Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Gebyr. Overførsel af pensionskonti. Udlån m.m.

Sagsnummer: 76/1994
Dato: 12-07-1994
Ankenævn: Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn
Klageemne: Gebyr - overførsel
Ledetekst: Gebyr. Overførsel af pensionskonti. Udlån m.m.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I oktober 1993 overflyttede klageren og dennes ægtefælle deres engagement fra indklagede til et andet pengeinstitut. Engagementet bestod af to kapitalpensionskonti, en selvpensioneringskonto, to børneopsparingskonti, to udlån, en kredit, en budgetkonto, en indlånskonto (tidligere frigørelseskonto), samt et privat pantebrev. Indklagede beregnede sig et gebyr på ialt 1.230 kr. herfor.

Af indklagedes gebyrfortegnelse fra 1. januar 1993 fremgår, at der ved overførsel til andet pengeinstitut opkræves 300 kr. af pensionsopsparingskonti og 100 kr. af andre særlige indlånskonti. For udlån er gebyret 200 kr. pr. konto, samt for pantebreve i depot 130 kr. for første pantebrev og 30 kr. for efterfølgende pantebreve.

Af indklagedes almindelige forretnings- og lånebetingelser fremgår bl.a.:

"11. Gebyrer

[Indklagede] opkræver gebyr ved kunden for serviceydelser, der udføres for kunden, og for at besvare spørgsmål fra offentlige myndigheder.

...

De almindelige gebyrer fremgår af en prisliste, som [indklagede] udleverer efter anmodning. Øvrige gebyrer oplyses på forespørgsel fra kunden."

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte det opkrævede gebyr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han finder det samlede gebyr urimeligt stort.

Indklagede har anført, at de omhandlede gebyrer dækker dels det arbejde, der har været direkte forbundet med overførslen, samt generelle omkostninger (EDB-tid m.v.). Af indklagedes gebyrfortegnelse fremgår, at det samlede gebyr for overførsel af de to kapitalpensionskonti, selvpensioneringskontoen, to børneopsparingskonti og oversendelse af et pantebrev ialt udgør 1.030 kr. Til dette beløb er lagt 200 kr., som er opkrævet til dækning af tidsforbruget medgået ved opgørelsen af de to lån, budgetkontoen, privatkontoen og den tidligere frigørelseskonto. Gebyret på 1.230 kr. må anses for rimeligt og står i passende forhold til det samlede tidsforbrug, der er anslået til 2 1/2 time. Ved vurdering af, om gebyret er rimeligt, bør anlægges en helhedsvurdering, hvor der tages stilling til, om gebyret står i rimeligt forhold til indklagedes omkostninger, konkrete samt generelle, ved overførslen.

Ankenævnets bemærkninger:

Tre medlemmer - Niels Waage, Peter Stig Hansen og Jørn Rytter Andersen - udtaler:

Under hensyn til, at der var tale om en samlet overførsel af et større antal konti og efter en vurdering af det arbejde, der må antages at have været forbundet hermed, finder vi, at det samlede gebyr ikke overstiger, hvad der kan anses som rimeligt. Som følge heraf stemmer vi for ikke at tage klagen til følge.

To medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Jørn Ravn - udtaler:

Vi finder, at indklagede ikke bør beregne sig et gebyr for flytning af udlånskonti, idet dette må sidestilles med gebyr på indfrielse af lån. Vi finder derfor, at det samlede gebyr for overførslen af klagerens og ægtefællens engagement til andet pengeinstitut bør nedsættes til 1.000 kr., hvorfor vi stemmer for skønsmæssigt at nedsætte gebyret for flytning af de øvrige konti til 1.000 kr.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, hvorfor

Den indgivne klage tages ikke til følge.