Bog. Frigørende udbetaling.
| Sagsnummer: | 417/1993 |
| Dato: | 31-01-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Bog - frigørende udbetaling
|
| Ledetekst: | Bog. Frigørende udbetaling. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Denne sag omhandler uberettigede hævninger på ialt 116.718 kr. fra klagerens fars to bankbøger hos indklagede, henholdsvis en højrentekonto og en aktionærkonto. Bøgerne var ikke forsynet med mærke. Hævningerne blev foretaget den 1. december 1992. Klagerens far, som i en årrække indtil sin pensionering havde været ansat som bankbud hos indklagede, døde den 7. december 1992 i en alder af 87 år. Han havde været hospitalsindlagt det meste af november måned 1992 og kom hjem den 31. november 1992 til sin bolig, en beskyttet bolig på et plejehjem. Klageren er selv ansat hos indklagede.
Den 1. december 1992 henvendte en mand på omkring 30 år sig i indklagedes hovedsæde med anmodning om at få adgang til klagerens fars bankboks. Da den pågældende ikke kunne fremlægge fuldmagt, afslog indklagede anmodningen.
Senere samme dag kl. 15.09 henvendte formentlig den samme person sig i indklagedes Dalmose afdeling og hævede ved forevisning af klagerens fars to bankbøger henholdsvis 11.274 kr. og 12.146 kr., idet korrekt navn oplystes. Hævebilag vedrørende transaktionerne er fremlagt. De er ikke underskrevet af den hævende.
Omkring kl. 16.00 samme dag henvendte samme person sig i indklagedes hovedsæde, hvor den pågældende ved forevisning af bankbøgerne og oplysning om klagerens fars navn hævede henholdsvis 40.000 kr. og 20.000 kr. på de to konti, hvilke beløb anvendtes til køb af 1.500 £, 21.970 FF og 5.090 DM. Umiddelbart herefter hævede han yderligere 18.776 kr. og 14.522 kr. fra klagerens fars konti. De fire hævebilag er underskrevet med et næsten ulæseligt navn, formentlig ... Rasmussen.
Indklagede har oplyst, at den medarbejder, der foretog valutaekspeditionen, umiddelbart efter denne blev nysgerrig for at se, hvem den pågældende kunde var. Da medarbejderen af kontohaverens CPR-nummer kunne se, at der ikke var tale om kontohaveren, rettede medarbejderen henvendelse til indklagedes ekspeditionschef, alt imens den fremmødte var i færd med at hæve beløbene på 14.522 kr. og 18.776 kr. ved kassen. Efter at det var klarlagt, hvem de pågældende bankbøger tilhørte, eftersatte nogle af indklagedes medarbejdere forgæves personen.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale klageren principalt 116.718 kr., subsidiært 93.298 kr., mere subsidiært et mindre beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at hendes far som tidligere bankbud hos indklagede var velkendt af en del af indklagedes medarbejdere, også efter sin pensionering. Det er uvist, hvordan gerningsmanden er kommet i besiddelse af de to bankbøger, idet der ikke har været spor af indbrud eller lignende i faderens bolig. Klageren finder, at indklagede under de foreliggende omstændigheder burde have afkrævet den mødende dokumentation for sin ret til at hæve på bøgerne. Ved hævningerne blev størstedelen af indeståendet på kontiene udbetalt, idet der efter hævningerne indestod ca. 58.000 kr. Særligt det forhold, at størstedelen af kontienes saldi blev hævet på en enkelt dag ad flere gange og på to forskellige ekspeditionssteder, burde have medført, at indklagede krævede dokumentation. Herfor taler også forsøget på at opnå adgang til faderens bankboks, hvilket burde have givet anledning til, at indklagede havde indsat særlige kontrolforanstaltninger vedrørende faderens engagement. Særligt for så vidt angår hævningerne i indklagedes Dalmose afdeling har klageren anført, at hævebilagene ikke er forsynet med underskrift fra den mødende. Klagerens subsidiære påstand svarer til hævningerne foretaget i indklagedes hovedsæde.
Indklagede har anført, at indklagedes hovedsæde er opdelt organisatorisk i flere afdelinger, som varetager forskellige ekspeditioner, såsom boksbesøg, valutaveksling, kontantudbetaling; ekspeditionslokalet er meget stort med ca. 35 medarbejdere. Den ene af klagerens fars bankbøger var en højrentekonto, der udløb den 1. december 1992, hvorfor det ikke i sig selv vakte mistanke, at der fra denne hævedes beløb som de udbetalte. Det er 21 år siden, at klagerens far blev pensioneret, hvorfor han kun var kendt af enkelte medarbejdere; i de senere år kom han kun sjældent hos indklagede. Indklagede finder ikke, at der ved hævningerne forelå særlige omstændigheder, som burde have medført, at man afkrævede den mødende bevis for dennes ret til at hæve på klagerens fars konti. Indklagede har endvidere anført, at klageren varetog sin fars økonomiske forhold og var vidende om opbevaringsmåden for bankbøgerne, men ikke havde taget skridt til en mere sikker opbevaring, eller at bøgerne blev forsynet med mærke. Endvidere burde hendes fars længere sygdomsophold uden for boligen have medført yderligere omhu med bankbøgerne.
Ankenævnets bemærkninger:
De hævninger, der den 1. december 1992 i indklagedes Dalmose afdeling blev foretaget på klagerens fars to bankbøger, kunne have givet den ekspederende medarbejder anledning til at foretage nærmere undersøgelser, bl.a. fordi der blev hævet på begge bøger og med beløb, der for sådanne hævninger forekommer ejendommelige. Ankenævnet finder dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at den ekspederende medarbejder burde have afkrævet den mødende bevis for hans ret til at hæve på bøgerne, jvf. gældsbrevslovens § 33, stk. 2, 2. pkt.
Ved de hævninger på bankbøgerne, der senere samme dag blev foretaget i indklagedes hovedsæde, fremgik det umiddelbart af de hævebilag, der blev udfyldt og underskrevet af den mødende, at denne ikke selv var kontohaver. De ekspederende medarbejdere kunne endvidere konstatere, at der tidligere samme dag på begge bøger var hævet betydelige beløb i en anden afdeling. Den mødende ønskede også nu betydelige beløb udbetalt fra begge bøger, ved første ekspedition henholdsvis 40.000 kr. og 20.000 kr. til køb af valuta og ved anden ekspedition henholdsvis 18.776 kr. og 14.522 kr. Ankenævnet finder, at der allerede ved den første ekspedition vedrørende valutakøbet forelå sådanne særlige omstændigheder, at den ekspederende medarbejder burde have afkrævet den mødende bevis for hans ret til at hæve på bøgerne, jvf. den nævnte bestemmelse i gældsbrevsloven. Det fremgår da også af det oplyste, at denne medarbejder i hvert fald umiddelbart efter ekspeditionen fattede mistanke om, at der kunne være noget galt.
Da indklagede herefter ikke kan anses for frigjort ved de udbetalinger, der fandt sted i indklagedes hovedsæde, tager Ankenævnet klagerens subsidiære påstand om betaling af 93.298 kr. til følge som nedenfor bestemt.
Som følge heraf
Indklagede bør på de omhandlede to indlånskonti tilhørende boet efter klagerens far (klageren) inden fire uger genindsætte de beløb, i alt 93.298 kr., der den 1. december 1992 blev udbetalt fra kontiene i indklagedes hovedsæde. Genindsættelsen skal ske med valør den 1. december 1992. Klagegebyret tilbagebetales klageren.