Indsigelse mod gebyr ved overførsel af bankaktier. Aktiesel-skabslovens § 23 b.
| Sagsnummer: | 161/2008 |
| Dato: | 03-09-2008 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Troels Hauer Holmberg, Karin Ladegaard, Erik Sevaldsen, Karin Sønderbæk. |
| Klageemne: |
Gebyr - depot
Værdipapirer - kurtage Depot - gebyr ved overførsel Gebyr - overførsel |
| Ledetekst: | Indsigelse mod gebyr ved overførsel af bankaktier. Aktiesel-skabslovens § 23 b. |
| Indklagede: | Fionia Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod Fionia Banks krav om kurtage for overførsel af aktier i banken fra klagerens depot til depoter tilhørende klagerens børn.
Sagens omstændigheder.
Klageren er kunde i Fionia Bank, hvor han har et værdipapirdepot, der indeholder aktier i Fionia Bank A/S.
I foråret 2008 ønskede klageren at overdrage nogle af aktierne til sine børn. I den forbindelse oplyste banken ved e-mail af 11. april 2008, at overdragelserne kun kunne ekspederes ved, at aktierne blev solgt fra klagerens depot og købt af børnene til deres depot. Da minimumskurtagen var på 175 kr. for såvel salget som købet, ville omkostningerne ved hver overdragelse beløbe sig til 350 kr.
Klageren, der afstod fra at gennemføre overdragelserne, gjorde indsigelse mod omkostningerne med henvisning til aktieselskabslovens § 23 b, hvoraf fremgår:
"§ 23 b. Selskabet afholder samtlige omkostninger forbundet med udstedelse af aktier m.v. i en værdipapircentral. Selskabet skal indgå aftale med et eller flere kontoførende institutter om, at aktionærerne på selskabets regning kan
1) få deres aktier m.v. indskrevet og opbevaret der og
2) få meddelelse om udbytte m.v. samt årlig kontoudskrift.
Aktionærerne har ret til selv at udpege et kontoførende institut, der på selskabets regning udfører de i nr. 1 og 2 nævnte opgaver, såfremt instituttet over for selskabet påtager sig opgaverne for samme udgift, som selskabet skulle have afholdt til det institut, selskabet har indgået aftale med."
Den 15. april 2008 indgav klageren en klage over Fionia Bank til Ankenævnet.
Banken har under sagen oplyst, at den til klageren oplyste pris for overførsel af de af klageren ønskede fire værdipapirbeholdninger på 350 kr. pr. ekspedition, eller i alt 1.400 kr., beror på en fejl. Prisen er rettelig 300 kr. pr. ekspedition, men dog begrænset til 900 kr., svarende til gebyret for overførsel af værdipapirer, jf. bankens prisliste.
Parternes påstande.
Den 15. april 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Fionia Bank uden omkostninger skal ekspedere overførslerne af aktierne til børnenes depoter.
Fionia Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ikke anmoder om noget salg eller andet, der kan udløse gebyrer/omkostninger. Han anmoder om at kunne disponere over aktierne, som hvis de var fysiske dokumenter i stedet for elektroniske dokumenter i Værdipapircentralen.
Hvis aktierne fortsat havde været fysiske dokumenter, kunne han selv have foretaget overdragelserne til børnene. Ifølge aktieselskabslovens § 23 b, 1. pkt., skal banken som udsteder af aktierne afholde de omkostninger, som er forbundet med, at aktierne nu er konverteret til elektroniske dokumenter i Værdipapircentralen.
Banken bør derfor afholde de omkostninger, der er forbundet med, at han er afskåret fra selv at overdrage aktierne.
Han har indgivet en tilsvarende klage over et andet pengeinstitut, som imødekom klagen.
Fionia Bank har anført, at banken ikke er forpligtet til uden vederlag at ekspedere klagerens overdragelse af aktier til sine børn.
Den af klageren anlagte fortolkning af aktieselskabslovens § 23 b er uden støtte i lovens ordlyd, forarbejder samt praksis i øvrigt. Vedrørende bestemmelsen er det i bogen Aktieselskabsloven med kommentarer, 6. udgave, anført, at "aktionæren må selv betale det kontoførende pengeinstitut for andre meddelelser, der vil være udløst ved en virksomhed fra hans side (f.eks. salg eller pantsætning), der således er selskabet uvedkommende".
Hvis klageren ønsker at overdrage aktierne til sine børn, skal han betale vederlag herfor, jf. bankens prisliste.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Aktieselskabslovens § 23 b omfatter alene de omkostninger, der er forbundet med selve udstedelsen af aktier m.v. i en værdipapircentral, jf. stk. 1, 1. pkt., samt de udgifter vedrørende de enkelte aktionærer, som er angivet i stk. 1, 2. pkt. Bestemmelsen indebærer således ikke, at det påhviler selskabet - her Fionia Bank - at afholde udgifterne ved overdragelse af eller anden disposition over en aktionærs aktiebeholdning. Fionia Bank er således berettiget til at opkræve sædvanligt gebyr for overførsel af aktier i banken fra klagerens depot til depoter tilhørende hans børn.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.