Indsigelse mod køb af de samme værdipapirer to gange i henhold til én instruks.
| Sagsnummer: | 1078/2009 |
| Dato: | 28-12-2010 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Carsten Holdum, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Værdipapirer - øvrige spørgsmål
Passivitet - værdipapirer/investering |
| Ledetekst: | Indsigelse mod køb af de samme værdipapirer to gange i henhold til én instruks. |
| Indklagede: | Amagerbanken |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagernes indsigelse mod køb af de samme værdipapirer to gange i henhold til én instruks til Amagerbanken.
Sagens omstændigheder.
Klagerne M og H er kunder i Amagerbanken.
Den 30. september 2008 sendte M en mail til sin rådgiver. Af mailen fremgår:
"…
Kære [rådgiverens navn]
Køb venligst for dkk 75.000 Vestas aktier samt for andre 75.000 dkk Amagerbank aktier - begge dele i [H’s navn].
Beløbet tages fra konto: … -137
Køb endvidere for 300.000 dkk Amagerbank aktier i [M’s navn] - lægges i pensionsdepot - konto: … -268.
…"
Af fondsnota af 30. september 2008 til H fremgår, at banken solgte 800 stk. aktier i Amagerbanken til hende for 72.480 kr. til kurs 90,60 og at beløbet hæves på konto nr. … -065. Kontoen er en "Privatopsparing".
Af fondsnota af 30. september 2008 til M fremgår, at banken solgte 3.300 stk. aktier i Amagerbanken til ham for 298.980 kr. til kurs 90,60 og at beløbet hæves på konto nr. … -268. Kontoen er en "Ratepension privat".
Af fondsnota af 2. oktober 2008 til H fremgår, at banken solgte hende yderligere 872 stk. aktier i Amagerbanken for 74.992 kr. til kurs 86 og at beløbet hæves på konto nr. … -137. Kontoen er en fælles "Lønservice".
Af fondsnota af 2. oktober 2008 til M fremgår, at banken solgte ham yderligere 3.582 stk. aktier i Amagerbanken for 300.611 kr. til kurs 83,922669 og at beløbet hæves på konto nr. … -268.
Af kontoudskrifter af 30. december 2008 til M og H fremgår træk af beløbene for de 4 gennemførte værdipapirhandler. Af årsoversigter af samme dato fremgår M og H’s beholdninger af aktier i Amagerbanken med angivelse af antal stk. og kursværdi ved en kurs på 19,299.
Af en mail af 2. oktober 2009 fra banken fremgår, at en anmodning fra M om tilbageførsel af handlerne af 2. oktober 2008 ikke kunne imødekommes, da han ikke havde reklameret indenfor rimelig tid.
Af bankens "Almindelige forretningsbetingelser Privatkunder", som er fremlagt under Ankenævnssagen fremgår:
"…
8. Din kontrol af kontobevægelser og hævning af beløb
Kontrol af kontobevægelser
Du skal føre kontrol med bevægelserne på dine konti. Det kan ske på kontoudskrifter eller ved bankens forskellige informationskanaler, f.eks. netbank, telefonservice eller bankens pengeautomater.
Hvis der er uvedkommende posteringer, skal du snarest muligt kontakte banken. En postering, der måtte være sket uberettiget, vil blive tilbageført.
Indsigelser vedrørende betalingstransaktioner omfattet af betalingstjenesteloven kan ikke ske senere end 13 måneder efter gennemførsel af transaktionen, medmindre andet er aftalt.
…"
Af bankens "Forretningsbetingelser for handel med finansielle instrumenter", som er fremlagt under Ankenævnssagen fremgår:
"…
5. Fondsnota/bekræftelser
Når banken på dine vegne har udført en ordre, som ikke er udført i forbindelse med porteføljepleje, vil banken hurtigst muligt give dig de væsentligste oplysninger om udførelsen. …
Hvis du er kategoriseret som detailkunde, vil banken sende dig en afregningsnota senest den første hverdag efter udførelsen, …
…
Eventuelle indsigelser mod indholdet af din fondsnota skal fremsættes straks efter modtagelsen, og du bør omgående underrette banken, hvis fondsnotaen ikke modtages som aftalt, eller hvis der i øvrigt måtte opstå fejl i denne forbindelse. For sen reklamation kan medføre, at banken ikke kan stilles til ansvar for en eventuel skade, som kunne være undgået/minimeret, hvis du havde henvendt dig i tide.
…"
Parternes påstande.
Klagerne har den 9. oktober 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Amagerbanken skal tilbageføre handlerne med aktier i Amagerbanken, som blev foretaget den 2. oktober 2008.
Amagerbanken har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har bl.a. anført, at den angivne rådgiver ved mail af 30. september 2008 blev anmodet om at købe de ønskede værdipapirer. Da personen var på ferie, videresendte M mailen til vedkommendes kollega med anmodning om at gennemføre handlerne i den andens fravær.
M modtog en bekræftelse pr. mail for handlernes gennemførelse.
I forbindelse med en regnskabsopgørelse med M’s revisor opdagede M den 1. august 2009, at banken også havde gennemført handlerne den 2. oktober 2008. Øjensynlig har man internt i banken ikke afstemt forholdet, hvorfor den fraværende medarbejder ved tilbagekomst fra ferie gennemførte handlerne igen. Vedkommende mailede ikke en bekræftelse på handlernes gennemførelse til dem, hvilket er den normale fremgangsmåde.
Det bestrides ikke, at fejlen kunne være konstateret ved en granskning af modtaget materiale, men M havde via mail fået accept på købenes gennemførelse og søgte derfor ikke yderligere bekræftelse i diverse daglige breve fra banken grundet mange omposteringer forårsaget af den almindelige finanskrise. Sådanne breve blev arkiveret til brug for revisors arbejde.
M klagede til banken over, at handlerne var blevet gennemført 2 gange.
Det kan ikke forventes reklamation førend fejlen er åbenbar for kunden.
Det fremgår af pkt. 8 i bankens almindelige forretningsbetingelser, at indsigelser skal gøres snarest muligt - dog ved visse transaktioner ikke senere end 13 måneder, hvorfor det må antages, at øvrige transaktioner har en videre frist.
Banken anfører, at den sene reklamation har medført et tab, som kunne være undgået, hvis de havde reklameret tidligere eller i hvert fald senest ved modtagelsen af udskrifter ved årsskiftet. Da var kursen på aktierne 17,50, mens kursen ved fremsættelsen af klagen den 14. september 2009 var 46,70. Den sene reklamation og opdagelse af fejlen har derfor formindsket tabet.
Det fremgår af pkt. 5 i bankens handelsbetingelser, at for sen reklamation kan medføre, at banken ikke kan stilles til ansvar for skade, som kunne være undgået/minimeret. I så fald må der kunne sluttes analogt, da den sene reklamation ikke har forøget tabet, hvorfor banken skal rette fejlen.
Amagerbanken har bl.a. anført, at klagerne er forpligtede til løbende at føre kontrol med bevægelserne på deres konti og snarest muligt rette henvendelse til banken, såfremt der forekommer uvedkommende posteringer.
Klagerne er forpligtede til straks at fremsætte indsigelser overfor banken mod indholdet af fondsnotaer.
Klagerne burde allerede ved modtagelsen af fondsnotaerne, eller i hvert fald indenfor rimelig tid herefter, have underrettet banken.
Klagerne kunne også ved modtagelsen af konto- og årsudskrifterne have konstateret fejlene.
Klagerne har ved først at reagere næsten et år efter aktiekøbene ikke reageret indenfor rimelig tid efter modtagelsen af notaerne.
Klagerne har ved passivitet fortabt retten til at kræve fejlene berigtiget.
Klagernes fortolkning af pkt. 8 bestrides. Bestemmelsen om en indsigelsesfrist på 13 måneder for betalingstransaktioner er en lovbestemt regel. Denne særlige regel kan ikke anvendes til at konkludere, at kunders generelle forpligtelser til at reklamere har en videre frist.
Klagernes løbende kontrol- og underretningsforpligtelse gælder uanset, at banken i visse tilfælde har kvitteret via mail, når en værdipapirhandel er blevet gennemført. Der foreligger ikke nogen aftale om, at klagerne ikke fortsat skal overholde kontrol- og underretningsforpligtelserne. Banken har ej heller givet klagerne en berettiget forventning herom.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet lægger til grund, at klagerne modtog de fremsendte fondsnotaer af 30. september og 2. oktober 2008, samt at klagerne tidligst gjorde indsigelse overfor banken i efteråret 2009 vedrørende de handler, som blev gennemført den 2. oktober 2008.
Ankenævnet finder, at klagerne ved ikke at have reageret tidligere har udvist retsfortabende passivitet, hvorfor banken ikke kan tilpligtes at tilbageføre handlerne.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.