Afgørelse

Rådgivning om valg af renteprocent.

Klageren indgik i november 1994 en aftale om køb af en ejendom. Ifølge købsaftalen skulle der hos et andet realkreditinstitut end det indklagede optages et 30-årigt kontantlån til en anslået årlig kontantlånsrente på 9,1732 pct. I henhold til købsaftalen kunne klageren som køber vælge anden finansiering, herunder i et andet realkreditinstitut, såfremt sælgeren blev holdt skadesløs i den anledning. Købsaftalen indeholdt en angivelse af navn og adresse på køberens advokat og køberens pengeinstitut, som er koncernforbundet med indklagede. Det indklagede realkreditinstitut foretog den 23. november 1994 udbetaling af et kontantlån baseret på 6 pct. obligationer til kurs 73,65, hvilket resulterede i en kontantlånsrente på 9,13352 pct. Efter at have modtaget instituttets årsopgørelse for 1997, hvoraf det fremgik, at lånets skattemæssige kursværdi ved en skattekurs på 97,25 udgjorde 718.475 kr., rettede klageren i februar 1998 henvendelse til instituttet, idet han var utilfreds med den rådgivning, han havde fået i forbindelse med låneoptagelsen. Klageren anførte blandt andet, at en indfrielse af lånet ville koste ca. 168.000 kr. mere, end klageren reelt skyldte på lånet, hvilket han fandt var i modstrid med den aftale, der blev indgået ved lånets oprettelse. Instituttet fremsendte i marts 1998 en redegørelse til klageren, herunder for de oplysninger, som generelt gives om låntyperne og for kriterier ved valg af samme. Instituttet afviste at være ansvarlig for en uforudsigelig kursudvikling.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle erstatte ham differencen mellem det beløb, der ville skulle erlægges ved en førtidig indfrielse af lånet, og lånets restgæld på samme tidspunkt. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet havde ikke mulighed for nærmere at vurdere indholdet og omfanget af den konkrete rådgivning, som klageren havde modtaget. Der var efter Nævnets opfattelse ikke grundlag for at fastslå, at rådgivningen ud fra en generel vurdering af forholdene i 1994 havde været urigtig eller mangelfuld. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at et kontantlån i 1994 baseret på 6 pct. obligationer var sædvanlig i perioden, og at det - afhængig af låntagerens forventninger og fremtidsplaner - var en rimelig og forsvarlig foranstaltning at optage et sådant lån. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.