Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Betalingstilladelse. Overførsel af beløb til tredjemands budgetkonto med henblik på betaling af ejendomsskat for fælles ejendom.

Sagsnummer: 196/1997
Dato: 19-11-1997
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Ole Just, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne: Betalingsformidling - tilmelding
Ledetekst: Betalingstilladelse. Overførsel af beløb til tredjemands budgetkonto med henblik på betaling af ejendomsskat for fælles ejendom.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Primo 1993, hvor klageren var ude at sejle i en længere periode, rettede klagerens tidligere samlever, A, henvendelse til indklagede vedrørende betaling af ejendomsskat på en grund, som klageren og A ejede i fællesskab.

Indklagede gennemførte betalingen af ejendomsskatten den 26. februar 1993, idet halvdelen af beløbet blev trukket på klagerens lønkonto. Indklagede sendte en nota vedrørende hævningen til klageren. Samtidig blev ejendomsskattebetalingen tilmeldt PBS via A's budgetkonto, ligesom der blev etableret en fast overførsel fra klagerens konto til A's budgetkonto på halvdelen af det dagældende ejendomsskattebeløb, første gang den 20. juli 1993, hvor næste rate forfaldt. Ved en fejl blev overførslerne indtastet med en frekvens hver anden måned i stedet for hvert halve år.

Fra 20. juli 1993 til og med 20. januar 1997 blev der hver anden måned overført 768,96 kr. fra klagerens lønkonto til A's budgetkonto.

I december 1996 solgte A sin andel af grunden til klageren.

Den 16. april 1997 krediterede indklagede klagerens konto 8.733,44 kr., hvilket beløb A accepterede at refundere klageren på grundlag af en henvendelse fra indklagede om den fejlagtigt registrerede overførselsfrekvens.

Ved klageskema af 15. maj 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at kreditere hendes konto yderligere 2.390,77 kr.

Indklagede har under sagen krediteret klagerens konto yderligere 2.032 kr., men har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Indklagede har oplyst, at den samlede kreditering på klagerens konto på 10.765,44 kr. vedrører de 14 fejlagtigt overførte beløb à 768,96 kr. Indklagede anser overførslen på 768,96 kr. den 20. januar 1997 for retmæssig.

Klageren har i sin opgørelse medtaget overførslen den 20. januar 1997 på 768,96 kr., men har til gengæld accepteret at hæfte for halvdelen af den stigning i ejendomsskatterne, der skete i 1995 og 1996 på henholdsvis 161,51 kr. og 248,66 kr., i alt 410,17 kr., hvorfor hendes yderligere krav om kreditering opgøres til 358,77 kr. (768,96 ÷ 410,17 kr.).

Klageren har anført, de automatiske overførsler til A's budgetkonto blev oprettet uden hendes samtykke. Hun accepterer de løbende betalinger af ejendomsskat, men ikke overførslerne til A's budgetkonto. I februar 1997 blev hun rykket for betaling af ejendomsskat. Da der hveranden måned blev trukket et beløb på hendes konto til dækning af ejendomsskat, var hun uforstående heroverfor. Hun blev herefter bekendt med, at der var blevet etableret automatisk overførsel til A's konto, og at overførslerne havde oversteget hendes andel af betalingen af ejendomsskat. Papirer vedrørende grunden var frem til overdragelsen blevet sendt til A, hvorfor hun ikke tidligere havde været bekendt med, hvor ofte der skulle betales ejendomsskat. Indklagede var bekendt med, at hun overtog A's andel af grunden, idet et fælleslån til køb af grunden blev indfriet i forbindelse med handelen. Indklagede har pådraget sig ansvar ved at etablere overførslerne til A's konto uden hendes samtykke og bør refundere den del af overførslerne, som ikke vedrører hendes andel af betalt ejendomsskat.

Indklagede har anført, at de automatiske overførsler blev etableret på baggrund af afdelingens kendskab til klageren og A, herunder at de ejede den pågældende grund i fællesskab, og at klageren ofte var ude at sejle og derfor kunne være vanskelig at kontakte. Overførslerne fremgik af kontoudskrifterne for klagerens konto med betegnelsen "½ ejendomsskat" og blev stiltiende accepteret af klageren. Klageren accepterer, at ejendomsskatten er blevet betalt, og indklagede har med krediteringen af i alt 10.765,44 kr. korrigeret for den fejlagtigt registrerede overførselsfrekvens. Overførslen den 20. januar 1997 må anses for korrekt, idet indklagede ikke har modtaget særskilt underretning om, at betalingen skulle stoppes. Det må anses for normal praksis, at parterne i en ejendomshandel selv sørger for af/tilmelding af betalinger, der vedrører det købte/solgte. Et evt. krav vedrørende overførslen den 20. januar 1997 bør derfor rejses overfor A, f.eks. via refusionsopgørelsen i handlen.

Ankenævnets bemærkninger:

De automatiske overførsler fra klagerens lønkonto til A's budgetkonto blev etableret uden klagerens samtykke, og der blev ved etableringen begået en fejl, således at der blev overført væsentligt mere end svarende til halvdelen af ejendomsskatten. Selv om debiteringerne fremgik af de kontoudskrifter, som blev tilsendt klageren, kan denne alene anses at have accepteret debiteringerne i det omfang, de faktisk medgik til betaling af hendes halvdel af ejendomsskatten. Det bemærkes herved, at der ikke er grundlag for at forkaste klagerens forklaring om, at hun ikke var bekendt med den samlede størrelse af og betalingsterminerne for ejendomsskatten, og at det ikke fremgik af kontoudskrifterne, at beløbene blev overført til A's budgetkonto. Indklagede bør derfor tilbagebetale det for meget overførte som opgjort af klageren. Der er ikke grundlag for at holde betalingen den 20. januar 1997 uden for opgørelsen, idet klageren ikke havde anledning til at afmelde betalingen af ejendomsskat i anledning af, at hun overtog grunden som eneejer.

Som følge heraf

Indklagede bør inden 4 uger betale 358,77 kr. til klageren. Klagegebyret tilbagebetales klageren.