Kautionist afskåret fra at fremkomme med indsigelser, da kautionen var afløst af udstedelse af pantebrev.
| Sagsnummer: | 252/1995 |
| Dato: | 06-06-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Kautionist afskåret fra at fremkomme med indsigelser, da kautionen var afløst af udstedelse af pantebrev. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren, der er født i 1914, underskrev den 8. december 1980 en påtegning om selvskyldnerkaution for sin søns kassekredit hos et pengeinstitut, som efterfølgende er fusioneret med indklagede. Påtegningen på kassekreditkontrakten er sålydende:
"Til yderligere sikkerhed for nærværende kassekredit indtræder som selvskyldnerkautionist: [klageren].
Kautionen tjener tillige til sikkerhed for ethvert nuværende og fremtidigt overtræk på nærværende kassekredit. Øvrige vilkår og bestemmelser forbliver uændret gældende."
Kreditten var etableret i 1974 og efterfølgende gentagne gange forlænget og forhøjet senest i januar 1980 til 190.000 kr., som skulle nedskrives med 12.500 kr. kvartalsvist, første gang den 30. marts 1980. Til sikkerhed for kreditten havde sønnen håndpantsat et ejerpantebrev på 400.000 kr. i sin ejendom. Indklagede har oplyst, at kreditten på kautionstidspunktet var overtrukket, idet den udviste en negativ saldo på 194.806 kr.
Ved allonge underskrevet af sønnen og klageren den 18. februar 1981, hvor kassekredittens saldo var negativ med 185.978,88 kr., blev maksimum opskrevet fra 140.000 kr. til 180.000 kr., og det blev bestemt, at kreditten skulle afvikles med 9.000 kr. hver den 30. marts og 30. september første gang den 30. september 1981.
Med henblik på at afværge en tvangsauktion over sønnens ejendom, der var berammet til 22. juni 1981, ydede indklagede den 19. s.m. sønnen et lån på 150.000 kr., for hvilket klageren påtog sig selvskyldnerkaution. Herudover fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 150.000 kr. i klagerens ejendom.
Lånet og kassekreditten blev ikke afviklet som forudsat, og den 27. september 1982 blev sønnens ejendom solgt på tvangsauktion, i hvilken forbindelse ejerpantebrevet på 400.000 kr. blev slettet som udækket.
Indklagede gjorde herefter kautionsforpligtelsen gældende over for klageren. Da klageren ikke kunne indfri kautionen, blev sagen overgivet til inkasso den 21. februar 1983. Kautionen udgjorde på dette tidspunkt ca. 171.000 kr. vedrørende lånet og ca. 315.000 kr. vedrørende kassekreditten, i alt 486.000 kr..
På begæring af Kreditforeningen Danmark blev der afholdt tvangsauktion over klagerens ejendom den 3. november 1983. Forinden afholdelse af ny auktion berammet til 1. december 1983 blev der mellem klageren og indklagede indgået aftale om, at klageren skulle udstykke ejendommen i tre parceller, hvoraf to parceller skulle sælges, mens klageren kunne beholde den del af ejendommen, hvorpå stuehuset lå, og dermed bevare sin bopæl. Indklagede påtog sig at afholde udgifterne til indfrielse af hæftelserne i ejendommen mod transport i det ved salgene fremkomne provenu. Endvidere udstedte klageren til fuld og endelig afgørelse af sine kautionsforpligtelser og til indfrielse af sit eget engagement et indekspantebrev til indklagede på 550.000 kr. med en indeksregulering på 5% p.a. Pantebrevet var rente- og afdragsfrit indtil den 1. december 1993, hvorefter det forfaldt til fuld indfrielse.
Provenuet ved salg af de to parceller på henholdsvis 600.000 kr. og 150.000 kr. blev indsat på deponeringskonti hos indklagede den 1. december 1983.
Indfrielsen af hæftelserne på ejendommen skete via en lånesagskonto hos indklagede.
Den 13. marts 1986 blev salgsprovenuet på 150.000 kr., der på grund af rentetilskrivning nu var ca. 181.000 kr., overført til lånesagskontoen.
På grund af problemer med myndighedernes godkendelse af udstykningerne, faldt handlerne først endeligt på plads den 22. marts 1988, hvor indklagede fremsendte en opgørelse af sagens konti til klageren. Pr. samme dato blev indekspantebrevet værdiansat til kurs 66.
Den 19. november 1993 fremsendte indklagedes pantebrevsafdeling en opkrævning på 737.052 kr. vedrørende indfrielsen af indekspantebrevet pr. 1. december 1993. På baggrund af en henvendelse fra klageren konstaterede indklagede, at indfrielsesbeløbet var fejlagtigt angivet, idet det retteligt skulle være på 895.892,04 kr., hvilket blev meddelt klageren ved skrivelse af 11. januar 1994. Indklagede meddelte samtidig, at man var indstillet på at lade pantebrevet indestå i ejendommen rente- og afdragsfrit og uden indeksregulering, indtil klageren fraflyttede denne. Indklagedes tilbud blev givet under forudsætning af de efterstående panthaveres godkendelse.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at holde hende "økonomisk skadesløs for udgifter påført hende ved indklagedes fejlagtige håndtering af sagen".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede har bekræftet sit tilbud af 11. januar 1994 og tilføjet, at tilbudet udløber 4 uger efter Ankenævnets kendelse i sagen.
Klageren har anført, at indklagede har handlet ansvarspådragende dels i forbindelse med stiftelsen af kautionerne, dels i forbindelse med afviklingen af engagementet. På kautionstidspunktet var hun 67 år, enke, folkepensionist og uden anden indtægt end forpagtningsafgiften fra sin gård. Kautionen for erhvervskreditten blev stiftet for gammel gæld, og formuleringen af kautionen var for omfattende, navnlig henset til at indklagede tillod sønnen efterfølgende at trække på kassekreditten uden begrænsning. Sønnen misligholdt den aftalte afvikling af kreditten, hvilket hun ikke modtog meddelelse om, ligesom hun var uvidende om, at ejerpantebrevet på 400.000 kr. udgik som sikkerhed. Ved kautionen for lånet på 150.000 kr. var indklagede bekendt med, at det på grund af sønnens økonomiske forhold var håbløst at redde huset fra tvangsauktion. Hun forstod ikke rækkevidden af sine kautionsforpligtelser og var ikke bistået af advokat i forbindelse med kautionernes stiftelse. Indklagede har ikke overholdt en aftale om forrentning af deponeringskontiene med Nationalbankens diskonto + 6%. Indklagede burde have placeret de deponerede beløb på lånesagskontoen, hvorpå hendes samlede gæld var placeret. Ved opgørelsen af kontiene den 22. marts 1988 fastsatte indklagede egenhændigt kursen på indekspantebrevet til 66. Udover dette kurstab har hun måttet forrente pantebrevet med 5% i 10 års-perioden fra 1. december 1983 til 1. december 1993. Hun har i de sidste 12 år måttet leve udelukkende af folkepensionen, idet hun på grund af kautionerne og indklagedes efterfølgende behandling af sagen havde mistet sin opsparing til alderdommen. Indklagede bør påtage sig et ansvar herfor.
Indklagede har anført, at klageren var klar over indholdet og omfanget af sine selvskyldnerkautionsforpligtelser, og at hun og sønnen var bistået af familiens advokat. Ejerpantebrevet på 400.000 kr. blev slettet som udækket ved tvangsauktionen over sønnens ejendom, hvorfor klageren som kautionist ikke skulle samtykke i, at det udgik som sikkerhed. Salgsprovenuet ved salget af parcellerne kunne først frigives, når handlerne var endeligt gennemført, hvorfor beløbene ikke kunne indsættes på lånesagskontoen. Lånesagkontoen blev ikke tilskrevet rente. Indekspantebrevet blev udstedt som led i en bindende og gyldig aftale om afvikling af engagementet. Baggrunden for udstedelsen var klagerens alder og et ønske om at undgå en svækkelse af klagerens likviditet på grund af betaling af løbende ydelser.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at klageren den 30. november 1983 udstedte indekspantebrevet på 550.000 kr til indklagede til fuld og endelig afgørelse af sit engagement, herunder de kautionsforpligtelser hun i 1980 og 1981 havde påtaget sig for sin søns engagement med indklagede. Klagerens gæld til indklagede bestod herefter alene i gælden i henhold til indekspantebrevet, som forfaldt til indfrielse den 1. december 1993.
Ankenævnet finder, at klageren herefter må være afskåret fra nu at gøre indsigelse vedrørende omstændighederne i forbindelse med stiftelsen af kautionsforpligtelserne.
Ankenævnet finder ikke, at der i øvrigt er oplyst omstændigheder, der kan begrunde, at klageren ikke er forpligtet af sin underskrift på indekspantebrevet. Klageren findes herefter at hæfte for gælden i henhold til pantebrevet, således som det er opgjort af indklagede.
Indklagedes opgørelse af 22. marts 1988 må opfattes som en intern opgørelse, der var foranlediget af, at de i sagen omhandlede konti på grund af de tekniske problemer i forbindelse med salget af parcellerne først kunne opgøres på dette tidspunkt. Denne interne opgørelse er uden betydning for klagerens forpligtelser over for indklagede.
Det bemærkes, at indklagede med en acceptfrist på 4 uger fra afsigelsen af kendelsen har tilbudt at lade indekspantebrevet henstå rente- og afdragsfrit og uden indeksregulering, indtil klageren fraflytter ejendommen.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.