Boligsparekontrakt, modregning ved død.
| Sagsnummer: | 14/1990 |
| Dato: | 13-03-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Boligsparekontrakt - modregning
Modregning - boligsparekontrakt |
| Ledetekst: | Boligsparekontrakt, modregning ved død. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 19. maj 1989 oprettede klagernes søn en boligsparekontrakt hos indklagede.
Efter at den pågældende den 6. august 1989 var afgået ved døden, modregnede indklagede indeståendet på boligsparekontrakten, som udgjorde 679,14 kr., i den pågældendes engagement med indklagede.
Afdødes forældre, som efter at have fået udlagt boet til dækning af begravelsesomkostninger har opnået skifterettens bemyndigelse til at anlægge sag på boets vegne imod indklagede, har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at den foretagne modregning har været uberettiget.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at indeståendet på en boligsparekontrakt efter § 7, i lovbekendtgørelse nr. 145 af 20. marts 1987 om boligsparekontrakter i en treårsperiode fra oprettelsen ikke kan gøres til genstand for kreditorforfølgning. Dette må indebære, at også modregning er udelukket i denne periode.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at det af den nævnte bestemmelse tillige fremgår, at indeståendet på kontoen frigives i tilfælde, bl.a. af kontohaverens død. Den formålsbestemthed, som består i kontohaverens levende live, er bortfaldet ved dødsfaldet, hvorfor modregning kan foretages.
Ankenævnets bemærkninger:
Uagtet at indeståendet på en boligopsparingskontrakt i henhold til § 3 i lovbestemmelse 145 af 20. marts 1987 om boligsparekontrakter ikke kan gøres til genstand for kreditorforfølgning i 3 år regnet fra kontoens oprettelse, findes bestemmelsen ikke at afskære det kontoførende pengeinstitut fra i denne periode i forbindelse med kontoens opgørelse som følge af kontohavers død at foretage modregning i kontoens indeståendet, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.