Klage afvist da tidligere behandlet.
| Sagsnummer: | 369/1996 |
| Dato: | 06-12-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Afvisning - klage tidligere behandlet
|
| Ledetekst: | Klage afvist da tidligere behandlet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ankenævnet afsagde den 25. juni 1992 og den 2. april 1996 kendelser vedrørende tre klager, som klageren havde indbragt til Ankenævnet over indklagede. Klagerne angik mellemværender på henholdsvis 366.946,78 kr. og 895.772,04 kr. Om det nærmere indhold henvises til sagsfremstillingerne i de nævnte kendelser (10/1992, 530/1994 og 237/1995).
Ved klageskema af 30. september 1996 har klageren nedlagt påstand om, at indklagede "ikke har krav på renter, da disse er udformet på en sådan måde at det tangerer bedrageri. At [indklagede] skal tilbagebetale min mor de beløb, som De har taget fra hende, boet efter min far." Det fremgår af klagerens sagsfremstilling og de medfølgende bilag, at klagen vedrører de ovenfor nævnte mellemværender.
Indklagede har i skrivelse af 29. oktober 1996 anført, at klagen omhandler spørgsmål, der tidligere har været behandlet af Ankenævnet, hvorfor indklagede har påstået klagerne afvist.
Klageren har anført, at indklagede har tilegnet sig skattefordelen i forbindelse med afskrivning af rentebeløb, idet renter tilskrevet hans engagement ikke tidligere er blevet opgivet eller indtægtsført af indklagede. Han finder, at der er tale om bedrageriske forhold.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at de forhold og indsigelser, der er omfattet af nærværende klage, tidligere er afgjort ved Ankenævnets kendelser. Ankenævnet kan derfor ikke på ny behandle klagen.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.