Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Omlægning af kautionssikret lån. Anvendelse af sikkerheder.

Sagsnummer: 397/1991
Dato: 15-06-1992
Ankenævn: Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne: Kaution - omfang
Kaution - forhold til pant
Kaution - stiftelse
Ledetekst: Omlægning af kautionssikret lån. Anvendelse af sikkerheder.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 10. september 1987 underskrev klager A og klager B som selvskyldnerkautionister på en kassekreditkontrakt, hvorefter indklagedes Mern afdeling ydede en kredit på 1 mio. kr., hvoraf 400.000 kr. var en forhøjelse af en tidligere kredit. Kassekreditten blev ydet til et ægtepar, der drev en købmandsforretning. Klager B er far til ægteparrets kvindelige part, og klager A er moster til klager B. Klagernes kaution var begrænset til ialt 300.000,00 kr. Kreditten skulle ifølge kasssekreditkontrakten indfries senest den 30. september 1990, med mindre der blev truffet aftale om forlængelse. Til sikkerhed for kreditten stillede debitorerne i henhold til kontrakten tillige håndpant ifølge almindelig håndpanterklæring af 13. november 1984. Ved denne var der til sikkerhed for skadesløs betaling af, hvad debitorerne til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig, håndpantsat tre ejerpantebreve på i alt 621.000 kr. med pant i den ejendom, hvorfra købmandsvirksomheden blev drevet, samt debitorernes private bolig; endvidere var håndpantsat et ejerpantebrev på 250. 000 kr. med pant i debitorerens sommerhus.

Ved påtegning af 23. december 1988 på gældsbrev af samme dato kautionerede klager B for et lån på 51.586,00 kr. ydet af afdelingen til klager B's svigersøn. Lånet skulle afvikles med en ydelse på 1.000,00 kr. månedligt, og lånets restgæld forfaldt til fuld indfrielse den 23. december 1989.

Den 30. december 1988 ydede afdelingen et omlægningslån på 500.400,00 kr. til ægteparret, idet provenuet på 500.000,00 kr. indsattes på kassekreditten, hvis maksimum herefter blev nedskrevet til 500.000,00 kr. Ifølge gældsbrevet vedrørende omlægningslånet stillede debitorerne håndpant i henhold til håndpanterklæringer). Lånet skulle tilbagebetales med en kvartalsvis ydelse på 25.500 kr.

Ved påtegning af ligelydende selvskyldnerkautionserklæringer af 13. juni 1989 erklærede klagerne, at deres kautionsforpligtelser forblev uændrede stor henholdsvis 150.000,00 kr. (klager A) og 200.000,00 kr. (klager B)" for hele engagementet med: [debitorerne], idet [indklagede] frigiver anden sikkerhed."

I henhold til endelige skøder af 14. juni 1989 solgtes debitorernes købmandsforretning og bolig til overtagelse henholdsvis den 20. maj 1989 og den 1. juli 1989. Af den kontante udbetaling deponeredes den 31. maj 1989 115.000,00 kr. i indklagedes Mern afdeling. Ifølge indklagede blev skøder på de solgte ejendomme først lyst anmærkningsfrit den 31. januar 1990. Den berigtigende advokat tilbageholdt frigivelsen af købesummerne frem til den 18. december 1990, idet køberne gjorde mangelsindsigelser gældende vedrørende gulvbelægningen i købmandsforretningen. Efter forhandling mellem køber og sælger forligtes dette spørgsmål ved, at sælger refunderede 10.000,00 kr.

I september 1989 blev klager B's svigersøn erklæret konkurs. Samme måned købte klager B debitorernes sommerhus, og i denne forbindelse deponeredes i indklagedes afdeling 25.378,48 kr. Beløbet indsattes på en i afdelingen oprettet omprioriteringskonto, fra hvilken omprioriteringen af købmandsejendommen, boligejendommen og sommerhuset foretoges. På kontoen indsattes beløb fra kreditforeningslån (ejerskiftelån) og provenu ved salg af sælgerpantebreve i købmandsforrentningen, boligen og sommerhuset. Omprioriteringskontoens saldo udgjorde pr. 31. juli 1989 341.543,73 kr. (positiv) og øgedes frem til den 22. november 1989 til 549.066,97 kr., hvor der overførtes 320.000,00 kr. til debitorernes omlægningslån og 130.000,00 kr til kassekreditten. Efter indsættelse af provenu ved salg af pantebreve den 21. maj 1990 med 234.849,19 kr. på omprioteringskontoen overførtes den 29. maj 204.937,11 kr. til omlægningslånet, der herved indfriedes, ligesom der samme dag overførtes 59.000 kr. til kassekreditten, hvorefter omprioriteringskontoens saldo udgjorde 325,64 kr.

Den i afdelingen oprettede deponeringskonto vedrørende udbetalingerne fra salget af købmandsejendommen og beboelsesejendommen blev opgjort den 19. december 1990 med 120.570,97 kr., hvoraf 10.000,00 kr. anvendtes til betaling af mangler vedrørende gulvbelægning i købmandsforretningen, medens restbeløbet overførtes til kassekreditten, hvis saldo herefter var 380.047,49 kr. (negativ)

Ved udaterede skrivelser antagelig fra december måned 1989 anmodede afdelingen klagerne om at indbetale kautionsforpligtelserne på 150.000,00 og 200.000,00 kr. senest den 29. december 1989. Klagerne rettede herefter henvendelse til advokat, hvorefter der foregik en korrespondance mellem denne og indklagedes advokat, i hvilken forbindelse klagernes advokat ønskede forskellige oplysninger med hensyn til, hvilke sikkerheder der var stillet og realisationen heraf mv. Klagerens advokat rejste endvidere spørgsmål om forrentningen af deponeringskontoens og omprioriteringenskontoens kreditsaldi sammenholdt med den samtidige forrentning af kassekredit og omlægningslån.

I juni måned 1991 udtog indklagede stævning mod klagerne ved retten i Vordingborg med påstand om, at disse tilpligtedes at betale henholdsvis 150.000,00 kr. og 200.000,00 kr. med morarenter efter renteloven fra den 29. december 1989. I et retsmøde den 15. august 1991 udsattes sagen på forelæggelse for Ankenævnet.

Indklagede har oplyst, at restgælden ifølge det gældsbrev, for hvilket klager B kautionerede den 23. december 1988, udgør ca. 73.000 kr.

Klagerne har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagernes kautionsforpligtelser er bortfaldet, subsidiært at de nedsættes.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Klagerne har til støtte for påstanden anført, at klager A ved påtagelsen af kautionen var 87 år gammel og klager B 67 år. Da kaution blev påtaget, fik klagerne at vide, at de pantsatte faste ejendomme til sikkerhed for engagementet kunne dække dette, hvorfor der ikke var nogen risiko ved kautionen. Indklagede har endvidere ladet betydelige beløb henstå til en minimal forrentning på omprioriteringskontoen og deponeringskontoen, medens man samtidig har ladet kassekreditten og omlægningslånet debitere med en betydelig højere rentesats. Indklagede har ikke inden sagens indbringelse for Ankenævnet kunnet redegøre for engagementet i sin helhed og har ikke villet opstille en samlet redegørelse, således at kautionisterne har haft mulighed for at tage stilling til sagen. Klagerne har videre anført, at de oprindeligt alene kautionerede for kassekreditten, men ikke påtog sig kaution for omlægningslånet. Deres kautionserklæringer fra juni 1989, der er alskyldserklæringer, har således karakter af kaution for tidligere stiftet gæld, og bør derfor tilsidesættes, da klagerne ikke blev gjort bekendt hermed ved underskrivelsen. Klagerne har herefter bestridt, at indklagede har været berettiget til at afskrive provenuet ved salget af de pantsatte ejendomme som sket.

Indklagede har anført, at klagerne ved afgivelsen af kautionserklæringerne blev gjort opmærksom på, hvad kautionen indebar. Klagernes alder udelukker ikke, at de med forpligtende virkning har kunnet kautionere. Klagerne har i juni 1989 vedgået deres kautionsforpligtelser og har ikke i denne forbindelse bestridt, at de var forpligtet i henhold til kautionserklæringerne fra 1987. Ved kautionserklæringerne fra juni 1989 har klagerne ratihaberet en eventuel manglende identitet mellem kassekreditten og omlægningslånet. Hertil kommer, at den ene af klagerne i december 1988 påtog sig særskilt kaution for lånet på 51.586,00 kr. For såvidt angår forrentningen af engagementet, har indklagede været berettiget til at forrente konti og udlån som sket. Såfremt klagernes synspunkt skulle følges, således at udlån- og indlåns konti skulle være nogenlunde ens forrentet, ville det i det højeste medført en yderligere rentetilskrivning på deponeringskontoen på ca. 13.200 kr. og på omprioriteringskontoen på ca. 22.000 kr., i alt ca. 35.000 kr. Når henses til, at restkravet på den kautionssikrede kassekredit er på 380.000 kr. pr. 19. december 1990, vil en sådan forøget rentesats ikke bevirke en nedsættelse af kautionisternes forpligtelser, da klagerne tilsammen kautionerer for 300.000,00 kr. af kassekreditten. Indklagede har endelig anført, at man har været berettiget til at anvende provenuet fra sikkerhederne som sket.

Ankenævnets bemærkningerne:

Det forhold, at klagerne ved påtagelsen af kautionsforpligtelserne for kassekreditten den 10. september 1987 var henholdsvis 87 og 67 år gamle, kan ikke i sig selv medføre, at klagerne ikke gyldigt kunne påtage sig forpligtelserne, og der er heller ikke oplyst andre forhold, som kan medføre, at kautionserklæringerne er ugyldige.

Ved erklæringerne påtog klagerne sig at kautionere med 300.000 kr. for en kassekredit på 1.000.000 kr., der tillige var sikret ved pant stillet af debitorerne i form af ejerpantebreve i disses ejendomme. Den 30. december 1988 overførtes 500.000 kr. af gælden ifølge kassekreditten til et omlægningslån, til sikkerhed for hvilket de samme ejerpantebreve pantsattes, og samtidig blev kassekreditten nedskrevet med 500.000 kr. Selv om klagerne ikke samtidig påtog sig at kautionere for omlægningslånet, kan det forhold, at indklagede efterfølgende primært anvendte provenuet ved salget af ejendommene til indfrielse af omlægninslånet, under de anførte omstændigheder ikke anses for stridende mod klagernes forudsætninger ved påtagelsen af kautionsforpligtelserne, og indklagede findes allerede af denne grund af have været berettiget til at anvende provenuet som sket.

Selv om indklagede under de foreliggende omstændigheder måtte være forpligtet til at yde en højere forrentning af indeståenderne på omprioriteringskontoen og deponeringskontoen, må det efter det oplyste lægges til grund, at dette forhold ikke har nogen indflydelse på størrelsen af de krav, der af indklagede kan gøres gældende mod klagerne, idet restgælden ifølge kassekreditten og det lån, for hvilket klager B kautionerede den 23. december 1988, under alle omstændigheder vil overstige det beløb, med hvilket klagerne tilsammen hæfter. Der er derfor heller ikke grundlag for at nedsætte klagernes kautionsforpligtelser.

Som følge af det anførte

Den indgivne klage tages ikke til følge.