Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for tab på investering i FormueEvolution II-aktier i foråret 2008

Sagsnummer: 374/2013
Dato: 01-04-2014
Ankenævn: Kari Sørensen, Lani Bannach, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard, George Wenning
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Forældelse - rådgivning
Ledetekst: Krav om erstatning for tab på investering i FormueEvolution II-aktier i foråret 2008
Indklagede: Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på investering i FormueEvolution II-aktier i foråret 2008.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Sydbank, hvor han blandt andet har et åbent værdipapirdepot.

Ved brev udsendt i marts 2008 anbefalede banken klageren at geninvestere et udbytte på 133.271,28 kr., som klageren ville modtage inden for de kommende uger. Banken anbefalede blandt andet aktier i investeringsselskabet FormueEvolution II med tegningsperiode den 31. marts-17. april 2008. Af en folder om selskabet fremgår blandt andet:

”…

Selskabet betaler et fast gebyr af egenkapitalen på 0,25 % pr. kvartal til dækning af omkostninger (husleje, kontorartikler, markedsføring, hjemmeside, regnskab og bogføring, daglig beregning af indreværdi, ledelse m.v.)

…”

Af prospektet for FormueEvolution II A/S fremgår blandt andet, at selskabet var nystiftet pr. den 6. december 2007 med en egenkapital på 500.000 kr., der var ejet af Sydbank. I tegningsperioden ville der blive udbudt nye aktier, hvorefter selskabet ville foretage gearede investeringer. Selskabets transaktioner skulle ”primært foregå gennem Sydbank, som også fungerer som porteføljeforvalter.” I øvrigt fremgår blandt andet:

”…

Et af Selskabets største udfordringer på kort sigt er at skaffe lånefaciliteter på tilstrækkeligt attraktive vilkår, idet den aktuelle likviditetskrise på de finansielle markeder har medført en reduceret udlånsvillighed i den finansielle sektor generelt. Selskabet forventer dog, at likviditetssituationen i den finansielle sektor bedres i løbet af 1. halvår 2008, hvorved det atter vil være muligt at skaffe lånefaciliteter på attraktive vilkår.

Det er vanskeligt at forudsige, hvorledes de finansielle markeder udvikler sig. Derfor er forventningerne til udviklingen behæftet med en ikke ubetydelig usikkerhed.

…”

Den 21. april 2008 tegnede klageren fem styk aktier i FormueEvolution IItil kurs 10.150, i alt 50.750 kr..

Ved brev udsendt den 3. november 2008 til blandt andre klageren informerede Sydbank på baggrund af ”den største finansielle krise siden anden verdenskrig” om udviklingen i blandt andet FormueEvolution II. Af brevet fremgår blandt andet, at egenkapitalen i FormueEvolution II var blevet ”meget kraftigt reduceret”, og at selskabet havde været nødsaget til ”at reducere kraftigt i såvel CHF-finansieringen som den underliggende portefølje.” I øvrigt fremgår blandt andet:

”…

Det er vores overbevisning, at markedsværdierne på både aktier og kreditobligationer aktuelt er under de langsigtede fundamentale niveauer. Det betyder imidlertid ikke, at markedsværdierne ikke kan falde yderligere på kort sigt. Kun at vi forventer, at markedsværdierne generelt vil være væsentligt højere på 2-3 års sigt.

Vi forventer dog, at markederne vil stabilisere sig sidst på året, når gennemsigtigheden er øget, og hjælpepakkerne for alvor viser, at de har en effekt.

…”

Pr. den 31. december 2008 havde klagerens FormueEvolution II aktier en kursværdi på 3.510 kr. (kurs 702). Klagerens depot indeholdt desuden investeringsbeviser for i alt ca. 245.000 kr.

Den 27. marts 2009 sendte banken en risikoprofilrapport til klageren. Heraf fremgår blandt andet, at klagerens risikoprofil for depotet var høj risiko.

Ved udgangen af 2009 var værdien af aktierne 3.622,37 kr. De øvrige værdipapirer i klagerens depot var investeringsbeviser for i alt ca. 350.000 kr.

Ved udgangen af 2010, 2011 og 2012 var kursværdien af klagerens FormueEvolution II aktier henholdsvis 3.075 kr., 1.650 kr. og 1.805 kr.

Den 15. august 2013 blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling i FormueEvolution II, hvor det blev besluttet at gennemføre en solvent likvidation af selskabet. Ifølge mødeindkaldelsen var baggrunden, at mange aktionærer siden selskabet var afnoteret fra Fondsbørsen, havde valgt at sælge deres aktier. Selskabets størrelse var halveret ”hvilket medfører, at omkostningsbyrden i selskabet bliver over 5 pct. om året, det vil sige uforholdsmæssig stor.”

Ved brev af 26. oktober 2013 henvendte klageren sig til banken om tabet på aktierne. Ved brev af 7. november 2013 til klageren afviste banken et eventuelt erstatningsansvar for tabet.

I forbindelse med selskabets likvidation modtog klageren 2.120,05 kr.

Parternes påstande

Den 2. december 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal betale erstatning for hans tab på FormueEvolution II-aktier.

Sydbank har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Sydbank som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med aktietegningen bør erstatte hans tab på aktierne.

Tegningen skete på baggrund af en uopfordret anbefaling fra banken.

Banken bibragte ham fejlagtigt den opfattelse, at der var tale om et nyt produkt. Selskabet var imidlertid etableret året før, og aktietegningen skete i forbindelse med en kapitalforhøjelse. Det fremgik først i årsrapporten for 2009, at der var tale om en kapitaludvidelse.

Der var allerede på etableringstidspunktet bekymring omkring den finansielle sektor.

I løbet af kun cirka et halvt år var stort set hele egenkapitalen væk.

Ifølge folderen om aktien udgjorde administrationsomkostningerne 0,25 % pr. kvartal. Omkostningerne var væsentligt højere både ifølge bankens egne oplysninger i forbindelse med klagesagen og ifølge indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling.

Baggrunden for hans risikovillighed var, at han ikke var tvunget til salg ved kursfald over mere end en femårig periode.

Det må formodes, at Sydbanks afdeling i Schweiz har haft interesse i selskabet.

Han blev først i foråret 2009 klar over, hvor galt det stod til med investeringen.

Sydbank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at man ikke har handlet ansvarspådragende og derfor ikke er erstatningsansvarlig for klagerens tab på investering i FormueEvolution II.

Investeringen stemte med klagerens risikoprofil, som var høj risiko. De pågældende aktier blev ikke solgt uden konkret investeringsrådgivning.

Banken er ikke erstatningsansvarlig for det kursfald, der opstod som følge af finanskrisen. Klageren traf selv beslutning om at købe aktierne og bærer selv risikoen herfor.

Sydbank Schweiz har på ingen måde haft interesser i FormueEvolution II.

Selskabets administrationsomkostninger til banken udgjorde 0,05 % pr. kvartal af egenkapitalen. Derudover var der en forvaltningsaftale med banken på 0,2 % pr. kvartal. Som det fremgår af selskabets regnskaber, var der endvidere omkostninger til blandt andet bestyrelse, revisor m.v.

Selskabet investerede først efter emissionen i april 2008. Indtil da stod egenkapitalen på 500.000 kr. som et kontant indestående.

Klageren deltog i et investorinformationsmøde om FormueEvolution I og II den 10. december 2008.

På et møde i banken den 27. marts 2009, hvor klagerens investeringer blev gennemgået, tilkendegav klageren, at han ønskede at beholde sine daværende investeringer, herunder aktierne i FormueEvolution II. Klagerens investeringer blev igen drøftet den 16. marts 2010 og den 11. december 2012. Begge gange tilkendegav klageren, at han ikke ønskede at ændre sine investeringer. Et eventuelt krav er fortabt som følge af passivitet.

Der er endvidere indtrådt forældelse, jf. forældelseslovens § 3, hvorefter erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet eller i nærværende sag i hvert fald fra efteråret 2008, hvor klageren blev informeret om risikoen og derfor ikke kunne være i undskyldelig uvidenhed om et eventuelt krav.

Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at afgørelse af sagen som følge af uenighed om faktum vil kræve bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen bør afvises.

Ankenævnet finder, at der ikke er grundlag for at fastslå, at Sydbanks rådgivning af klageren i forbindelse med dennes køb af fem aktier til en kursværdi på i alt 50.750 kr. i investeringsselskabet FormueEvolution II i 2008 var mangelfuld.

Klageren måtte indse, at bankens anbefaling af aktien var begrundet i forventninger til den fremtidige kursudvikling, som kunne vise sig ikke at holde, og at han selv måtte bære risikoen herfor.

Ankenævnet finder i øvrigt, at et eventuelt erstatningsansvar nu må være bortfaldet som følge af forældelse.

Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen