Indledning.
Denne sag omhandler opgørelsen af restgælden på et lån.
Sagens omstændigheder.
Den 30. januar 1985 underskrev klageren en udlånskontrakt med indklagede vedrørende et lån på 31.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.000 kr. første gang ultimo februar 1985.
Af låneafregningen fremgår, at 540 kr. af lånebeløbet blev anvendt til dækning af stempel og provision, mens 14.872,55 kr. blev overført til indfrielse af en nærmere angiven konto. Restprovenuet på 15.587,45 kr. blev overført til klagerens bogkonto ved to overførsler på henholdsvis 1.000 kr. og 14.587,45 kr. Overførslerne til bogkontoen fremgår af klagerens bankbog, som er fremlagt under sagen. Af bankbogen fremgår endvidere, at der samme dag blev gennemført 3 betalinger på henholdsvis 7.961,02 kr., 3.995,70 kr. og 5.088,08 kr.
Låneafregningen og indklagedes kopi af lånekontrakten bærer en påtegning dateret den 10. maj 1985 om bortfald af ydelsen pr. 30. april 1985. Lånets restgæld blev samtidig rettet til 29.914,77 kr. i lånedokumentet. Samme dag blev der tilbageført 1.000 kr. fra lånet til bogkontoen.
Klageren har anført, at lånet alene omfattede beløbet på 14.587 kr., som blev overført til bogkontoen og samme dag anvendt til indfrielse af kontokort. Indklagede udfyldte ikke udlånskontrakten korrekt, hvilket hun først efterfølgende blev opmærksom på. Hun rettede henvendelse til den ekspederende medarbejder, der lovede at rette fejlen. Låneafregningen blev ikke forelagt hende.
Den 23. juli 1987 underskrev klageren en udlånskontrakt om forhøjelse af lånet med 5.955,40 kr. til 30.130,30 kr., som skulle afvikles med 500 kr. månedligt. Ifølge indklagede vedrørte forhøjelsen restance på lånet.
Ifølge udlånskontrakt underskrevet af klageren den 21. maj 1990 blev lånet forhøjet med 8.859,99 kr. til 29.855,97 kr., som skulle afvikles med 700 kr. månedligt. Ifølge indklagede vedrørte forhøjelsen restance på lånet.
Den 11. marts 1992 underskrev klageren et nyt gældsbrev om forhøjelse af lånet med 5.965 kr. til 30.652,68 kr., som skulle afvikles med 700 kr. månedligt. Ifølge indklagede vedrørte forhøjelsen restance på lånet.
Klageren har anført, at indklagede i 1992 oplyste, at hun manglede at betale 5.965 kr. i renter og bad hende underskrive et dokument herom. På dokumentet var anført et yderligere lån på 30.000 kr., hvilket hun protesterede over. Afdelingen lovede at se på sagen, og da der ikke efterfølgende blev rettet henvendelse til hende, gik hun ud fra, at man havde opdaget fejlen.
Af de under sagen fremlagte kontoudskrifter fremgår, at klagerens seneste indbetaling på lånet skete den 30. oktober 1991. Pr. 22. november 1993 ophørte indklagede med at tilskrive renter. Fra underskrivelsen af gældsbrevet i marts 1992 til udgangen af 1993 blev lånet tilskrevet i alt 10.543,28 kr. i rente, hvorefter saldoen udgjorde 41.195,99 kr. Denne saldo fremgik af de årsopgørelser, der efterfølgende blev sendt til klageren, idet indklagede samtidig tog forbehold for forfaldne, men ikke tilskrevne renter.
Indklagede har fremlagt et internt notat vedrørende en telefonisk henvendelse til klageren den 29. november 1995 vedrørende gælden.
Ifølge notatet lovede klageren inden for 14 dage enten at indlevere et budget eller at indfri lånet.
Ved skrivelse af 22. september 1997 meddelte indklagede klageren, at kontoen havde fået nyt nummer, og at denne frem over ville blive benævnt "fordringskonto".
Den 4. december 1997 fremsendte indklagede sagen til behandling ved fogedretten i Frederikssund. Gælden blev opgjort til 65.899,96 kr. ekskl. fogedgebyr.
Ved beregningen af gælden havde indklagede taget udgangspunkt i saldoen på 41.195,99 kr. med tillæg af rente af dette beløb for perioden 1. januar 1994 til 4. december 1997 24.703,97 kr., i alt 65.899,96 kr.
Sagen blev efterfølgende overført til fogedretten i Hillerød, hvor klageren gjorde indsigelse mod kravet. Fogedsagen blev udsat med henblik på forelæggelse for Ankenævnet.
Under sagen har indklagede opgjort gælden således:
Hovedstol | 31.000,00 kr. |
Renter tilskrevet i perioden 30/1-85 til 22/11-93 | 42.021,85 kr. |
Advokatsalær, gebyrer | 5.019,71 kr. |
Beregnede renter i perioden 1/1-94 til 21/9-98 | 32.167,75 kr. |
Indbetalt af klageren | 36.233,86 kr. |
Restgæld pr. 21/9-98 | 73.975,45 kr. |
Parternes påstande.
Den 11. august 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at gælden er afviklet.
Indklagede har pr. kulance tilbudt at reducere renteberegningen i perioden 1. januar 1994 til 21. september 1998 med halvdelen svarende til 16.083,86 kr. og at standse den fremtidige renteberegning under forudsætning af, at klageren underskriver et frivilligt forlig og afdrager restgælden med mindst 1.000 kr. pr. måned. Indklagede har anført, at man i den forbindelse er opmærksom på, at renter påløbet i perioden 11. marts 1992 til 30. juni 1993 er forældede. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun bestrider at have lånt mere end beløbet på 14.587 kr., som den 30. januar 1985 blev overført til bogkontoen og anvendt til indfrielse af kontokort samme dag. Hun er kun forpligtet til at tilbagebetale dette beløb med tillæg af renter, hvorfor gælden nu må anses for fuldt afviklet.
Indklagede har anført, at det ikke er korrekt, at klageren den 30. januar 1985 blot lånte 14.587 kr. Lånebeløbet udgjorde 31.000 kr., som blev anvendt til indfrielse af anden gæld og betaling af låneomkostninger, mens restbeløbet blev overført til klagerens bankbog. Klageren har løbende modtaget kontoudskrifter vedrørende lånet og har henholdsvis den 23. juli 1987, 21. maj 1990 og 11. marts 1992 underskrevet udlånskontrakter vedrørende gælden i forbindelse med forhøjelser til dækning af restancer. Hun kan derfor ikke have været i tvivl om, at gælden fortsat bestod. Gældens nuværende størrelse beror på, at klageren i perioden 1987-1991 indbetalte uregelmæssigt på lånet, og at indbetalingerne efterfølgende ophørte. Renteberegningen er baseret på produktrente og ikke på misligholdelsesrente.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
På grundlag af de under sagen fremlagte dokumenter finder Ankenævnet, at det må lægges til grund, at indklagede på grundlag af udlånskontrakten af 30. januar 1985 ydede klageren et lån på 31.000 kr., hvilken hovedstol også lå til grund for de udlånskontrakter, som klageren efterfølgende den 23. juli 1987, 21. maj 1990 og 11. marts 1992 underskrev i forbindelse med forhøjelser af lånet. Det må som anført af indklagede lægges til grund, at forhøjelserne fandt sted til dækning af ydelsesrestancer.
Ved opgørelsen af restgælden må der tages udgangspunkt i hovedstolen på 30.652,68 kr. i henhold til det seneste gældsbrev af 11. marts 1992. Denne hovedstol er ikke omfattet af forældelsesloven af 1908, men er alene undergivet den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4. Der er således ikke indtrådt forældelse for så vidt angår dette beløb. Renter af beløbet er derimod omfattet af forældelsesloven af 1908 § 1, stk. 1, nr. 2, hvorefter forældelsesfristen er 5 år.
Af forældelsesreglerne følger herefter, at klagerens gæld må opgøres til 30.652,68 kr. med tillæg af rente heraf i de seneste 5 år før sagens indbringelse for fogedretten samt med tillæg af eventuelle inkassoomkostninger, som efter praksis ikke kan kræves forrentet. Det er herved forudsat, at klageren ikke har betalt ydelser på lånet i henhold til gældsbrevet af 11. marts 1992. Det bemærkes, at Ankenævnet ikke har mulighed for at vurdere, om indklagedes kulancemæssige tilbud er mere gunstigt for klageren end en opgørelse af gælden som anført.
Som følge heraf