Afgørelse

Dobbeltbetaling af terminsydelse.

Det indklagede realkreditinstitut udbetalte i august 1999 et ejerskiftelån til klageren, som havde solgt sit fritidshus, og fremsendte i den forbindelse en opkrævning til klageren vedrørende september termin 1999. Instituttet bevilgede den 9. september 1999 køberen betinget gældsovertagelse og fremsendte samtidig køberen en ny opkrævning vedrørende september termin 1999. Den 23. september 1999 betalte klageren september terminsydelsen. Instituttet meddelte den 18. oktober 1999 klageren, at der var sket dobbeltbetaling af terminsydelsen, og bad klageren dokumentere sine betalinger samt oplyse – såfremt ejendommen havde været handlet - hvem den for meget betalte terminsydelse skulle returneres til. Klageren fremsendte refusionsopgørelse, hvoraf det fremgik, at køberen skulle refundere klageren terminsydelsen. Herefter returnerede indklagede den dobbeltbetalte terminsydelse til køberen. Den 25. oktober 1999 bevilgede instituttet endelig gældsovertagelse til køberen. Der korresponderedes herefter mellem parterne om det rigtige og lovlige i at sende terminsopkrævning til såvel køberen som sælgeren uden at give parterne besked herom. Klageren anførte i den forbindelse, at refusionsopgørelsen ikke var godkendt, og at han derfor havde ydet instituttet et rentefrit lån fra 23. september.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde ham rentegodtgørelse af terminsbetalingen i 66 dage. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fastslog, at klageren frem til den endelige gældsovertagelse den 25. oktober 1999 hæftede for lånet over for instituttet, og at afsendelsen af terminsopkrævningen til klageren i august derfor ikke kunne kritiseres. Klageren havde ifølge låneaftalen været forpligtet til at betale frem til endelig gældsovertagelse, herunder terminsydelsen, der forfaldt den 30. september 1999, uanset hvilken aftale om terminsbetaling der var indgået mellem sælger og køber. Nævnet kunne derfor ikke give klageren medhold i kravet om rentebetaling. Nævnet fandt imidlertid anledning til at udtale, at det måtte betragtes som uhensigtsmæssigt, at instituttet udsendte endnu en opkrævning den 9. september uden at give handelsparterne besked om begge de udsendte opkrævninger, idet der derved opstod usikkerhed om, hvem der skulle betale. Nævnet henviste i den forbindelse til punkt 4.5. i de etiske retningslinier, som har til hensigt at imødegå en sådan usikkerhed. Nævnet fandt endvidere, at instituttet i henhold til de etiske retningslinier havde været forpligtet til direkte at underrette klageren om endelig gældsovertagelse og dermed frigørelse for gældsansvaret for det optagne ejerskiftelån.