Indsigelse mod anmodning om oplysninger vedrørende brug af banken, og krav om erstatning som følge af bankens adfærd i forbindelse hermed.
| Sagsnummer: | 290/2022 |
| Dato: | 18-04-2024 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Inge Kramer, Klaus Tougaard Kristensen, Morten Bruun Pedersen og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: |
Konto - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod anmodning om oplysninger vedrørende brug af banken, og krav om erstatning som følge af bankens adfærd i forbindelse hermed. |
| Indklagede: | Arbejdernes Landsbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod anmodning om oplysninger vedrørende brug af banken og krav om erstatning som følge af bankens adfærd i forbindelse hermed.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Arbejdernes Landsbank, hvor han blandt andet havde en konto og et lån. Klageren ejede herudover en ejendom, ejendom A.
Klageren har oplyst, at han og hans tidligere ægtefælle E blev kunder i banken, da banken overtog fordringer mod dem, herunder et aktielån fra Finansiel Stabilitet.
Den 3. februar 2022 anmodede banken klageren om at sende oplysninger om sin brug af banken. Klageren kunne gøre dette ved at trykke på et link, der førte ham til en side, hvor han kunne give sine oplysninger. Meddelelsen blev afsluttet med:
”…
På forhånd mange tak for hjælpen!
Venlig hilsen
Arbejdernes Landsbank.
…”
Den 21. februar 2022 meddelte banken klageren, at den ikke havde modtaget et udfyldt skema med fyldestgørende informationer om, hvordan klageren anvendte banken, hvorfor banken på ny anmodede klageren om at indsende efterspurgte oplysninger.
Ved meddelelse af 22. februar 2022 skrev klageren til banken:
”…
Emne: salgskonto
Jeg rykker for svar i sagen omkring alle de beskeder jeg har sendt omkring økonomi i forhold til salg af min ejendom.
Og jeg forventer der bliver svaret med navn på den jeg skriver med, idet jeg flere gange er blevet kontaktet af unavngivne personer.
…”
Den 28. februar 2022 svarede banken klageren:
”…
Jeg er ikke helt sikker på, hvad det præcis er du ønsker svar på?
Er det fordi du vil sælge din ejendom?
…”
Klageren svarede banken, at han rykkede for svar i sagen om alle de beskeder, han havde sendt vedrørende sin økonomi i forbindelse med salg af ejendom A. Han anmodede herudover banken om at besvare med navn, da han flere gange var blevet kontaktet af unavngivne personer.
Den 3. marts 2022 svarede banken klageren, at den forstod hans spørgsmål angående udløb af afdragsfrihed som en forespørgsel om ny afdragsfrihed, hvilket banken ikke kunne imødekomme. Hvis klageren ikke ønskede at sidde med afvikling på lånet, så var eneste mulighed et salg. Når der forelå et salg, ville banken tilbyde klageren en deponeringskonto, og hvis der skulle ske overskudsdeling, som afveg fra tingbogen og købsaftalen, skulle klageren foretage denne på egen hånd. Banken meddelte herudover klageren, at det var mindre sandsynligt, at den ville tilbyde finansiering af en fremtidig bolig, da der flere gange havde været overtræk på klagerens konto, hvilket banken ikke kunne tolerere, og da dens kreditgivning var baseret på relevante nøgletal og kontoadfærd.
Ved meddelelser til banken af 20. og 21. marts 2022 meddelte klageren banken, at han fandt det krænkende at få meddelelser uden afsendernavn. Klageren anmodede banken om at oplyse, hvem der sendte meddelelser til ham uden at oplyse sit navn, og meddelte banken, at han, hvis banken ikke besvarede hans meddelelse, ville indbringe sagen for Det finansielle ankenævn.
Den 21. marts 2022 besvarede en ansat A i banken klagerens e-mail og medsendte samtidig et skema vedrørende spørgsmål om klagerens forretningsomfang.
Banken har fremlagt en udskrift af dokumentet ”Forretningsomfang og skatteoplysninger – Privat” af november 2021, hvoraf fremgår, at banken var lovmæssigt forpligtet til at forstå sine kunder og deres brug af banken. Banken anmodede klageren om at udfylde et skema ud fra klagerens normalbrug af banken. Klageren skulle via skemaet oplyse banken om sine indtægter, forventede kontante indbetalinger og udbetalinger via pengeautomat, forventede udenlandske konto ind- og udbetalinger, hvor klagerens formue stammer fra, samt sine skatteoplysninger.
Banken har oplyst, at hverken banken eller klageren havde yderligere bemærkninger til skema om forretningsomfang den 21. marts 2022.
Banken meddelte på et ikke oplyst tidspunkt klageren, at han i forbindelse med et salg af ejendom A selv skulle afholde udgifter i forbindelse med salget, og at banken ikke kunne etablere en kredit eller lån til klageren. Banken kunne ikke forlænge den afdragsfrie periode på hans lån, og ejendommen burde være solgt inden september. Banken kunne ikke yde fremtidig finansiering af et huskøb, og klageren skulle sende banken dokumentation fra en advokat, såfremt der skulle ske overskudsdeling af provenu, som afveg fra standardfordelingen.
Klageren meddelte på et ikke oplyst tidspunkt banken, at han ikke ønskede at modtage svar fra ansat B i banken, og at han ville indbringe sagen ved Det finansielle ankenævn, hvis han modtog svar fra ansat B.
Den 27. juni 2022 meddelte klageren banken, at den skulle angive et navn på den person, der besvarede hans meddelelser.
Banken har oplyst, at den ved brev af 25. juli 2022 anmodede klageren om skriftligt at forklare og indlevere dokumentation for en række indbetalinger på klagerens konto.
Parternes påstande
Den 26. juli 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal stoppe med at snage i hans privatliv, og at den skal betale en erstatning på 10.000 kr.
Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken har snaget i hans privatliv.
Banken har meddelt ham, at den skulle vide mere om hans privatliv og private forhold, da han er på kontanthjælp, hvilket han aldrig har været. Banken har uberettiget anklaget ham for at være ludoman og have en dårlig kontoadfærd, da han ofte har haft små overtræk på under 400 kr., som straks er blevet dækket ind. Han har afdraget 1.800.000 kr. på ni år, har aldrig forsømt et afdrag på lån og har endda sat ydelsen op på et lån for at indfri lånet tidligere. Banken har udtalt sig om, at hans ejendom ville blive solgt på seks måneder, men har ikke ønsket at uddybe dette udsagn.
Banken bad ham udfylde et spørgeskema, hvori han skulle redegøre for helt almindelige overførsler. Bankens anmodninger var ikke påført en afsender. Han anmodede om at få navn på afsenderen, hvilket banken nægtede. Han anmodede banken om et møde herom, og at der på mødet skulle deltage en jurist, men dette blev afvist af banken. Banken kunne heller ikke garantere ham, at den ville angive navn på afsenderen på meddelelser fra banken. Bankens handlinger gjorde ham utryg og for dette skal banken betale 10.000 kr.
Kompensationen på 10.000 kr. er et rimeligt beløb for bankens handlinger, og banken bør herudover pålægges en bøde for at handle i strid med god skik for finansielle virksomheder.
Banken overtog ulovlige lån fra Finansiel Stabilitet, som klageren og hans tidligere ægtefælle E havde optaget. Klageren har anført, at lånene blev anset for ulovlige, hvorfor han og E fik 780.000 kr. tilbagebetalt. Banken har anvendt dette forlig til at behandle dem dårligere end andre.
Banken har igennem tiden ikke overholdt aftaler med ham om, at han kunne låne til blandt andet køb af bil, på trods af, at han har overholdt alle afdrag og aftaler indgået med banken.
Banken skal stoppe med at snage i hans privatliv. Den skal undlade at gøre ham syg ved dens adfærd. Den skal stoppe med at bruge løgnagtige forhold som argumentation. Den skal udvise høflighed. Den skal stoppe med at mistænkeliggøre hans kæreste og ham. Den skal medvirke til et møde, hvor hans fremtid bliver drøftet. Den skal betale en bod på 10.000 kr. for krænkelse af privatlivets fred.
Det skal komme banken til skade, at den ikke ønsker at svare på eller redegøre for, at den har snaget i hans konto, at den anklagede ham for at være ludoman, at den oplyste, at han var på kontanthjælp, selvom han ikke var, og at banken oplyste, at hans ejendom ville blive solgt inden for seks måneder.
Da banken herudover har anmodet ham om at udlevere oplysninger om tredjemand, har han i samråd med sin advokat besluttet at politianmelde banken.
Arbejdernes Landsbank har anført, at det ikke har været bankens hensigt, at bankens henvendelser angående klagerens brug af sin konto skulle virke som snagen i klagerens privatliv.
Banken er i henhold til reglerne om kundekendskabsprocedurer i hvidvaskloven forpligtet til at løbende at indhente oplysninger hos sine kunder, jf. lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven) kapitel 3.
Banken har på den baggrund anmodet klageren om at udfylde skema om forretningsomfang og efterfølgende kontaktet klageren, da oplysningerne ikke stemte overens med de faktiske omstændigheder.
Banken har løbende været i dialog med klageren om udfyldelse af skemaet, hvor banken har angivet, hvilke oplysninger der ikke stemte overens med de faktiske omstændigheder på klagerens konti.
Banken er underlagt en undersøgelsespligt efter hvidvasklovens kapitel 5. Det følger af undersøgelsespligten, at banken skal undersøge baggrunden for og formålet med alle transaktioner, der er komplekse, er usædvanligt store, foretages i et usædvanligt mønster, eller ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål.
Banken har på den baggrund den 25. juli 2022 anmodet klageren om, at han skriftligt skal forklare og dokumentere en række nærmere angivne transaktioner. Banken fastholder, at klageren skal besvare denne anmodning.
Banken har telefonisk kontaktet klageren vedrørende et møde i banken. Klageren har ikke ønsket at deltage i et møde, mens sagen verserer i Ankenævnet. Banken vil gerne afholde et møde med klageren, men mødetidspunktet skal være gensidigt aftalt.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende ved bankens henvendelser til klageren, og banken skal på den baggrund ikke betale erstatning til klageren.
Klagerens oplysning om lånet fra Finansiel Stabilitet vedrørte et forlig mellem Roskilde Bank og Forbrugerombudsmanden, og dette lån ikke har betydning for klagen.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Arbejdernes Landsbank, hvor han blandt andet havde en konto og et lån. Klageren ejede herudover en ejendom, ejendom A.
Klageren har oplyst, at han og hans tidligere ægtefælle E blev kunder i banken, da banken overtog fordringer mod dem, herunder et aktielån fra Finansiel Stabilitet.
Klageren har fremlagt udskrifter af korrespondancer mellem ham og banken fra perioden 15. november 2021 til 27. juni 2022, hvoraf blandt andet fremgår, at banken i perioden anmodede klageren om blandt andet via skemaet ”Forretningsomfang og skatteoplysninger – Privat” at sende oplysninger om sin brug af banken.
Banken har oplyst, at banken den 25. juli 2022 anmodede klageren om skriftligt at forklare og indlevere dokumentation for en række indbetalinger på klagerens konto.
Klageren har anført, at han blev anmodet om at udfylde et skema, hvor han skulle redegøre for helt almindelige overførsler, og at der i bankens meddelelser ikke var angivet en navngiven afsender. Banken havde herudover snaget i hans privatliv, uberettiget anklaget ham for at være ludoman og for at have en dårlig kontoadfærd, og meddelt ham, at hans ejendom ville blive solgt på seks måneder, uden at uddybe dette nærmere. Bankens handlinger gjorde ham utryg, og derfor skal banken betale ham 10.000 kr. i kompensation.
Ankenævnet lægger til grund, at bankens meddelelser til klageren vedrørende klagerens brug af banken skyldtes bankens forpligtelse til at gennemføre kundekendskabsprocedurer.
I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvordan virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer.
Ankenævnet finder, at det som udgangspunkt er op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Ankenævnet finder ikke, at der er grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag.
Ankenævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at pålægge banken at betale erstatning eller godtgørelse til klageren.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.