Bortkommet ihænderhaverbog.
| Sagsnummer: | 77/1990 |
| Dato: | 28-05-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Rex Christensen, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Bog - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Bortkommet ihænderhaverbog. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren meddelte i november 1989 indklagede, at hendes sparekassebog vedrørende den hos indklagedes Valby afdeling førte indlånskonto var bortkommet. Kontoens indestående var pr. 31. december 1989 625,97 kr. Kontoen, der var på opsigelse, var af klageren opsagt til den 27. januar 1990.
Klageren henvendte sig, efter at opsigelsesdatoen var passeret, i afdelingen for at få beløbet udbetalt. Da der var tale om en bog, hvoraf fremgik, at indeståendet kan udbetales til enhver, der møder med bogen, tilbød afdelingen, at klageren kunne få beløbet udbetalt mod at afgive en skadesløserklæring overfor afdelingen samt betale et gebyr på 100 kr.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet netop påstand om at få udbetalt kontoens indestående uden betaling af gebyr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun anser det for uberettiget at opkræve et gebyr på 100 kr. i forbindelse med opgørelsen af kontoen.
Indklagede har anført, at man, jf. gældsbrevslovens § 29 sammenholdt med gældsbrevslovens kap. 4, ved udbetaling på bogen uden dennes tilstedeværelse risikerer, at man ikke er frigjort. Det er derfor normal procedure, at en sådan bog mortificeres, forinden udbetaling finder sted. Imidlertid tilbydes kunder med konti med et forholdsvis beskedent indestående, at kontoen opgøres og overføres til anden konto, hvorfra udbetaling kan ske, mod afgivelse af skadesløserklæring overfor indklagede. Til dækning af de hermed forbundne ekspeditionsomkostninger opkræves et gebyr på 100 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter den af indklagede afgivne redegørelse findes det opkrævede gebyr på 100 kr. ikke at kunne anses for urimeligt.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.