Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i manglende oplysninger og dokumentation i henhold til hvidvaskloven

Sagsnummer: 242 /2022
Dato: 21-03-2023
Ankenævn: Bo Østergaard, Jimmy Bak, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen og Elizabeth Bonde.
Klageemne: Konto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i manglende oplysninger og dokumentation i henhold til hvidvaskloven
Indklagede: Nordea Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod opsigelse af klagerens engagement begrundet i manglende oplysninger i henhold til hvidvaskloven.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor hun havde en Lønkonto+ Kredit, med tilknyttet betalingskort, netbank- og betalingsserviceadgang samt et forbrugslån.

Banken har oplyst, at den konstaterede et større antal usædvanlige transaktioner på klagerens konto. Den 12. april 2022 skrev banken til klageren og bad om en redegørelse for og dokumentation af både indgående og udgående overførsler på klagerens konto. Af bankens henvendelse fremgik:

”… Du bedes redegøre for og dokumentere følgende:

D. 20.12.2021 har du modtaget 42.000 DKK med referencen: ”Lejemål” fra [F1], og samme dag har du overført 52.800 DKK med referencen ”Stadprojekt depozito”.

  • Hvad er årsagen til, at du har modtaget en overførsel fra denne virksomhed for derefter at videreføre midlerne?
  • Hvad er formålet med den udgående overførsel?

D. 03.01.2022 har du modtaget 6.000 DKK fra [F2] med referencen ’Bilkøb’, og det ses, at du samme dag har kontanthævet 5.000 DKK.

  • Hvad er formålet med, at du har modtaget midler fra denne virksomheden, og efterfølgende har hævet størstedelen af beløbet?
  • Indsend venligst dokumentation.

Du har d. 11.03.2022 modtaget 12.000 DKK fra [F3], og samme dag har du videreført 13.000 DKK med referencen: ’Leje Penge’.

  • Hvad er årsagen til, at du har modtaget midler fra denne køreskole?

Derudover har du i perioden 16.09.2021-28.02.2022 modtaget overførsler fra virksomhederne: [F4], [F5], [F6] og [F7].

  • Hvad er årsagen til, at du har modtaget overførsler fra disse virksomheder?
  • Indsend venligst dokumentation.”

Klageren besvarede den 19. april 2022 bankens henvendelse, og forklarede, at indbetalingen på 42.000 var et lån til depositum, at udbetalingen på 52.800 kr. var overførsel af depositum, at indbetalingen på 6.000 kr. var vederlag i forbindelse med bilsalg, at ejeren af firmaet er hendes ven, som lånte penge af hende og havde foretaget et afdrag, hvorefter hun betalte husleje, og at indbetalingerne fra [F4], [F5], [F6] og [F7] er vedrørende lønudbetaling til hendes mor, mens denne ventede på at kunne få oprettet sin NemKonto.

I sagen er fremlagt en låneaftale fra [F1] dateret den 15. december 2021, hvoraf det fremgår, at der ydes et lån til klageren på 42.000 kr. med tilbagebetaling fra den 1. juni 2022.

På baggrund af klagerens besvarelse bad banken om yderligere oplysninger og dokumentation. Af bankens brev af 20. april 2022 fremgik:

”Med udgangspunkt i dine svar har vi dog brug for nogle yderligere oplysninger samt dokumentation.

- Hvad er din relation til virksomheden '[F1]'?

  • Indsend venligst dokumentation på dit lån fra denne virksomhed i form af et fx et lånedokument.

- Indsend venligst dokumentation på salget af din bil til [F2] d. 03.01.2022 (fx. en registreringsattest).

- D. 06.12.2021 har du modtaget 55.000 DKK fra [F6] med referencen "Superb".

- Hvad er årsagen til, at du har modtaget denne overførsel?

  • Indsend venligst dokumentation.”

Banken opsagde den 24. maj 2022 klagerens engagement til ophør pr. 24. juni 2022. Som begrundelse anførte banken:

”Efter en gennemgang af dit kundeforhold og måden du bruger dine produkter i banken på, er vi blevet opmærksomme på forhold, som vi ikke ønsker at medvirke til.

Vi opsiger dig derfor som kunde banken, jf. punkt 12 i vores Generelle vilkår for privatkunder. Som det fremgår af vilkårene, kan vi opsige kundeforholdet uden varsel. Vi er dog indstillet på, at afviklingen sker med et varsel. Dit samlede kundeforhold skal derfor være afviklet senest den 24-06-2022.

Opsigelsen omfatter:

  • Betalingskort
  • Lønkonto+ Kredit XXXX XXX 445 Kredit 20.000 kr.
  • Forbrugslån XXXX XXX 574 Kredit 80.120 kr.
  • Betalingsservice
  • Faste overførsler
  • Netbank”

Klageren fik ikke overført sit engagement inden udløbet af fristen i opsigelsesbrevet, og banken spærrede klagerens konti og afmeldte betalingskortet den 27. juni 2022.

Klageren indbragte sagen for Ankenævnet den 22. juni 2022.

Klageren har den 15. juli 2022 til Ankenævnet oplyst, at hun har fået en NemKonto i et andet pengeinstitut den 7. juli 2022, at hendes dagpengeydelse for juni måned er indbetalt på hendes lønkonto i Nordea, og at banken hverken har tilbagebetalt denne til a-kassen eller til hendes nuværende bank.

Banken har den 1. august 2022 overført klagerens indestående på konto -445 til hendes nye NemKonto i det andet pengeinstitut.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Nordea Danmark, skal anerkende, at opsigelsen var uberettiget, og at banken skal reetablere kundeforholdet.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun redegjorde for de tre overførsler, som banken undersøgte, og at hun efterfølgende uberettiget blev opsagt som kunde pr. 24. juni 2022.

Hun var i konstant dialog med banken og svarede på alle bankens spørgsmål. Det er ikke korrekt, at der var ”mange” overførsler, banken ikke kendte til.

Hun har ikke mulighed for at refinansiere sit lån på så kort tid. Banken havde ikke tilbagebetalt hendes dagpengeydelse, hvorfor hun var i restance med sin husleje.

Hun føler sig som kunde snydt, og det er ikke o.k., det som banken har gjort. Det hjælper hverken hende eller banken med at få beløbet på plads at registrere hende i RKI.

Nordea Danmark har anført, at banken er forpligtet ved lov om hvidvask til at identificere sine kunder. Forpligtelsen omfatter blandt andet at have tilstrækkelig information om en kundes økonomiske forhold, midlernes oprindelse samt forståelse for kundens formål med brug af banken.

Det fremgår af hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 5, at en bank løbende skal overvåge sine kundeforhold for at sikre, at transaktioner er i overensstemmelse med bankens viden om kunderne og kundernes forretnings- og risikoprofil. Banken er tillige løbende forpligtet til at ajourføre oplysninger om kunder for at sikre, at banken fortsat forstår sine kunders brug af banken.

Som led i bankens løbende kundekendskabsprocedure blev klageren bedt om at redegøre for og dokumentere en række usædvanlige transaktioner på sin konto. Klageren havde i en periode modtaget flere overførsler fra forskellige virksomheder, hvor en del af midlerne enten blev kontanthævet eller videresendt.

Klagerens besvarelse af bankens henvendelse var mangelfuld, ligesom den eneste dokumentation, som banken modtog, bestod af et papir med klagerens navn, et ApS og et beløb, hvor der ikke fremgik vilkår for afvikling.

Banken kan ikke genkende klagerens fremstilling af sagen.

På baggrund af ovenstående fandt banken ikke klagerens adfærd betryggende, og banken var derfor berettiget til at opsige kundeforholdet.

Det er op til banken at afgøre, hvilke krav den stiller til overholdelse af hvidvasklovgivningen.

Vedrørende klagerens dagpenge er disse – på klagerens foranledning – den 1. august 2022 overført til dennes konto i det andet pengeinstitut.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Nordea Bank, hvor hun blandt andet havde en Lønkonto+ med en tilknyttet kredit og et forbrugslån.

Den 24. maj 2022 opsagde banken kundeforholdet til ophør den 24. juni 2022. Opsigelsen var begrundet i, at banken efter indhentelse af oplysninger hos klageren efter hvidvaskloven ikke fandt klagerens brug af banken betryggende.

Efter indbringelse af klagen til Ankenævnet overførte banken den 1. august 2022 klagerens indestående på lønkontoen, inklusive klagerens dagpengeydelse for juni 2022, til klagerens lønkonto i hendes nye pengeinstitut.

Det er reguleret i kapitel 3 i hvidvaskloven, hvorledes virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.

Ankenævnet finder, at det som udgangspunkt må være op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Dette udgangspunkt finder Ankenævnet ikke grundlag for at fravige i denne sag.

Ankenævnet finder på den baggrund ikke grundlag for at fastslå, at bankens opsigelse af klagerens engagement var uberettiget.

Ankenævnet finder i forlængelse heraf, at banken ikke er forpligtet til at genetablere kundeforholdet, hverken helt eller delvist.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.