Spørgsmål om ansvar i forbindelse med manglende etablering af ”gravstedskonto”.
| Sagsnummer: | 170 /2001 |
| Dato: | 26-09-2001 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Lisbeth Baastrup, Mette Frøland, Karen Frøsig, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Indlån - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar i forbindelse med manglende etablering af ”gravstedskonto”. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører, om der kan rejses krav mod indklagede i forbindelse med, at indklagede undlod at overføre et beløb til en "gravstedskonto".
Sagens omstændigheder.
Den 8. oktober 2000 døde A, der var kunde i indklagedes Alderslyst afdeling.
Den 15. november 2000 blev A's dødsbo udleveret til privat skifte.
Arvingerne i boet efter A er A's to sønner og to børnebørn.
Under sagen er fremlagt en skrivelse underskrevet af A, ifølge hvilken A ønskede et beløb indsat på en bankbog med henblik på vedligeholdelse af A's gravsted. Arvingen L, der har varetaget boets behandling, har oplyst, at han efter aftale med de andre arvinger rettede det i skrivelsen anførte beløb på 20.000 kr. til 30.000 kr.
Den 20. november 2000 henvendte L sig i indklagedes Alderslyst afdeling medbringende skifteretsattest, skiftefuldmagter samt skrivelsen fra A vedrørende "gravstedskontoen".
A havde hos indklagede en Totalkonto. Efter aftale med L blev indeståendet på kontoen bortset fra 16.000 kr. overført til en jubilæumskonto. Der blev samtidig oprettet en gravstedskonto. Ved en fejl fra indklagedes medarbejders side blev der ikke overført 30.000 kr. til gravstedskontoen.
Den 24. november 2000 henvendte L sig i indklagedes afdeling og anmodede om at få jubilæumskontoen opgjort. Kontoens indestående blev herefter fordelt mellem arvingerne.
I marts 2001 rettede L henvendelse til indklagede i forbindelse med den endelige opgørelse af dødsboet. I denne forbindelse blev det konstateret, at der ikke var indsat 30.000 kr. på gravstedskontoen, og af denne grund afslog skifteretten at godkende boopgørelsen.
L rettede den 29. marts 2001 henvendelse til afdelingen. Indeståendet på boets Totalkonto var da 18.656,83 kr. Samme dag overførtes 18.000 kr. til gravstedskontoen.
L rettede efterfølgende henvendelse til indklagede med krav om, at indklagede indsatte yderligere 12.000 kr. på gravstedskontoen samt afholdt boafgifter. Dette afslog indklagede.
Parternes påstande.
L har den 27. april 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
L har anført, at indklagede bør betale erstatning som følge af den fejl, indklagede begik ved at undlade at overføre 30.000 kr. til gravstedskontoen.
Indklagede har anført, at L og de øvrige arvinger valgte at skifte privat, hvilket indebærer et ansvar.
Boets arvinger kunne råde over boets aktiver, herunder foretage en fordeling af boets midler til dem selv. Sker en sådan fordeling, uden at arvingerne opfylder eventuelle forpligtelser, der kan kræves dækket af boets midler, hæfter arvingerne personligt og solidarisk, jf. dødsboskiftelovens § 27.
Hverken L eller de øvrige arvinger har lidt et økonomisk tab på grund af den manglende overførsel til gravstedskontoen. Arvingerne har derimod fået udbetalt for stort et beløb af boets midler.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Da boets arvinger ikke har godtgjort at have lidt tab ved, at indklagede ved en fejl undlod at overføre 30.000 kr. fra boets konto til gravstedskontoen, finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagen til følge, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.