Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Etableringslån, landbrugsejendom.

Sagsnummer: 558 /1991
Dato: 12-02-1992
Ankenævn: Peter Blok, Gert Bo Gram, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen
Klageemne: Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Ledetekst: Etableringslån, landbrugsejendom.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved klageskema af 30. oktober 1991 indgav klageren klage over indklagede vedrørende et af indklagedes Slangerup afdeling ydet etableringslån i forbindelse med klagerens erhvervelse af en landbrugsejendom.

Efter at klagen havde været forelagt indklagede, afviste sekretariatet ved skrivelse af 7. januar 1992 til klageren klagen under henvisning til, at klagen faldt uden for Ankenævnets kompetence, idet den angik et erhvervsmæssigt forhold, jf. vedtægternes § 2, stk. 2, jf. stk. 3.

Klageren har anmodet om, at afvisningen forelægges for Ankenævnet.

Det fremgår af sagen, at klageren i 1988 fik bevilget et etableringslån i forbindelse med erhvervelse af en landbrugsejendom. Renten var 5,5%. I 1991 solgte klageren ejendommen og erhvervede en anden og større ejendom og ønskede i denne forbindelse et til sikkerhed for lånet deponeret ejerpantebrev overflyttet. Indklagede meddelte, at tilladelse hertil under forudsætning af, at rentesatsen ændredes til normale vilkår for anlægslån. Renten steg herved fra 6% til 15% p.a. Den 23. oktober 1991 blev engagementet på klagerens anmodning overført til andet pengeinstitut.

Klageren har anført, at indklagede hidtil har behandlet sagen som en privatkundesag, og at der har ikke været kontakt til indklagedes erhvervsafdeling.

Ankenævnets bemærkninger:

Af de grunde, der er anført af sekretariatet, afviser Ankenævnet klagen.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.