Overtræksrente.
| Sagsnummer: | 35/1988 |
| Dato: | 19-12-1988 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Per Overbeck, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Rente - overtræk
|
| Ledetekst: | Overtræksrente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I august 1987 anmodede klageren Bikubens Valby afdeling om at overføre 3.950 kr. til klagerens lønkonto hos indklagede.
På denne lønkonto havde klageren en stående ordre om overførsel af 3.950 kr. pr. måned til en plankonto, hvor klageren ikke var eneste kontohaver.
Ved en fejl overførtes beløbet direkte til denne plankonto, uden at den stående ordre på klagerens lønkonto blev ophævet. Ved udførelse af den stående ordre opstod der et overtræk på klagerens lønkonto.
Den 4. november 1988 opsagde klageren sit kundeforhold hos indklagede, i hvilken anledning indklagede debiterede klagerens lønkonto for strafrente for overtræk på 381,68 kr. Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at eftergive ham den debiterede strafrente for overtræk.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at overtrækket på hans lønkonto skyldes, at indklagede ved en fejl krediterede hans plankonto for det overførte beløb i stedet for at kreditere hans lønkonto for beløbet, hvorfor indklagede ikke kan opkræve strafrente for overtræk af klageren.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand anført, at indbetalinger og overførsler til konti kun kan foretages af kunden, og at klageren i dette tilfælde har opgivet forkert kontonummer til det overførende pengeinstitut, hvorfor indklagede er uden skyld i, at overtrækkene er opstået.
Ankenævnets bemærkninger:
Det findes ikke godtgjort, at indklagede ved indsættelsen på klagerens plankonto af beløbet, der blev overført fra Bikuben, eller ved effektulering af den stående ordre om overførsel på klagerens lønkonto til plankontoen har begået nogen fejl.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.