Afgørelse

Ekspeditionstid. Tinglysningsaftale.

Klageren havde i sin ejendom et lån til det indklagede realkreditinstitut samt to boliglån til et med realkreditinstituttet koncernforbundet pengeinstitut. Boliglånene var sikret ved et ejerpantebrev på 357.000 kr. Instituttet fremsendte den 4. oktober 2001 et lånetilbud til klageren og hans ægtefælle. Af lånetilbudet fremgik det, at det nye lån skulle respektere det indestående realkreditlån, og at de øvrige lån enten skulle indfries eller rykke for det nye lån. Parterne indgik den 9. oktober 2001 en tinglysningsaftale, i henhold til hvilken instituttet skulle forestå tinglysningen og udbetalingen af det nye lån samt rykningen af ejerpantebrevet. Instituttet meddelte den 24. oktober 2001 klagerens ægtefælle, at instituttet i forbindelse med tinglysningen af det nye lån ikke havde været opmærksom på, at klagerens ægtefælle havde skiftet navn, efter at skødet var blevet tinglyst. Instituttet bad derfor klagerens ægtefælle om at fremsende dokumentation for navneændringen. Instituttet sendte samme dag en anmodning til det koncernforbundne pengeinstitut om tilbagerykning af ejerpantebrevet. Den 30. oktober 2001 meddelte det koncernforbundne pengeinstitut rykningstilsagn mod at modtage låneprovenuet til nedbringelse af klagerens gæld hos pengeinstituttet. Efter at have modtaget vielsesattest bad instituttet den 6. november 2001 om yderligere dokumentation for navneændringen, idet klagerens ægtefælle før vielsen havde anvendt et andet navn end det, hun havde anvendt i skødet. Det nye lån blev udbetalt den 5. december 2001, og det overskydende provenu efter afholdelse af omkostninger til låneoptagelsen blev samme dag overført til det koncernforbundne pengeinstitut. Af kontoudtog af 6. december 2001 fra det koncernforbundne pengeinstitut fremgår det, at der i forbindelse med indfrielsen af de to boliglån blev betalt overkurs med i alt 11.011 kr. Klageren protesterede forgæves over realkreditinstituttets ekspedition af lånesagen.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle erstatte ham den ved indfrielsen af boliglånene betalte overkurs på i alt 11.011 kr., idet denne var udløst af den lange ekspeditionstid. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at det ikke efter de fremkomne oplysninger med sikkerhed kunne afgøres, hvem af parterne der under sagsforløbet forlængede ekspeditionstiden. Selv om Nævnet fandt, at instituttet ikke havde behandlet lånesagen optimalt, var der efter Nævnets opfattelse ikke grundlag for at fastslå, at instituttet havde handlet ansvarspådragende. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.