Afgørelse

Beregning af indfrielsesbeløb.

Klageren optog i 1977 to kontantlån hos det indklagede realkreditinstitut. Pantebrevene indeholdt en bestemmelse om, at obligationsrestgælden enten kunne indfries uden varsel med obligationer, eller kontant til pari med et varsel på 6 måneder til en termin. I oktober 1994 opsagde klageren lånene pr. 1. april 1995. Meddelelser om opsigelsen skulle gives til hans pengeinstitut. Instituttet fremsendte i oktober 1994 opsigelsesbekræftelser og i november 1994 straksindfrielsestilbud. Pengeinstituttet fremsendte i november 1994 det samlede indfrielsesbeløb, inkl. differencerente. Klagerens advokat bad i januar 1995 pengeinstituttet om via realkreditinstituttet at få oplyst den anvendte indfrielsesmetode. Advokaten havde indsigelser mod begge metoder, hvorfor det måtte overvejes at få aftalen tilsidesat efter aftalelovens § 36. Realkreditinstituttet redegjorde for indfrielsen og afviste advokatens indsigelser mod indfrielsesmetoderne. Klageren bad i februar 1995 instituttet om at oplyse indfrielsesmetoden, herunder med udregning og resultat pr. en given dato. Hertil oplyste instituttet, at paristraksindfrielse var anvendt, redegjorde for denne indfrielsesmetode og henviste til, at udregningen og det resultatet pr. en given dato fremgik af indfrielsesafregningerne. I juni 1995 bad klagerens advokat instituttet om at meddele ham - med angivelse af numre og beløbsstørrelser - hvilke obligationer, der blev udstedt for kontantlånene, hvorledes de blev solgt og til hvilke kurser, samt hvilke af de obligationer, der siden 1977 var udtrukket eller på anden måde indfriet eller bortfaldet. Der kunne ifølge advokaten ikke blive tale om, at klageren ved indfrielsen skulle betale mere end kontantrestgælden, medmindre der var solgt obligationer for de to bestemte lån, og disse obligationer ikke allerede af andre grunde var indfriet. Instituttet oplyste herefter udbetalingskurserne og anførte, at der ikke kunne henvises til bestemte løbenumre på obligationer for et bestemt lån, og at obligationernes løbenumre i øvrigt bortfaldt ved registreringen i Værdipapircentralen. Instituttet fastholdt, at indfrielsesafregningerne var korrekte.

Klageren indbragte herefter sagen for Realkreditankenævnet med påstand om, at realkreditinstituttet havde været uberettiget til at kræve et indfrielsesbeløb af den aktuelle størrelse, og at indfrielsesbeløbet skulle tilbagebetales eller nedsættes efter Nævnets skøn. Realkreditinstituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at paristraksindfrielsen, der var sket under medvirken af klagerens pengeinstitut, var foretaget i overensstemmelse med pantebrevets vilkår og gældende realkreditinstitutpraksis. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.