Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Pant for tredjemands gæld. Alskyldserklæring. Underretning.

Sagsnummer: 82/1992
Dato: 26-10-1992
Ankenævn: Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Lars Pedersen
Klageemne: Tredjemandspant - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Pant for tredjemands gæld. Alskyldserklæring. Underretning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Ved selvstændig håndpantsætningserklæring af 8. oktober 1986 håndpantsatte klageren et ejerpantebrev på 125.000 kr. med pant i klagerens ejerlejlighed til sikkerhed for skadesløs betaling af ethvert beløb, som hendes brors firma var eller måtte blive indklagede skyldig "ligemeget af hvilken skyldgrund". Broderens engagement med indklagedes Frederiksberg afdeling bestod på daværende tidspunkt af en kassekredit på ca. 122.000 kr. Øverst på håndpantsætningserklæringen er med maskinskrift anført "Kasssekredit nr. ...". Ved kreditkontrakt af 22. december 1986 ydede indklagede broderen en forhøjelse af kassekreditten med 27.000 kr. til 149.000 kr. Ved påtegning af 18. december 1986 underskrev klageren kreditkontrakten som håndpantsætter, ligesom der den 19. december 1986 blev afgivet selvskyldnerkautionserklæring af en tredjemand. Ifølge kreditkontrakten skulle kassekreditten nedskrives månedligt med 2.000 kr., første gang den 31. december 1986.

Ved lånedokument af 2. august 1990 ydede indklagedes Rødovre afdeling klagerens bror et lån på 166.510,05 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.000 kr., første gang den 1. august 1990. I rubrikken "sikkerhed" var anført "Deponeret af: [klagerens bror]. De til enhver tid til banken pantsatte effekter". Der er intet anført om pant stillet af klageren, og denne underskrev ikke dette lånedokument som håndpantsætter.

Ved skrivelse af 28. oktober 1991 meddelte indklagedes advokat debitor, at lånet ydet i august 1990 var overgivet til inkasso. I den forbindelse blev kravet opgjort til 157.659,80 kr. ekskl. renter. Indklagede har oplyst, at kassekreditten pr. 23. september 1991 udgjorde 61.174,49 kr. plus renter fra 28. juni 1991. Ved skrivelse af 18. november 1991 rejste indklagedes advokat krav mod klageren i henhold til håndpantsætningen.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at håndpantsætningserklæringen af 8. oktober 1986 alene kan gøres gældende for så vidt angår kassekreditten eksklusiv renter påløbet efter misligholdelse af denne.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Klageren har anført, at pantsætningen alene skete til sikkerhed for kassekreditten, og at hun ikke har fået meddelelse om, at debitor efterfølgende blev ydet et yderligere lån, som skulle være omfattet af hendes håndpantsætningserklæring. Hun har heller ikke fået meddelelse om, at lånet og kassekreditten var misligholdt, før håndpantsætningserklæringen blev gjort gældende overfor hende. Klageren finder derfor, at hun alene hæfter for det beløb, som kassekreditten er opgjort til og således, at eventuelle renter efter misligholdelsen, som hun ikke har fået meddelelse om, må udgå af indklagedes krav.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen er uegnet til nævnsbehandling, idet den kræver bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren har underskrevet en klar alskyldserklæring på forsiden af håndpantsætningserklæringen af 8. oktober 1986. Kassekreditten var på tidspunktet for underskrivelsen af håndpantsætningserklæringen endnu ikke endeligt etableret, hvorfor klageren ikke kan have haft bestemte forventninger om kredittens størrelse. Klageren fik oplyst størrelsen af saldoen på broderens eksisterende kassekredit, og at det var hensigten at bevilge en forhøjelse. Samtidig er klageren efter fast praksis gjort bekendt med, at pantebrevet lå til sikkerhed også for fremtidig gæld, hvilket også fremgår af erklæringens ordlyd. Klageren håndpantsatte ejerpantebrevet for at forbedre sin brors fremtidige kreditgrundlag hos indklagede. Det erkendes, at debitor ikke har overholdt sine forpligtelser, herunder forpligtelsen til at afdrage kassekreditten, uden at der er givet klageren meddelelse herom før sagens overgivelse til inkasso. Bank- og sparekasselovens § 41 omfatter imidlertid ikke trediemandspant, og det fremgår af indklagedes almindelige bestemmelser for sikkerhedsstillelse pkt. 3 og 4b, at indklagede kan give henstand uden pantsætters tilladelse, og at pantet tillige tjener til sikkerhed for, hvad debitor måtte blive skyldig. Disse bestemmelser er tiltrådt af klageren i forbindelse med klagerens underskrivelse af håndpantsætningserklæringen. Det håndpantsatte ejerpantebrev gøres alene gældende for sit pålydende.

Ankenævnets bemærkninger:

Det må lægges til grund, at klagerens håndpantsætning af ejerpantebrevet på 125.000 kr. fandt sted i forbindelse med forhøjelsen af broderens kassekredit, og at broderen på dette tidspunkt ikke havde anden gæld til indklagede. Håndpantsætningserklæringen af 8. oktober 1986 er påført en henvisning til kassekreditten, og den kreditkontrakt, som efterfølgende blev oprettet, blev underskrevet af klageren som håndpantsætter. Disse forhold støtter i væsentlig grad klagerens forklaring om, at hun alene havde til hensigt at stille sikkerhed for kassekreditten, og det er ikke godtgjort, at det blev fremhævet over for klageren, at sikkerhedsstillelsen tillige omfattede enhver anden gæld, som broderen måtte påtage sig over for indklagede. Under disse omstændigheder findes indklagede ikke at kunne støtte ret på den alskyldserklæring, som er indeholdt i håndpantsætningserklæringen af 8. oktober 1986. Det bemærkes herved yderligere, at lånedokumentet af 2. august 1990 i modsætning til kreditkontrakten ikke blev forelagt klageren til underskrift og ikke indeholder nogen henvisning til dennes pantsætning.

Klagerens påstand om, at pantsætningen alene kan gøres gældende for kravet ifølge kassekreditten tages herefter til følge. Bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41 kan ikke anses for analogt anvendelig på pant stillet af tredjemand, og der foreligger ikke nærmere oplysninger om, hvorlænge og hvordan debitors forpligtelser i henhold til kassekreditaftalen har været misligholdt. Klagerens påstand om, at indklagede ikke over for klageren kan gøre krav på renter påløbet efter misligholdelsestidspunktet, kan herefter ikke tages til følge. Indklagede må således anses for berettiget til at gøre panteretten gældende for sit samlede aktuelle krav i henhold til kassekreditten.

Som følge heraf


Indklagede bør anerkende, at klagerens håndpantsætning af et ejerpantebrev på 125.000 kr. alene kan gøres gældende for indklagedes krav i henhold til debitors kassekredit. Klagerens påstand om, at indklagedes krav i henhold til kassekreditten ikke fuldt ud kan gøres gældende mod klageren, tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.