Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rentegaranti, overførsel. Børneopsparing.

Sagsnummer: 189 /1990
Dato: 28-12-1990
Ankenævn: Peter Blok, Niels Busk, Hans Rex Christensen, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne: Børneopsparingskonto - øvrige spørgsmål
Rente - indlån
Ledetekst: Rentegaranti, overførsel. Børneopsparing.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren overflyttede primo januar 1989 til indklagedes Gladsaxe afdeling en børneopsparingskonto oprettet for klagerens barnebarn, født den 5. oktober 1979. Kontoen havde indtil da været ført i Jyske Bank. Kontoens indestående var på overførselstidspunktet ca. 33.000 kr.

Jyske Bank havde ved kontoens oprettelse afgivet en rentegaranti på 15% p.a. indtil barnets fyldte 14. år.

Primo 1990 blev klageren opmærksom på, at rentetilskrivningen for 1989 var betydelig mindre, end hvad der året før var tilskrevet i rente. Klageren flyttede herefter børneopsparingskontoen til et andet pengeinstitut.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at holde hans barnebarn skadesløs for tabet som følge af, at kontoen i dag forrentes betydeligt lavere end 15% p.a.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at han forespurgte afdelingen, om indklagede gav samme rente som Jyske Bank, hvilket blev besvaret bekræftende. Han overlod i denne forbindelse bogen fra Jyske Bank til afdelingen og lod børneopsparingen overflytte. Det fremgik tydeligt af bogen fra Jyske Bank, at rentetilskrivningen var relativ høj.

Indklagede har anført, at afdelingen muligt har oplyst klageren om, at renten på en børneopsparingskonto hos indklagede var nogenlunde som i Jyske Bank. Indklagede var ikke bekendt med, at Jyske Bank for børneopsparingskonti oprettet indtil 31. december 1982 havde afgivet en rentegaranti på 15% p.a., og klageren oplyste ikke i forbindelse med sin forespørgsel om garantien. Den medarbejder hos indklagede, der ekspederede klageren, har ingen erindring om, at bogen skulle være forevist ved ekspeditionen. Medarbejderens eventuelle udtalelse relaterede sig derfor til den normale rente for børneopsparingskonti. Havde afdelingen været informeret om rentegarantien, havde man selvfølgelig ikke rådet til en overflytning af kontoen.

Ankenævnets bemærkninger:

Det må lægges til grund, at klageren ikke oplyste indklagedes medarbejder om, at børneopsparingskontoen hos Jyske Bank var omfattet af en rentegaranti, ligesom det må lægges til grund, at medarbejderen var ubekendt med, at Jyske Bank i en periode havde givet sådanne garantier. Selv om bankbogen som oplyst af klageren har været til stede under ekspeditionen, findes det på denne baggrund ikke at kunne bebrejdes indklagedes medarbejder, at denne besvarede klagerens forespørgsel ud fra sit kendskab til den almindelige rente for børneopsparingskonti i de to pengeinstitutter og ikke foretog en nærmere undersøgelse af de af Jyske Bank foretagne rentetilskrivninger.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.