Afskrivning.
| Sagsnummer: | 206/1992 |
| Dato: | 19-02-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Lars Pedersen, Søren Geckler, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Pant - realisation
|
| Ledetekst: | Afskrivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved kreditkontrakt af 20. november 1989 ydede indklagedes Ålestrup afdeling et anpartsselskab ejet af klagerens ægtefælle en kredit på 75.000 kr. Til sikkerhed for kreditten afgav såvel klageren som ægtefællen selvskyldnerkautionserklæring. Endvidere var et ejerpantebrev på 100.000 kr. med pant i selskabets ejendom håndpantsat til sikkerhed for selskabets, ægtefællens og klagerens mellemværende med indklagede.
Ved gældsbrev af 14. marts 1991 ydede afdelingen klageren et billån på 52.900 kr. Provenuet anvendtes til klagerens køb af en af selskabet ejet bil. Provenuet af billånet blev krediteret anpartsselskabets konto hos indklagede. Til sikkerhed for klagerens, selskabets og ægtefællens forpligtelser overfor indklagede håndpantsattes samme dag et løsøreejerpantebrev i bilen på 110.000 kr.
I forbindelse med at klagerens ægtefælle ønskede at ophøre med at drive virksomhed, blev selskabets ejendom solgt ved slutseddel af 6. februar 1992. Som led i handelen skulle det til indklagede håndpantsatte ejerpantebrev frigives. Ved skrivelse af 7. februar 1992 til klageren og ægtefællen meddelte indklagede, at selskabets, ægtefællens og klagerens gæld i alt excl. renter udgjorde 231.178 kr. Indklagede var indstillet på at frigive ejerpantebrevet på betingelse af, at klageren og ægtefællen i stedet overførte ejerpantebrevet til at have pant i deres sommerhus. Klageren og ægtefællen afviste dette. Den 13. februar 1992 indleverede klageren bilen til indklagede tillige med en salgsfuldmagt. Ved skrivelse af samme dag bekræftede berigtigende advokat, at indklagede overfor ham havde meddelt, at man nu var indforstået med at kvittere ejerpantebrevet på 100.000 kr.
Ved skrivelse af 4. marts 1992 til indklagede meddelte klagerens advokat, at salgsprovenuet af bilen først og fremmest skulle afskrives på billånet uanset indholdet af håndpantsætningserklæringen; i modsat fald måtte salgsfuldmagten returneres. Ved skrivelse af 5. marts 1992 svarede indklagede, at man, da klagerne ikke ønskede at opfylde indklagedes første betingelse for frigivelse af ejerpantebrevet på 100.000 kr., havde tilkendegivet, at ejerpantebrevet i stedet kunne frigives, såfremt der kontant indbetaltes 50.000 kr., blev stillet garanti for 50.000 kr., eller blev håndpantsat ejerpantebrev i sommerhuset. Klageren og ægtefællen havde herefter tilbudt at indlevere bilen med salgsfuldmagt, da det ikke var muligt at tilvejebringe beløbet på anden vis.
Bilen blev solgt for et nettoprovenu på 49.189,10 kr., som blev afskrevet på ægtefællens misligholdte lån.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at afskrive kontantprovenuet ved salget af bilen på klagerens billån, samt at indklagede skal godtgøre klageren dennes omkostninger i forbindelse med sagen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han i forbindelse med oprettelsen af billånet protesterede over, at det pågældende løsøreejerpantebrev tillige skulle stilles til sikkerhed for ægtefællens gæld, idet klageren ikke i forvejen hæftede for denne. Da ægtefællerne modtog opstilling vedrørende salg af den faste ejendom, rettede de henvendelse til indklagede. Samme dag, den 7. februar 1992, modtog de indklagedes skrivelse, men da de ikke kunne acceptere, at der skulle stilles pant i sommerhuset, blev der rettet henvendelse til klagerens advokat. Indklagede frafaldt herefter overfor advokaten kravet om pant i sommerhuset eller indbetaling af 50.000 kr. kontant, og advokatens skrivelse af 13. februar 1992 til indklagede er en bekræftelse herpå. Der var da heller intet alternativ til salg af den pågældende ejendom, idet ejendommen i modsat fald skulle have været solgt på tvangsauktion, hvor indklagede ikke ville opnå dækning for sit tilgodehavende. Det sommerhus, hvortil indklagede ønskede ejerpantebrevet overflyttet, var alene ejet af klageren. Klageren accepterede, at bilen skulle sælges og indleverede denne, men gjorde samtidig gældende, at salgsprovenuet først og fremmest skulle afskrives på billånet. Indklagede har ikke efter modtagelsen af skrivelsen af 4. marts 1992 fra klagerens advokat været berettiget til at sælge bilen og afskrive provenuet på ægtefællens gæld.
Indklagede har anført, at det er korrekt, at klageren protesterede mod, at løsøreejerpantebrevet i bilen tillige skulle stilles til sikkerhed for ægtefællens gæld. Klageren var således fuldt bekendt med og forstod omfanget af pantsætningserklæringen, men da det var et ufravigeligt krav fra indklagedes side, endte klageren med at acceptere det. I forbindelse med salg af selskabets ejendom blev den underskrevne slutseddel forelagt indklagede den 7. februar 1992. Slutsedlens betingelser var af en sådan karakter, at der efter betaling af restancer og handelsomkostninger ikke ville være noget overskydende provenu til indklagede, uanset at indklagede havde sikkerhed i form af et ejerpantebrev på 100.000 kr. Alligevel ønskede klageren og ægtefællen, at indklagede skulle frigive ejerpantebrevet uden betaling, da handelen ellers ikke kunne gennemføres. Som følge heraf betingede indklagede sig, at ejerpantebrevet kun kunne frigives mod, at det overførtes til klagerens sommerhus. Ved efterfølgende forhandlinger, hvori både klagerens revisor og advokat var inddraget, blev der opnået enighed om, at indklagede ville frigive ejerpantebrevet mod, at der indbetaltes 50.000 kr. kontant, hvilket kunne ske ved, at klagerens bil blev solgt. Bilen indleveredes til indklagede den 13. februar 1992 med salgsfuldmagt. Samme dag bekræftede indklagede overfor ejendomshandleren, at man herefter ville kvittere sit pant i den faste ejendom. Det af klageren anførte om, at indklagede herefter skulle have frafaldet kravet om indbetaling af 50.000 kr. kontant, er direkte i modstrid med, at bilen blev indleveret til indklagede sammen med salgsfuldmagt. Der er tillige indgået aftale om, at provenuet ved salg af bilen skulle krediteres ægtefællens konto. Indklagede insisterede herpå, idet det var ægtefællens engagement, der var nødlidende, og idet løsøreejerpantebrevet i bilen tillige lå til sikkerhed for dette engagement. Da klagerens advokat i skrivelse af 4. marts 1992 overfor indklagede gjorde gældende, at provenuet af bilen skulle anvendes til indfrielse af klagerens billån, var der indgået en bindende aftale, som klageren ikke ensidigt kunne ændre. Indklagede ville ikke ændre denne aftale, fordi man på dette tidspunkt havde bundet sig til at frigive ejerpantebrevet på 100.000 kr. i den faste ejendom. Da der endvidere nærmest er tale om tvangsrealisation af den pantsatte bil, har indklagede også efter almindelige regler været berettiget til at afskrive provenuet som sket. Udgifter i forbindelse med sagen kan ikke kræves godtgjort, jf. § 16 i Ankenævnets vedtægter.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at klagerens bil blev indleveret til indklagede med henblik på salg som led i en aftale om, at indklagede skulle frigive ejerpantebrevet på 100.000 kr. med pant i anpartsselskabets ejendom. Ejerpantebrevet med pant i bilen var tillige pantsat til sikkerhed for klagerens ægtefælles gæld, og det er ikke godtgjort, at klageren forud for eller i forbindelse med indleveringen af bilen betingede sig, at salgsprovenuet skulle afskrives på billånet. Ankenævnet finder, at indklagede under disse omstændigheder har været berettiget til at afskrive provenuet på ægtefællens misligholdte engagement, idet den efterfølgende tilkendegivelse indeholdt i skrivelsen af 4. marts 1992 fra klagerens advokat ikke kan tillægges betydning.
Der er ikke grundlag for at pålægge indklagede at godtgøre klageren omkostninger i forbindelse med sagen.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.