Afgørelse

Indsigelse mod rentens størrelse på lån optaget i Schweizerfranc (CHF) i 2006 i forbindelse med køb af ejendom i udlandet. Spørgsmål om forældelse.

Indledning

Sagen vedrører klagernes indsigelser mod rentens størrelse på lån optaget i Schweizerfranc (CHF) i 2006 i forbindelse med køb af en ejendom i udlandet samt spørgsmål om forældelse.

Sagens omstændigheder

Klagerne M og H købte i oktober 2006 en ejendom i Spanien med henblik på at bosætte sig der. De henvendte sig i den forbindelse til Jyske Bank, hvor der i oktober 2006 blev afholdt et møde mellem klagerne og banken. Klagerne var på daværende tidspunkt kunder i et andet pengeinstitut, men ønskede at skifte pengeinstitut.

I et brev af 3. november 2006 fra banken til klagerne var følgende blandt andet anført:

”…

Vores forslag til finansiering af ejendommen ser ud som følger:

• Ejendommen belånes fuldt ud efter separat vurdering fra spansk vurderingsselskab. Bankens belåningsgrænse er max 100 % af vurderingen.

• Lånet ydes som et multi-currency lån og afdragsfrit over 10 år

• Renten betales kvartalsvis bagud. Der kan ske omlægning af lånevaluta ved hver rentebetaling.

• Renten fastsættes som LIBOR + 1,0 % (det giver i dag følgende satser EURO 4,75 %, CHF 2,94 %, DKK 4,95 %).

• Etableringsgebyr kr. 0

• Vurderingsgebyr ca. EURO max 750

• Stempelomkostninger 1 %

• Advokatomkostninger EURO 500

  …

  Kapitalforsikringen skal først etableres i forbindelse med udflytningen, da den ikke har nogen skattemæssig virkning i Danmark.

  Ovennævnte priser er givet ud fra, at I flytter jeres samlede engagement til Jyske Bank, herunder etablering af kapitalforsikring.

  Det vil gælde os, om I vil gøre brug af vores tilbud.

  …”

Klagerne har fremlagt en kopi af et lånetilbud af 17. november 2006 på finansiering af boligkøbet i Spanien, som de sideløbende indhentede fra deres hidtidige pengeinstitut. Heraf fremgik, at pengeinstituttet tilbød 100 % belåning af købesummen mod sikkerhed i en pantsat konto eller alternativt 80 % belåning mod pant i boligen. Rentebetingelserne var angivet som ”Basisrente i DKK, EUR eller CHF plus 1 % i marginal”. Det var til orientering blandt andet angivet, at basisrenten den 17. november 2006 på henholdsvis 1 år, 3 år, 5 år og 10 år i EUR var ”3,90 %, 4,00 %, 4,00 %, 4,10 %”.

Klagerne har endvidere fremlagt et kontoudtog for Totalkonto -743 for perioden fra den 20. november 2006 til den 1. marts 2007, hvoraf fremgår, at M oprettede kontoen den 20. november 2006.

Den 8. december 2006 udskrev banken et tilbud vedrørende en lånefacilitet på 4.040.000 DKK eller et tilsvarende beløb i en anden større europæisk valuta, US-dollar eller japanske yen. Der var tale om et 30-årigt lån med 10 års afdragsfrihed. Af tilbuddet fremgik blandt andet:

”…

Rente:

Renten på den udestående gæld beløber sig årligt til 1,00 % over Jyske Banks fundingrente. Renten betales bagud hver tredje måned (første rentebetaling forfalder tre måneder efter udbetalingsdatoen) og kan af banken debiteres en anfordringskonto, som De har oprettet i banken, og hvorpå saldoen ved hver rentetermin er tilstrækkelig høj til at dække forfaldne renter.

…

Jyske Banks fundingrente fastsættes for hver rentetermin 2 bankdage før en ny rentetermin påbegyndes.

…”

Endvidere fremgik det af tilbuddet, at bankens forpligtelse til at stille lånefaciliteten til rådighed var betinget af, at banken modtog forskellig dokumentation i forbindelse med ejendomshandlens gennemførelse, ligesom det var en forudsætning for lånet, at klagerne stillede nogle nærmere angivne sikkerheder over for banken.

I bilag 1 til tilbuddet var, som et eksempel, opstillet en betalingsoversigt i EUR, hvoraf blandt andet fremgik, at bankens fundingrente på daværende tidspunkt var 3,8125 %, at bankens rentemarginal var 1,0000 %, og at lånerenten (Jyske Banks fundingrente + margin) var 4,8125 %.

Den 11. december 2006 underskrev klagerne lånetilbuddet og accepterede samtidig betingelserne for tilbuddet. Klagerne optog herefter et lån på 866.500 CHF svarende til modværdien af 4.040.000 DKK.

Banken har fremlagt eksempler på ”forlængelsesmeddelelser”, som den siden lånets oprettelse løbende hvert kvartal sendte til klagerne, hvoraf rentesatsen og størrelsen af det opkrævede rentebeløb angivet i CHF fremgik.

Banken har endvidere fremlagt kontoudtog sendt til klagerne for lånekonto -340 for perioden fra lånets oprettelse til lånet blev indfriet i slutningen af juni 2012. Heraf fremgik den kvartårlige rentesats for lånet samt opkrævede rentebeløb i CHF.

I en mail af 29. februar 2012 gjorde M over for banken indsigelse mod den rente, som banken havde beregnet sig pr. 28. december 2011, idet han anførte, at renten forud for optagelsen af lånet var aftalt til LIBOR-renten for CHF + 1 %.

Banken svarede i en mail af 5. marts 2012, at renten var steget, fordi bankens fundingrente var steget.

I en mail af 12. marts 2012 til banken oplyste M, at han ikke kunne acceptere bankens svar, og at han ville overdrage sagen til sin advokat. Han bad samtidig rådgiveren sende sagen til bankens juridiske afdeling.

I efterfølgende mails af 13. december 2012 og 20. januar 2014 til banken oplyste klagerne, at det var deres hensigt at prøve sagen ved domstolene.

Parternes påstande

Den 25. februar 2015 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal yde en rentekompensation, hvorved de stilles, som om lånet i hele løbetiden var blevet forrentet med LIBOR + 1 % i stedet for bankens fundingrente + 1 %, samt at banken skal betale et af Ankenævnet fastsat beløb til dækning af deres advokatomkostninger.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at bankens ensidige ændring af renten til bankens fundingrente + 1 % var uberettiget, og at banken derfor skal kompensere dem for den rente, som de har betalt for meget.

Bankens brev af 3. november 2006 var et tilbud til klagerne om belåning af ejendommen op til 100 % af vurderingen på det vilkår, at ”Renten fastsættes som LIBOR + 1 % …”. Det bestrides, at tilbuddet blev givet under forudsætning af, at de samtidig tegnede en kapitalforsikring.

Den 18. november 2006 accepterede de bankens tilbud om et lån til en rente på LIBOR + 1 %. Der blev dermed indgået en bindende aftale imellem parterne, der dannede grundlag for, at de den 20. november 2006 fik oprettet en konto i banken.

Det påhviler banken at dokumentere, at aftalen efterfølgende blev ændret, og at banken behørigt rådgav dem om konsekvenserne af renteændringen til bankens fundingrente + 1 %.

Hvis de var blevet gjort bekendt med, at banken i tilbuddet af 8. december 2006 havde ændret renten til bankens fundingrente + 1 %, havde de i stedet accepteret lånetilbuddet af 17. november 2006 fra deres hidtidige pengeinstitut, hvor rentesatsen var fastsat til ”Basisrente i DKK, EUR eller CHF plus 1 % i marginal”.

Da de underskrev lånetilbuddet af 8. december 2006, oplyste banken, at der ikke var foretaget ændringer i forhold til det tidligere aftalte. Der blev ikke foretaget nogen fælles gennemgang af lånetilbuddet. De var derfor af den overbevisning, at lånetilbuddet var i overensstemmelse med den på forhånd indgåede aftale om 100 % belåning til en rente på LIBOR + 1 %.

De havde ikke på forhånd kendskab til hverken LIBOR renten eller bankens fundingrente eller til, at der var forskel på disse to ”renteregimer”. På tidspunktet for deres underskrift af lånetilbuddet i december 2006 var forskellen mellem LIBOR renten og bankens fundingrente beskeden. Henset til den beskedne renteforskel på daværende tidspunkt, burde de ikke have indset, at der var forskel på rentesatserne i de to tilbud.

Forlængelsesmeddelelserne og kontoudtogene indeholdt ikke nogen information om, hvorvidt lånet blev forrentet med LIBOR + 1 % eller med bankens fundingrente + 1 %. Hverken forlængelsesmeddelelserne eller kontoudtogene gav dem derfor anledning til at indse, at lånet blev forrentet med en forkert rentesats.

Banken har anført, at den ikke har mulighed for at redegøre for detaljerne i forløbet mellem brevet af 3. november 2006 og lånetilbuddet af 8. december 2006. Da banken er forpligtet til at yde rådgivning og til at sikre dokumentation for den rådgivning, der er ydet, og for de aftaler, som parterne har indgået, må det bevismæssigt komme banken til skade, at den nødvendige dokumentation ikke findes. Da de i foråret 2012 rejste sagen, burde banken have sørget for den nødvendige bevissikring.

Det rejste krav er ikke forældet.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 2, at den treårige forældelsesfrist først skal regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen. Den treårige forældelsesfrist skal derfor tidligst regnes fra den 5. marts 2012, hvor banken oplyste, at renten var steget, fordi bankens fundingrente var steget. Da sagen blev indgivet til Ankenævnet den 25. februar 2015, følger det af forældelseslovens § 21, stk. 2, at forældelsesfristen blev afbrudt inden udløb.

Bankens kritisable håndtering af sagen, herunder bankens manglende besvarelse af deres klager og opfordringer samt bankens manglende fremlæggelse af de for sagens behandling nødvendige sagsakter har gjort det nødvendigt at antage en advokat. Deres advokatomkostninger i sagen overstiger 50.000 kr.

Jyske Bank har anført, at det af klagerne rejste krav er forældet, idet det støttes på et brev og et lånetilbud fra henholdsvis november og december 2006.

Klagerne har fra modtagelsen og underskriften af lånetilbuddet i december 2006 været bekendt med eller burde være bekendt med de omstændigheder, som de nu støtter deres krav på, således at forældelsesfristen begyndte at løbe i december 2006.

Klagerne har endvidere løbende modtaget kontoudtog og breve (forlængelsesmeddelelser), hvoraf den opkrævede rente fremgik.

Den rentestigning, som klagerne henviser til, fremgik af et kvartalsbrev af 28. december 2011. Selv hvis det måtte lægges til grund, at klagerne først på dette tidspunkt blev bekendt med eller burde være bekendt med, at Jyske Banks fundingrente blev anvendt, løber forældelsesfristen senest fra december 2011.

Klagerne har fortabt et eventuelt krav ved retsfortabende passivitet ved først i februar 2015 at have fremsat et krav vedrørende dette forhold.

Den aftalte rentesats, Jyske Banks fundingrente + 1 %, fremgår tydeligt at lånetilbuddet af 8. december 2006 og betalingsoversigten, som er vedlagt lånetilbuddet som bilag 1. Der er ikke noget grundlag for at fravige den aftalte rentesats, uanset at der i forløbet op til aftalen har været drøftet en anden rentesats. Det er ikke banken, der skal dokumentere, at indholdet af den skriftlige aftale også rent faktisk er aftalt.

Klagerne har betalt renter i henhold til den aftalte rentesats hvert kvartal siden lånet blev udbetalt i december 2006, til lånet blev indfriet i juni 2012.

Der er ikke som anført af klagerne indgået en aftale om en rentesats på LIBOR + 1 %. Bankens brev af 3. november 2006 kunne ikke anses for et egentligt tilbud, idet der manglede flere væsentlige oplysninger blandt andet om størrelsen af lånebeløbet, lånets løbetid og om vurdering af den spanske ejendom, der skulle danne grundlag for udmålingen af lånet. Selv hvis brevet måtte betragtes som et tilbud, blev dette tilbud ikke accepteret af klagerne.

Såfremt klagernes adfærd måtte anses som en accept, var denne accept uoverensstemmende, da klagerne ikke opfyldte forudsætningerne i brevet af 3. november 2006, herunder forudsætningen om at tegne en kapitalforsikring.

Det bestrides, at der allerede den 18. november 2006 skulle være indgået en aftale mellem parterne, og at selve låneaftalen fra december 2006 skulle være en ændring af denne låneaftale. Det bestrides endvidere, at klagernes oprettelse af en indlånskonto i banken kan dokumentere indgåelse af en låneaftale. Låneaftalen blev først indgået ved klagernes underskrift den 11. december 2006.

Ankenævnets bemærkninger

Der er i sagen fremlagt en låneaftale underskrevet af klagerne den 11. december 2006, hvoraf fremgår, at lånet blev forrentet med 1 % over Jyske Banks fundingrente.

Ankenævnet finder ikke, at bankens brev af 3. november 2006 til klagerne om forslag til finansiering af deres ejendomskøb i Spanien kunne betragtes som et endeligt lånetilbud, idet det blandt andet manglede fastsættelse af nogle væsentlige vilkår til brug for indgåelse af en låneaftale såsom oplysning om lånets løbetid og om, hvilke sikkerheder der skulle stilles i forbindelse med låneoptagelsen. Priserne var endvidere givet ud fra en forudsætning om, at klagerne flyttede deres samlede engagement til Jyske Bank og etablerede en kapitalforsikring.

Selv om der inden klagernes underskrift af låneaftalen i december 2006 var drøftelser om en anden rentesats end den, som fremgår af låneaftalen, finder Ankenævnet ikke, at klagerne har dokumenteret, at de i november 2006 indgik en låneaftale med banken på andre vilkår end dem, som fremgår af den skriftlige låneaftale fra december 2006.

Som følge heraf er det ikke nødvendigt at tage stilling til forældelsesspørgsmålet.

Ankenævnet finder ikke, at der er oplyst omstændigheder, der kan føre til, at banken skal pålægges at betale et beløb til klagerne til dækning af deres advokatomkostninger. Det følger af Ankenævnets vedtægter § 25, stk. 1, at ingen af parterne betaler omkostninger ved ankenævnsbehandlingen til den anden part.

Klagerne får derfor ikke medhold i klagen.

Klagerne får ikke medhold i klagen.