Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om fejl ved magnetstriben i Eurocheckkort og om fejlinformation ved udlevering.

Sagsnummer: 127/1996
Dato: 15-10-1996
Ankenævn: Peter Blok, Leif Nielsen, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Eurochecks - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om fejl ved magnetstriben i Eurocheckkort og om fejlinformation ved udlevering.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren har ved klageskema af 28. marts 1996 nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at udstede et nyt eurocheckkort uden gebyr samt betale erstatning for en ødelagt ferie.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har oplyst, at hun under en ferierejse til Portugal i perioden 15. februar til 2. marts 1996 fik ødelagt sin ferie, idet et af indklagede i januar 1996 udstedt eurocheckkort med tilhørende PIN-kode ikke fungerede. Indklagede havde forud for rejsen frarådet hende at købe eurochecks. Hun købte dog 10 eurochecks. Ved et forsøg på betaling på Hotel Roma i Lisboa blev kortet afvist i hotelterminalen. Flere banker afviste at indløse checks, idet kortet ikke kunne modtages i deres terminaler. På grund af sit kendskab til en bank med en engelsktalende chef fik hun indløst 5 checks, men hun kunne ikke derudover få indløst checks, da kortet ikke fungerede. Indklagede har fejlinformeret hende, og det udleverede kort var ugyldigt. Ferien kunne på grund af manglende penge ikke gennemføres på planlagt vis.

Indklagedes revision har ved skrivelse af 24. juni 1996 oplyst, at eurocheckkort produceres af firmaet D, hvorfra kortene leveres til indklagede med indkodet magnetstribe. Kortene er ikke genstand for yderligere behandling hos indklagede. En test af klagerens kort hos firmaet D viste, at kortets magnetstribe har været kodet, men at kodningen var delvis slettet ved revisionens gennemgang af magnetstriben. Sletning kan ske ved magnetisk påvirkning, f.eks. ved at kortet føres tæt forbi en magnetisk lås i en taske. Firmaet D har afvist, at kortet kan have været defekt ved afsendelsen fra dette, da firmaets kode/-prægemaskiner er selvkontrollerende.

Indklagede har oplyst, at eurocheckkort kan anvendes på følgende måder:

1. Hævning af kontanter i et udenlandsk pengeinstituts pengeautomat, hvor automaten har Eurochecque logo og tekst "international".

2. Legitimation ved hævning af kontanter i pengeinstitutter, der skilter hermed.

3. Legitimation ved betaling af varer og tjenesteydelser i forretninger m.v., der skilter hermed.

Den første anvendelse kan kun finde sted ved brug af PIN-kode og forudsætter en ubeskadiget magnetstribe på kortet. Checkblanketter anvendes ikke. Kortet kan ikke anvendes i f.eks. hotellers terminaler. De to sidstnævnte anvendelser forudsætter brug af checkblanketter og normalt tillige pas. Magnetstriben har ingen betydning i denne forbindelse.

Klageren har anført, at indklagede inden afrejsen fejlinformerede hende om eurocheckkortets anvendelsesmuligheder. Eurocheckkortet fungerede ikke, hvorfor hun manglede penge, så ferien ikke kunne gennemføres på planlagt vis. Eurocheckene kunne ikke anvendes på grund af, at eurocheckkortet ikke virkede, hvilket var årsagen til, at hun havde ubenyttede checks med hjem. Hun er bekendt med, at magnetlåse kan ødelægge magnetstriben. Ved udleveringen af kortet lagde hun det i en nylon brystpung. Da hun kom hjem flyttede hun kortet til en lille pung, som hun i mange år har anvendt på rejser, og som indeholdt bl.a. sygesikringskort og pas. Hun har ikke anbragt kortet i magnetområder.

Indklagede har anført, at klageren har hævet 5 eurochecks den 19. og 22. februar 1996, og at klageren stadig er i besiddelse af ubenyttede checks. Indklagede har via PBS undersøgt den generelle funktion af eurochecksystemet i Portugal. Bortset fra at eurocheckkort ikke kan anvendes i alle pengeautomater, er der ingen indikationer af, at ordningen ikke skulle fungere som aftalt. Kortet var ved udleveringen forsynet med den nødvendige indkodning. Magnetkoden er blevet ødelagt ved et hændeligt uheld, mens det var i klagerens besiddelse. Kortets funktion som legitimation i forbindelse med indløsning af eurochecks har ikke været påvirket af en eventuel neutralisering af magnetstriben. Det er ikke klart for indklagede, hvad der har afskåret klageren fra at hæve det fornødne antal eurochecks ved hjælp af kortet, men hvad enten dette skyldes en fejlekspedition hos de pågældende indløsere, en beskadigelse af magnetstriben eller klagerens egne forhold, har indklagede ikke noget ansvar for de af klageren beskrevne problemer.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder har fejlinformeret klageren i forbindelse med udleveringen af eurocheckkortet.

Det findes heller ikke godtgjort, at kortets magnetstribe var defekt ved udleveringen af kortet til klageren.

Efter de regler, der gælder for eurochecks, skal kortet alene anvendes som legitimation ved indløsning af checks, og en defekt ved magnetstriben vil således, hvis reglerne følges, være uden betydning for muligheden for at indløse checks.

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.