Afgørelse

I 1985 og 1987 oprettede klageren hos indklagede to kapitalpensionskonti, hvis indeståender skulle udbetales ved klagerens fyldte 60. år i 1997. Midlerne fra begge konti blev anbragt i obligationspulje.

I 1994 medførte placeringen et negativt puljeafkast på klagerens to kapitalpensionskonti. Det negative afkast på kontoen vedrørende privataftalen udgjorde 6.150,61 kr. og på kontoen vedrørende arbejdsgiveraftalen 15.771,26 kr.

Afkastet har siden 1985 udviklet sig således:

Årstal Afkast i %

1985
 1986
 1987
 1988
 1989
 1990
 1991
 1992
 1993
 1994
23,2
 9,1
 11,9
 12,3
 7,4
 10,8
 13,7
 7,2
 23,5
 ÷ 6,9
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 21.921,87 kr. svarende til det negative afkast i 1994, "sekundært med tillæg for forrentning i 1995, samt tillæg for en positiv forrentning af den samlede opsparing i 1994".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han ved etableringen af kapitalpensionerne lagde hovedvægten på sikkerhed for den opsparede kapital. Indklagede rådede ham til at indgå i en gruppepensionsordning med danske obligationer, idet investering i aktier ville være for risikabel. Han tog for givet, at indklagede på baggrund af den manglende risikovillighed og ordningens udløb i 1997 ville tilbyde ham rådgivning, såfremt omstændighederne måtte give anledning hertil. Indklagede har forsømt denne rådgivningsforpligtelse og bør være ansvarlig for det tab, han har lidt på kapitalpensionsordningerne.
Indklagede har anført, at der ikke foreligger fejl eller forsømmelser, der kan medføre erstatningsansvar. Klagerens midler var anbragt 100 % i obligationspuljer, som selv på kort sigt giver et stabilt afkast. Oversigten over afkastet viser, at det negative afkast i 1994 må betragtes som en behersket reaktion på det helt ekstraordinære udbytte i 1993. Den omstændighed, at udbetalingstidspunktet er fastsat til 1997, gav ikke indklagede anledning til at tage initiativ til at foreslå en ændret anbringelse. Klagen er baseret på efterrationalisering i et forsøg på at optimere investeringen med tilbagevirkende kraft.
Ankenævnets bemærkninger:
Det findes efter det foreliggende ikke godtgjort, at indklagede har begået fejl eller forsømmelser, der medfører erstatningsansvar.
Som følge heraf