Pant, realisation.
| Sagsnummer: | 447 /1991 |
| Dato: | 12-02-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Gert Bo Gram, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Pant - realisation
|
| Ledetekst: | Pant, realisation. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved gældsbrev af 2. december 1988 ydede indklagedes Amager afdeling klageren og dennes samlever et billån på 164.839 kr. med et nettoprovenu på 152.000 kr. i forbindelse med klagerens køb af en BMW 323i til en pris af 202.000 kr. Til sikkerhed for lånet pantsattes et løsøreejerpantebrev med pant i bilen. Lånet skulle afvikles med 3.800 kr. månedligt, første gang 31. december 1988.
Bilen blev alvorligt skadet i foråret 1989 og af klageren stillet til reparation hos en autoreparatør. Ifølge en besigtigelsesrapport fra forsikringsselskabet Tryg udarbejdet i april 1989 vurderedes bilen til 165.000 kr., efter at der var udført for ca. 109.000 kr. reparationer. Klageren havde ikke siden januar 1989 betalt ydelser på lånet.
Den 15. juli 1989 underskrev klageren en generalfuldmagt til sin moster. Mellem denne og indklagedes afdeling foregik herefter forskellige drøftelser om realisation af den pantsatte bil.
Den 5. oktober 1989 gav mosteren uigenkaldelig salgsfuldmagt til afdelingen, hvorefter denne kunne sælge bilen i fri handel, således at provenuet skulle anvendes til nedbringelse af klagerens gæld til indklagede. Bilen blev herefter forsøgt solgt til ca. 179.000 kr., hvilket ville medføre et nettoprovenu på ca. 150.000 kr. til nedbringelse af klagerens lån og en restgæld på ca. 22.000 kr.
I forbindelse med reparationen af bilen blev der udover de af forsikringen dækkede skader udført andre reparationer for ialt 22.844,50 kr. Ifølge indklagede var klagerens moster gjort bekendt hermed, hvilket ikke gav anledning til indsigelser fra denne. Klageren bestrider, at der er givet samtykke til foretagelsen af disse reparationer.
Efter at bilen havde stået til salg i nogle måneder, besluttede afdelingen at sælge bilen til den pris, der kunne opnås. Ifølge skriftligt tilbud af 4. december 1989 fra den autoreparatør, der havde foretaget udbedringen af skaderne på bilen samt det yderligere reparationsarbejde, tilbød denne at købe bilen mod kontant afregning af 125.000 kr. Reparatøren gentog tilbuddet i skrivelse af 26. december 1989, nu dog således at der skulle betales kontant 121.761 kr., idet reparatøren skulle godskrive et yderligere beløb fra forsikringsselskabet på 3.239 kr., som var indgået til indklagedes afdeling og indsat på klagerens konto. I skrivelse af 29. december 1989 bekræftede indklagedes afdeling herefter salget af bilen ved sålydende faktura:
| "Købet af BMW 23i (....) | kr. | 147.844,50 |
| - udbetalt forsikringssum | - | 3.239,00 |
| værkstedregning | - | 22.844,50 |
| Ialt til kontant afregning | kr. | 121.761,00". |
Beløbet 121.761,00 kr. krediteredes klagerens lån den 22. januar 1990.
I en efterfølgende korrespondance mellem klagerens mor, som klageren - efter at have tilbagekaldt generalfuldmagten til mosteren - den 5. december 1990 gav bemyndigelse til at repræsentere sig, og indklagede protesterede klagerens mor over den måde, realisationen af bilen var foregået på og den pris, hvortil salget var sket. Klagerens mor anførte i denne forbindelse, at indklagede havde fået fuldmagt til at sælge bilen til en pris på 159.000 kr., hvilket ville føre til, at restgælden på lånet herefter ville udgøre ca. 22.000 kr. Reparationerne til 22.844,50 kr. var blevet foretaget uden klagerens eller dennes befuldmægtigedes accept. Det anførtes endvidere, at autoreparatøren havde fratrukket reparationsbeløbet på 22.844,50 kr. 2 gange ved beregningen af sit tilbud på 125.000 kr. (121.761 kr.)
Indklagede afslog klagerens krav om nedsættelse af lånets restgæld, og henviste til afdelingens skrivelse af 29. december 1989 vedrørende opgørelse af bilens salgspris.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte lånets restgæld med et ikke nærmere spesificeret beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede ikke har været bemyndiget til at sælge bilen til en pris på 125.000 kr. Salgsfuldmagten til indklagede blev givet under den klare og væsentlige forudsætning, at bilen andetsteds var vurderet til en værdi af 160.000 - 170.000 kr., ligesom den ifølge skadesrapporten var vurderet til 165.000 kr. ekskl. ekstraudstyr. Indklagede har ikke haft fuldmagt til at sælge bilen til en lavere pris end 159.000 kr., hvilket ville give den restgæld på maksimalt 22.000 kr., som klagerens moster fik oplyst i forbindelse med underskrivelsen af salgsfuldmagten. Ekstrareparationerne er foretaget uden samtykke fra klageren eller dennes fuldmægtig og må stå for indklagedes egen regning. Hertil kommer, at beløbet er fratrukket 2 gange ved beregningen af tilbudet på 125.000 kr.
Indklagede har anført, at den omhandlede salgsfuldmagt ikke indeholdt begrænsninger med hensyn til den pris, hvortil bilen kunne sælges. En sådan begrænsning ville normalt heller ikke blive accepteret fra indklagedes side. Indklagede bestrider, at det har været en forudsætning for salgsfuldmagten, at bilen blev solgt for den drøftede pris. Den opnåede salgspris er 147.844,50 kr., idet beløbet på 3.239 kr. fra forsikringsselskabet og værkstedsregningen på de 22.844,50, der vedrørte nødvendige reparationer, blev udlignet ved modregning.
Ankenævnets bemærkninger:
Ved salgsfuldmagten af 5. oktober 1989 fik indklagedes afdeling uigenkaldelig fuldmagt til at sælge den omhandlede bil. Det findes ikke godtgjort, at det var en forudsætning, at bilen blev solgt til en pris på ikke under 159.000 kr. Ved salget til autoreparatøren opnåedes en pris på 147.844,50 kr. Indklagede burde forinden salget have forelagt tilbudet for klageren eller dennes fuldmægtig, men det findes ikke godtgjort, at der kunne være opnået en højere pris.
Af købesummen blev alene 125.000 kr. (121.761 kr. + 3.239 kr.) krediteret klagerens lån hos indklagede. Det resterende beløb på 22.844,50 kr. er efter det oplyste medgået til betaling for reparationsarbejder ud over dem, der blev dækket af forsikringsselskabet. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren eller dennes fuldmægtig har godkendt disse ekstra reparationsarbejder, og finder derfor ikke, at indklagede har været berettiget til at videreføre regningsbeløbet til klageren.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger kreditere klagerens lån hos indklagede med 22.844,50 kr. med valør den 22. januar 1990. Klagegebyret tilbagebetales klageren.