Spørgsmål om ansvar for afslag på kontanthjælp og krav om erstatning for manglende salg af bil og køb af værdipapirer m.v.

Sagsnummer:373/2015
Dato:29-04-2016
Ankenævn:Vibeke Rønne, Finn Borgquist, Anders Holkmann Olsen, Troels Hauer Holmberg, Michael Reved
Klageemne:Kassekredit - øvrige spørgsmål
Nemkonto
Ledetekst:Spørgsmål om ansvar for afslag på kontanthjælp og krav om erstatning for manglende salg af bil og køb af værdipapirer m.v.
Indklagede:Sparekassen Balling
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører spørgsmål om ansvar for afslag på kontanthjælp og krav om erstatning for manglende salg af bil og køb af værdipapirer m.v.

Sagens omstændigheder

Klageren og hans ægtefælle H var kunder i Sparekassen Balling, hvor de bl.a. havde en kassekredit, hver en NemKonto og et billån, der var sikret ved pant i deres bil.

Klageren har oplyst, at han og H i 2005 på sparekassens anbefaling investerede 1 mio. kr. i aktier (Svensk Kommune Invest) med 2 ½ år til udløb, og at de i den forbindelse blev påført et tab på 60.000 kr.

Den 13. april 2010 blev klagerens og H’s nemkonti sammenlagt med kassekreditten.

I 2011 blev kreditten forhøjet fra 260.000 kr. til 500.000 kr. Forhøjelsen skete til brug for færdiggørelse af to ejendomme, som klageren havde til salg. Sparekassen har oplyst, at det var en betingelse, at kreditten skulle nedbringes i forbindelse med ejendomssalgene.

Klageren har oplyst, at han i 2012 forgæves søgte om et realkreditlån i en af ejendommene. I 2013 blev han påført et tab på 105.000 kr. i forbindelse med, at sparekassen afslog at give tilladelse til, at bilen blev solgt til Sverige. Billånet blev efter det oplyste indfriet den 4. juli 2013 ved overførsel af 35.483,45 kr. fra kassekreditten.

Den 9. oktober 2013 søgte H om kontanthjælp, men fik afslag. Klageren har anført, at afslaget skyldtes kassekreditten. Klageren har stillet krav om en erstatning på 259.200 kr. for manglende modtagelse af kontanthjælp i 24 måneder.

Parternes påstande

Den 16. november 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Balling skal betale en erstatning til ham.

Sparekassen Balling har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har bl.a. anført, at H søgte kontanthjælp i 2013, men fik afslag i to år, da kontanthjælp ikke kan overføres til en kassekredit. Sparekassen burde have vidst dette. De havde i flere år hver sin NemKonto foruden kassekreditten, en bilkonto og to garantkonti. H kunne således ikke få kontanthjælp som følge af kassekreditten, der betragtes som et lån. Der er nu kommet nye regler, hvorefter kassekreditten ikke må overstige 10.000 kr.

I 2013 kunne han have solgt bilen til Sverige og dermed have fået et provenu på 65.000 kr. samt 40.000 kr. retur i registreringsafgift. Han spurgte to gange sparekassen om tilladelse til salget. Sparekassen afslog dette og henviste til, at den havde pant i bilen. Billånet blev indfriet af sparekassen ved overførsel fra kassekreditten den 4. juli 2013. Det var nu for sent at eksportere bilen på grund af nye regler. Kassekreditten havde samme høje rente som billånet.

Kassekreditten blev forhøjet, så de kunne gøre deres to ejendomme klar til salg. I den forbindelse stillede sparekassen krav om fuld sikkerhed i ejendommene og krav om at få et ejerpantebrev til sikkerhed. Dette betød, at de ikke kunne belåne ejerpantebrevet et andet sted.

I 2012 blev deres anmodning om et realkreditlån afslået som følge af deres økonomi. Dette betød, at de måtte fortsætte med den dyre kassekredit til 10,56 % p.a. i rente. Deres nye bank har oplyst, at realkreditinstituttet har oplyst, at de var indstillet til et lån, og at de i deres nye bank med samme sikkerhed kunne have fået et lån til 5 % i rente. Sparekassen skal betale en erstatning på samt 46.200 kr. for manglende opnåelse af realkreditlån i stedet for kassekredit.

De blev påført et tab på 60.000 kr. vedrørende en investering på 1 mio. kr. i aktier (Svensk Kommune Invest). Sparekassen skal betale en erstatning på 60.000 kr. for manglende indtægt af aktier.

Sparekassen Balling har anført, at klagen er ukonkret og udokumenteret.

De etablerede kreditrammer skete på foranledning af klageren.

Ændringen af H’s NemKonto til en kassekredit skete efter aftale med klageren og H den 13. april 2010. Det er ikke typen af NemKonto, der er afgørende for, om man kan få kontanthjælp.

Sparekassen har ikke hindret eksport af en bil til Sverige. Det er normal praksis, at et billån skal være indfriet, før der kan ske frigivelse af evt. pant. Indfrielse af billånet skete på foranledning af debitor via træk på den eksisterende kassekredit.

Sparekassen stiller sig uforstående overfor en manglende indtægt fra aktier.

Sparekassen vil gerne deltage i en drøftelse af klagerens situation, herunder hvordan gælden og udgifterne kan dækkes ved salg af aktiver.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Sparekassen Balling har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med sammenlægningen af klagerens og H’s nemkonti med kassekreditten.

Ankenævnet finder ikke, at der er godtgjort omstændigheder, der kan medføre et erstatningsansvar for sparekassen i forbindelse med klagerens køb af værdipapirer eller som følge af klagerens manglende salg af bilen.

Ankenævnet finder ikke, at der i øvrigt er godtgjort omstændigheder, der kan føre til, at sparekassen skal pålægges at betale et beløb til klageren.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.