhed for en driftskonto samt 4 anlægslån ydet af indklagede bl.a. et ejerpantebrev på 300.000 kr. med pant i hans faste ejendom. Af dokumentet fremgår bl.a.:

"Ud over det specificerede engagement tjener effekterne til sikkerhed for ethvert tilgodehavende, banken har eller måtte få hos debitor/-erne.

......

I. PANTEFORDRINGERNE

1. Hovedfordringer

De pantsikrede krav omfatter al skyld hidrørende fra forretningsmæssige engagementer, således at såvel bestående som fremtidigt opståede forpligtelser dækkes af pantesikkerheden."

Den 13. juni 1991 indledte skifteretten i Århus gældssaneringssag for J. Ved skrivelse af 31. juli 1991 anmeldte indklagedes Højbjerg afdeling sit krav. Ifølge indklagede blev klageren ved skrivelse af samme dag orienteret om gældssaneringssagen og om, at kautionsforpligtelsen kunne opgøres til 18.611,87 kr. for lån nr. -02 og 10.000 kr. for lån nr. -75. Det fremgår ikke af den genpart af skrivelsen, som indklagede har fremlagt, at skrivelsen skulle være sendt anbefalet.

På et kreditormøde den 30. marts 1992 tilbagekaldte J gældssaneringssagen, efter det oplyste fordi gældssaneringssagen var udsigtsløs på grund af en betydelig skattegæld.

Efter gældssaneringssagens indledning blev der ikke foretaget indbetalinger på lån nr. -02. På lån nr. -75 blev der efter gældssaneringssagens påbegyndelse foretaget følgende indbetalinger:

Ved skrivelse af 18. maj 1995 anmodede afdelingen klageren om at indbetale 29.035,25 kr. med tillæg af renter fra 30. september 1991, hvilken opgørelse ifølge indklagede beroede på en fejl, i skrivelse af 12. juni 1995 blev kravet opgjort til 25.611,87 kr.

Ved skrivelse af 15. juni 1995 til afdelingen meddelte klageren, at en navngiven medarbejder i afdelingen under et møde den 8. juni 1995 havde meddelt, at han "ikke var forpligtet på nogen måde, idet banken har undladt stort set samtlige forpligtelser over for en kautionist som tænkes kan". Med henvisning hertil samt bank- og sparekasselovens § 41 anførte klageren, at han ikke anså sig forpligtet af kautionsforpligtelsen.

Ved skrivelse af 16. juni 1995 fastholdt afdelingen kautionsforpligtelsen over for klageren. Samtidig anførtes, at det førnævnte ejerpantebrev på 300.000 kr. også lå til sikkerhed for kautionsforpligtelsen.

Ved skrivelse af 19. juni 1995 til afdelingen gjorde klageren indsigelse overfor, at ejerpantebrevet skulle være pantsat til sikkerhed for kautionsforpligtelsen.

Klageren har ved klageskema af 22. juni 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet og at betale hans omkostninger ved sagens behandling. Under sagen forberedelse har klageren endvidere nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at udlevere ejerpantebrevet på 300.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse mod at anerkende, at kravet mod klageren først forrentes fra den 18. juni 1995.

Klageren har anført, at han ikke har modtaget indklagedes meddelelser af henholdsvis 21. august 1989 og 31. juli 1991. Han har af J fået oplyst, at indbetalinger, der er foretaget på det kautionssikrede lån, af afdelingen er blevet opdelt og anvendt til nedbringelse dels af det kautionssikrede lån, dels af et ikke kautionssikret lån; således er indbetalinger foretaget pr. 16. juni 1988, 3. oktober 1988 og 3. november 1988 med 1.000 kr. til konto nr. -02 opdelt til indbetalinger på henholdsvis 400 kr., 400 kr. og 200 kr. Han tiltrådte nedsættelsen af ydelsen på lån nr. -75 fra 1.000 til 400 kr. månedligt på grund af, at indklagede oplyste, at dette var nødvendigt "for overhovedet at komme igennem med tilbagebetalingen". J har oplyst, at årsagen var, at der skulle ske afvikling af såvel det kautionssikrede som det ikke kautionssikrede lån. Hans regresmuligheder er forringede. I årene 1990 til og med 1994 havde J en god indkomst, men J modtager i dag - så vidt det er oplyst over for klageren - alene overførselsindkomst. Han havde ikke indsigt i låntagerens økonomi. Han anså sig på grund af det lange tidsforløb frigjort for kautionsforpligtelsen. Indklagede har været uberettiget til at overføre ejerpantebrevet, der er stillet til sikkerhed for en kassekredit, til kautionsforpligtelsen. Dette understøttes af, at godkendelse efter ægteskabslovgivningen fra klagerens ægtefælle vedrørende pantsætning af fast ejendom, der tjener til familien bolig, - der er blevet indhentet løbende i takt med udviklingen af klagerens engagement hos indklagede - ikke er blevet indhentet i den foreliggende kautionssag. Hertil kommer, at indklagede ikke har godtgjort, at opgørelsen over debitors restgæld, der afkræves klageren, er korrekt.

Indklagede har anført, at klageren har modtaget underretning om debitors misligholdelse i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. Det bestrides, at en medarbejder i Højbjerg afdeling har sagt, at kautionsforpligtelsen var ophørt. Medarbejderen har alene tilkendegivet, at meddelelserne ikke blev sendt anbefalet som foreskrevet i bank- og sparekasselovens § 41. Det har formodningen imod sig, at begge de fremsendte meddelelser af henholdsvis 21. august 1989 og 31. juli 1991 ikke skulle være kommet frem til klageren. Skrivelserne er ikke kommet retur til indklagede. Selvom klageren ikke måtte have modtaget meddelelserne, er han fortsat forpligtet af sit kautionstilsagn, idet regresmulighederne ikke kan antages at være blev forringet. Gældssaneringssagen har dokumenteret insolvens hos låntager, jf. også herved UfR 1995 s. 77 VL. Der var oprindeligt tale om et arbejdsgiver-/arbejdstagerforhold, og klageren havde som arbejdsgiver en betydelig indsigt i låntagerens økonomiske forhold. Man er indstillet på, at der alene skal betales renter en måned efter fremsendelse af skrivelse af 18. maj 1995, hvori rentekravet blev fremsat. Indbetalinger foretaget på det kautionssikrede lån blev ikke opdelt og anvendt forholdsmæssigt på de kautionssikrede lån og det ikke kautionssikrede lån. På det ikke kautionssikrede lån er der alene indbetalt seks ydelser af 200 kr., i alt 1.200 kr., medens der på hver af de kautionssikrede lån er indbetalt 13 ydelser, i alt 11.200 kr.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet lægger til grund, at indklagedes skrivelser til klageren af 21. august 1989 og 31. juli 1991 ikke blev sendt anbefalet, således om det er foreskrevet i bank- og sparekasselovens § 41. Det må derfor lægges til grund, at disse skrivelser ikke er modtaget af klageren.

En stillingtagen til, hvorvidt klagerens mulighed for regres mod låntageren er blevet forringet som følge af, at han ikke modtog meddelelserne, ville imidlertid forudsætte en bevisførelse, der efter sin karakter og sit omfang ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen i medfør af § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter.

Det fremgår ikke af kautionsdokumenterne, at klageren har håndpantsat effekter til sikkerhed for kautionsforpligtelsen. Håndpantsætningen af ejerpantebrevet på 300.000 kr. ved erklæring af 16. april 1991 fandt sted til sikkerhed for klagerens eget engagement med indklagede. Dokumentet vedrører sikkerhedsstillelse af debitor og angiver under punkt I 1, at de pantsikrede krav omfatter al skyld hidrørende fra forretningsmæssige engagementer. Under disse omstændigheder findes indklagede ikke over for klageren, der påtog sig kautionsforpligtelsen som privat person, at kunne påberåbe sig alskyldserklæringen i sikkerhedsstillelsesdokumentet i forhold til kautionsforpligtelsen. Da det er omtvistet, om ejerpantebrevet tjener til sikkerhed for anden gæld end kautionsforpligtelsen, kan klagerens påstand om udlevering af ejerpantebrevet ikke tages til følge på det foreliggende grundlag, men indklagede skal anerkende, at ejerpantebrevet ikke tjener til sikkerhed for kautionsforpligtelsen.

Ankenævnet har efter vedtægternes § 16, stk. 1 ikke mulighed for at pålægge parterne at betale omkostninger i forbindelse med klagesagens behandling til den anden part.

Som følge heraf