Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ændring af betalingsserviceaftale i forbindelse med samlivsophævelse. Hæftelse vedrørende negativ saldo på budgetkonto.

Sagsnummer: 230/2000
Dato: 20-02-2001
Ankenævn: John Mosegaard, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund , Kåre Klein Emtoft, Allan Pedersen
Klageemne: Budgetkonto - overtræk
Betalingsservice - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Ændring af betalingsserviceaftale i forbindelse med samlivsophævelse. Hæftelse vedrørende negativ saldo på budgetkonto.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medholdklager


Indledning.

Denne klage vedrører konteringen af en betaling tilknyttet betalingsservice i forbindelse med kontohavers samlivsophævelse samt spørgsmålet om hæftelse for negativ saldo på en budgetkonto.

Sagens omstændigheder.

I april måned 1999 ophævede klageren samlivet med sin hidtidige samlever S.

Klageren og S havde hos indklagede en fælles budgetkonto, hvortil der var knyttet en række betalinger. Budgetkontoens saldo var negativ med omkring 17.000 kr. Endvidere havde parterne et boliglån hos indklagede med en restgæld på ca. 23.000 kr.

I forbindelse med parternes samlivsophævelse blev det aftalt, at underskuddet på budgetkontoen skulle inddækkes ved, at klageren og S hver indbetalte 1.830 kr. månedligt på budgetkontoen. Kontoen skulle bibeholdes til dækning af fællesudgifter vedrørende en fast ejendom, som skulle afhændes.

Klageren har anført, at det ved samlivsophævelsen blev aftalt, at S påtog sig en telefonregning.

Indklagede har anført, at i forbindelse med, at S pr. 7. maj 1999 blev afkrævet 1.966,36 kr. fra Teledanmark, rettede S henvendelse og anførte, at beløbet vedrørte det kvartal, hvor parret stadig boede sammen, hvorfor beløbet ikke skulle afholdes alene af S. Indklagede omposterede herefter beløbet, således at dette blev trukket fra den fælles budgetkonto den 10. maj 1999.

Klageren protesterede mod, at telefonregningen blev trukket på den fælles konto, og den 7. juni 2000 godtgjorde indklagede klageren halvdelen af telefonregningen svarende til 983,18 kr.

Indklagede har anført, at S i september 1999 ophørte med indbetalingen af det månedlige beløb på 1.830 kr. på budgetkontoen.

Den 16. september 1999 indbetalte klageren 7.750 kr. på budgetkontoen, hvorefter dennes saldo var 7.745,70 kr. (negativ).

Ved skrivelser af 29. september 1999 til klageren og S meddelte indklagede, at budgetkontoen og boliglånet var opsagt til indfrielse. Budgetkontoens saldo var 9.312,44 kr. og boliglånets 21.733,58 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 21. juni 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre 983,18 kr. samt anerkende, at han ikke hæfter for fælleskontoen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse. Indklagede har under sagens forberedelse imødekommet et andet klagepunkt.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han finder, at indklagede uberettiget har ladet ham hæfte for udgiften til telefonregningen, som han med S havde aftalt, at S skulle betale. Endvidere skal tages i betragtning, at parret udover telefonregningen fra Teledanmark tillige havde en telefonregning hos Get2net vedrørende udenbys samtaler; denne udgift har han afholdt alene.

Den 16. september 1999 betalte han sin andel af saldoen på budgetkontoen. Ifølge aftale med indklagedes medarbejder, der ekspederede betalingen, hæftede han herefter ikke længere for kontoen.

Indklagede har anført, at man imødekom S's anmodning om at ompostere telefonregningen, således at denne blev trukket på fælleskontoen. Da klageren påklagede dette, erkendte man, at han skulle have været kontaktet for accept forud for omposteringen.

For så vidt angår budgetkontoens negative saldo hæfter klageren fuldt ud for denne. Der er ikke givet tilsagn om, at klageren ved betalingen den 16. september 1999 var frigjort for sin hæftelse.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

I den foreliggende situation, hvor klageren og S indklagede bekendt havde ophævet samlivet, finder Ankenævnet, at det var uberettiget af indklagede at hæve beløbet vedrørende telefonregningen fra Teledanmark på den fælles konto uden klagerens samtykke. Indklagede bør derfor som udgangspunkt tilbageføre det hævede beløb til budgetkontoen. Da indklagede imidlertid allerede har godtgjort klageren halvdelen af telefonregningen, begrænses tilbageførslen efter klagerens påstand til restbeløbet 983,18 kr. Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede at udbetale klageren beløbet kontant.

For så vidt angår budgetkontoen lægges det til grund, at den negative saldo på kontoen var opstået ved betaling af fælles udgifter for klageren og S, der begge var kontohavere. Klageren hæfter derfor i forhold til indklagede for kontoens negative saldo. Det er ikke godtgjort, at indklagede ved klagerens indbetaling den 16. september 1999 gav afkald på klagerens hæftelse for det resterende skyldige beløb på kontoen.

Som følge heraf

Indklagede skal inden fire uger indsætte 983,18 kr. på budgetkontoen med valør 7. maj 1999.

Klagen tages i øvrigt ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.