Forrentning af indestående på højrentekonto.
| Sagsnummer: | 245 /2010 |
| Dato: | 31-08-2011 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Søren Geckler, Niels Bolt Jørgensen, Torben Udsen |
| Klageemne: |
Rente - indlån
|
| Ledetekst: | Forrentning af indestående på højrentekonto. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører forrentningen af klagerens højrentekonto.
Sagens omstændigheder.
Klageren underskrev i februar 2007 en indlånsaftale med banken med tilknyttet højrentekonto, Danske Højrente, konto (…533). Aftalen indeholdt bl.a. følgende:
"… Rente
Renten tilskrives på kontoen én gang årligt, den 31. december. Renten er variabel, hvilket betyder at banken kan ændre renten. Renten er for tiden 4 % p.a.
Pr. 1. marts 2008 ændres kontoen til en Danske Privat eller tilsvarende, og forrentes herefter efter de vilkår der gælder for denne kontoform.
Du kan se den tilskrevne rente på kontoudskrift, der sendes pr. 31. december. …
Jeg er bekendt med og har modtaget Danske Banks Almindelige forretningsbetingelser – forbrugere, som jeg accepterer som en del af aftalens vilkår. …"
Den 9. februar 2007 indsatte klageren 250.000 på højrentekontoen.
Banken har oplyst, at højrentekontoen blev forlænget to gange og udløb den 28. februar 2010, og at renten i perioden fra kontoens oprettelse til kontoens ophør blev ændret ganske mange gange.
Der er i sagen fremlagt kontoudskrifter pr. 31. december for årene 2007, 2008 og 2009. Af udskrifterne fremgik tilskrevne renter i årets løb og rentesatser således:
Pr. 31. december 2007 blev kontoen tilskrevet 9.280,82 kr. i rente, rentesats angivet som 4,25 % p.a.
Pr. 31. december 2008 blev kontoen tilskrevet 11.051,31 kr. i rente, rentesats angivet som 4,00 % p.a.
Pr. 31. december 2009 blev kontoen tilskrevet 5.288,14 kr., rentesats angivet som 1,25 % p.a.
Ved brev af 2. februar 2010 fremsendte banken følgende oversigt over udviklingen i rentesatsen på klagerens højrentekonto fra den 23. januar 2009 til den 2. februar 2010:
Den 23. januar 2009 udgjorde renten 3 % p.a.
Den 13. marts 2009 blev renten ændret til 2,25 % p.a.
Den 25. maj 2009 blev renten ændret til 1,65 % p.a.
Den 7. september 2009 blev renten ændret til 1,25 % p.a.
Den 25. januar 2010 blev renten ændret til 1 % p.a.
Den 2. marts 2010 ophørte højrentekontoen, og kontoens indestående blev overført til klagerens Danske Indlån konto (…479). Ifølge kontoudskrift af 2. marts 2010 blev højrentekontoen pr. denne dato tilskrevet 493,66 kr. i rente, og rentesatsen var angivet som 0,375 % p.a.
Parternes påstande.
Klageren har den 22. april 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal yde en rentekompensation på hanshøjrentekonto.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at han har fået for lidt i rente på sin højrentekonto. For indeståendet på 270.332 kr. pr. 31. december 2008 fik han pr. 31. december 2009 5.288,14 kr. i rente. Han har krav på yderligere rente.
Danske Bank har bl.a. anført, at klageren underskrev en aftale om højrentekonto med variabel rente.
Renten blev ændret i overensstemmelse med bankens almindelige forretningsbetingelser.
Rentetilskrivningen på kontoen skete i henhold til aftalen og i overensstemmelse med de rentevilkår, der generelt var gældende for Danske Højrente konti.
Klagerens tabsopgørelse bestrides.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Af indlånsaftalen fremgik, at den aftalte rentesats på klagerens højrentekonto var variabel. Det må lægges til grund, at den omhandlede indlånskonto til stadighed har været forrentet med bankens sædvanlige rente for konti af den pågældende art. De aktuelle rentesatser fremgik af de kontoudskrifter, der blev fremsendt til klageren ultimo året.
Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage klagen til følge.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.