Tilbageførsel af aktiehandel foretaget via onlinesystem.
| Sagsnummer: | 425/2002 |
| Dato: | 02-04-2003 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Sonny Kristoffersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - afregningskurs
Netbank - værdipapirer |
| Ledetekst: | Tilbageførsel af aktiehandel foretaget via onlinesystem. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører indklagedes tilbageførsel af en værdipapirhandel indgået via indklagedes system for online-investering.
Sagens omstændigheder.
I april 1999 blev klageren tilsluttet indklagedes system for online-investering.
Den 25. oktober 2002 kl. 9.01 købte klageren via onlinesystemet ved en strakshandel 200 stk. Novo Nordisk B-aktier til kurs 114,50 svarende til en kursværdi på 22.900 kr.
Inden for en halv time efter gennemførelsen af handlen rettede indklagede telefonisk henvendelse til klageren. Indklagede meddelte, at handlen var blevet gennemført til en forkert kurs, idet den rigtige kurs skulle have været på niveau ca. 204-208. Handlen blev herefter tilbageført. Indklagede orienterede endvidere om forløbet ved skrivelse til klageren samme dag. Indklagede har anført, at klageren under telefonsamtalen accepterede tilbageførslen, hvilket klageren har bestridt.
Indklagede har oplyst, at fejlen opstod som følge af en fejlagtig kurs indlagt af en anden værdipapirhandler. Den fejlagtige kurs blev transmitteret til indklagedes onlinesystem fra Københavns Fondsbørs A/S' Saxess-system. Den fejlagtige kurs blev vist fra Københavns Fondsbørs i ca. 10 sekunder, hvorefter den blev taget af. Den fejlagtige kurs blev fjernet fra indklagedes onlinesystem kl. 9.02. Samtlige handler i tidsrummet kl. 9.00-9.03, der relaterede sig til den fejlagtige kurs, blev annulleret.
Indklagede har endvidere oplyst, at klageren den 25. oktober 2002 loggede sig på online-investering kl. 8.24, på hvilket tidspunkt han havde mulighed for at se lukkekursen fra den 24. oktober 2002, som var 207. Klageren loggede sig på igen kl. 8.49, hvor han stadig havde mulighed for at se lukkekursen fra den 24. oktober 2002 på 207. Ved Københavns Fondsbørs' åbning kl. 9.00 var klageren fortsat logget på online-investering og havde nu mulighed for at se den fejlagtigt indlagte kurs på 114,5.
Parternes påstande.
Den 29. oktober 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at vedgå den indgåede handel.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede ikke var berettiget til at annullere handlen om hans køb af Novo Nordisk aktier til 114,5, som han berettiget antog var den korrekte kurs.
Kursen på aktier i Novo Nordisk var i forbindelse med første kvartalsregnskab samme år og senere på grund af et fejlslagent projekt faldet drastisk. Han var derfor på vagt over for, hvorledes det ville gå i forbindelse med aflæggelse af det nye kvartalsregnskab, idet der bl.a. var forlydender om, at Eli Lily havde vundet 27% markedsandel på insulinområdet, hvilket imidlertid senere viste sig at være forkert. I det seneste år var Novo Nordisk aktier blev handlet til kurser mellem 360 og 167. Han havde tidligere oplevet voldsomme kursudsving på sine aktier i Vestas og GN.
Om morgenen den 25. oktober 2002 var Novo Nordisk aktier noteret i udbud til kurs 114,5 på Københavns Fondsbørs, og via indklagedes online-investering kunne han konstatere, at aktien også her blev udbudt til kurs 114,5 i strakshandel. Han troede derfor, at uroen omkring Eli Lily eller udmeldinger i forbindelse med regnskabet havde medført endnu et massivt fald. Da kursen havde rettet sig efter de seneste drastiske kursfald, ønskede han at forøge sin beholdning af Novo Nordisk aktier til den udbudte kurs.
Han bør som kunde kunne have tillid til de priser, der tilbydes via systemet, og de elektroniske handelsbekræftelser, som udstedes på baggrund af de gennemførte handler. Der bør i hvert fald være faste retningslinier for, i hvilke situationer man ikke kan stole på strakspriser og handelsnotaer.
I de tilfælde, hvor han har begået fejl i forbindelse med handler f.eks. ved at afgive ordre om køb i stedet for salg, har han måttet bære omkostninger og kurstab ved modgående handler.
Indklagede har anført, at klageren ofte handler via onlinesystemet, og at han ved flere lejligheder har handlet Novo Nordisk aktier.
Klageren burde således have indset, at kurs 114,5 beroede på en fejltagelse fra indklagedes side, jf. aftalelovens § 32, stk. 1. Den seneste officielle kurs fremgik af det handelsbillede, hvorefter klageren afgav sin ordre. Det forekommer ikke sandsynligt, at indklagede uden for markedets lukketid skulle have valgt at fastsætte en kurs, der afveg så væsentligt fra den senest handlede kurs.
Den forkerte prisfastsættelse blev opdaget og rettet straks.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det må lægges til grund, at klageren var bekendt med, at lukkekursen på Novo Nordisk B-aktier den 24. oktober 2002 var 207. Ankenævnet finder, at klageren på denne baggrund måtte indse, at den udbudskurs på 114,5, som blev angivet i indklagedes system for online-investering den 25. oktober 2002 om morgenen, beroede på en fejl, idet et kursfald i denne størrelsesorden var usandsynligt, også selv om kursudsvingene på aktien i den forudgående periode blev taget i betragtning. Herefter, og da indklagede straks berigtigede fejlen, kan klageren ikke gøre krav på afregning til den fejlagtige kurs, jf. aftalelovens § 32, stk. 1.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.