Tvist om udbetalt beløb.
| Sagsnummer: | 270/2007 |
| Dato: | 24-01-2008 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Carsten Holdum, Ole Jørgensen, Bent Olufsen |
| Klageemne: |
Indlån - bevis for indbetaling/udbetaling
|
| Ledetekst: | Tvist om udbetalt beløb. |
| Indklagede: | Amagerbanken, Sparekassen Himmerland |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse med hensyn til størrelsen af et beløb hævet fra klagerens konto ved ekspedition via et fremmed pengeinstitut.
Sagens omstændigheder.
Klageren har en indlånskonto i Amagerbanken.
Den 3. september 2007 henvendte klageren sig i Sparekassen Himmerlands Arden afdeling med henblik på at få udbetalt et beløb fra kontoen i Amagerbanken.
Af kontoudtog for klagerens konto i Amagerbanken fremgår, at kontoens saldo ved dagens begyndelse den 3. september 2007 var 7.206,10 kr. (positiv).
Klageren har anført, at en medarbejder fra sparekassen telefonisk kontaktede Amagerbanken, der oplyste, at han kun kunne hæve 2.000 kr. Han ønskede imidlertid et større beløb. Da han senere ville hæve yderligere, konstaterede han, at der var overført 6.500 kr. til sparekassen. Sparekassen har anført, at klageren anmodede om at hæve det fulde indestående på kontoen. Ved henvendelse til Amagerbanken blev det oplyst, at der kun kunne hæves 2.000 kr., hvorefter der blev udarbejdet en trækseddel til mellemregning med Amagerbanken på 2.000 kr. med tillæg af sparekassens gebyr på 150 kr. Da klageren ikke var tilfreds hermed, kontaktede han via sin mobiltelefon Amagerbanken, som gav tilladelse til, at han kunne hæve et resterende beløb på kontoen på 4.300 kr. eller således i alt 6.300 kr. Den først udstedte trækseddel blev annulleret, og i stedet blev der udfærdiget ny trækseddel på 6.450 kr.
Kopi af de to træksedler på henholdsvis 2.150 kr. og 6.450 kr. er fremlagt.
Klageren rettede efterfølgende henvendelse til sparekassen om udbetalingen. Af sparekassens skrivelse af 10. september 2007 til klageren fremgår, at sparekassen fremsendte kopi af udbetalingsbilaget for udbetalingen på 6.450 kr. og mod betaling af et gebyr på 500 kr. tilbød at fremsende billeddokumentation fra sparekassens videoovervågning. Sparekassen tilbød også klageren at komme til stede og se billedet uden gebyr.
Ved skrivelse af 15. september 2007 meddelte klageren sparekassen:
"TAK FOR DERES BREV ANGÅENDE UDBETALING/FORKERT UDBETALING:
Da jeg er dement, har jeg store problemer med at huske. Så vidt jeg husker, har jeg kun hævet et mindre beløb eller slet ikke noget.
De oplyser venligst at de har billeder af udbetalingen, så hvis dette er korrekt, hvad jeg naturligvis tror når de skriver det, har jeg måske hævet et beløb, men i hvert fald ikke så mange som oplyst.
…
Selv om jeg husker meget dårligt, skrive jeg op hvad penge jeg bruger, så det af Dem nævnte beløb er meget forkert."
Parternes påstande.
Klageren har den 8. oktober 2007 indgivet klage til Ankenævnet over Sparekassen Himmerland og Amagerbanken. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at de to pengeinstitutter in solidum skal udbetale ham yderligere beløb.
Sparekassen Himmerland har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Amagerbanken har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ønskede et større beløb end det tilbudte beløb på 2.000 kr. ved udbetalingen. Så vidt han husker, fik han enten ingen penge eller muligvis et mindre beløb.
Han har modtaget bogføringsmateriale fra sparekassen. Han har ikke kvitteret for beløbet eller oplyst sit mærke til kontoen.
Sparekassen Himmerland har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren har fået udbetalt 6.300 kr. Den først udstedte trækseddel blev annulleret, og der er således alene foretaget et træk på klagerens konto i Amagerbanken på 6.300 kr. med tillæg af gebyr til sparekassen på 150 kr. eller i alt 6.450 kr.
Udbetalingen vil kunne dokumenteres via optagelse fra et overvågningskamera, hvoraf det tydeligt fremgår, at klageren, der selv oplyser at lide af demens, husker forkert.
Til støtte for afvisningspåstanden har sparekassen anført, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet.
Amagerbanken har anført, at beløbet på 6.300 kr. er blevet udbetalt til klageren.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Selv om banken burde have sikret sig kvittering for beløbet og oplysning om mærket, finder Ankenævnet det på baggrund af de af Sparekassen Himmerland anførte oplysninger for ubetænkeligt at lægge til grund, at klageren ved ekspeditionen den 3. september 2007 fik udbetalt i alt 6.300 kr.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.