Spørgsmål om ændringer i renteaftale. Rykkergebyrers antal og samlede størrelse.
| Sagsnummer: | 387/1996 |
| Dato: | 25-08-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
Gebyr - rykkergebyr |
| Ledetekst: | Spørgsmål om ændringer i renteaftale. Rykkergebyrers antal og samlede størrelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, ydede i 1984 klageren et lån i forbindelse med bygningen af et lystfartøj. Klageren underskrev den 21. april 1984 pantebrev til indklagede på 200.000 kr. med pant i det pågældende lystfartøj under bygning. Lånets rente var fastsat til "kreditors til enhver tid gældende rentesats for bådlån til variabel rente, p.t. 17 % p.a."
Ved påtegninger af henholdsvis 16. januar, 11. maj og 7. november 1985 blev pantebrevet forhøjet til i alt 383.767,51 kr. Af påtegningerne fremgik, at forhøjelsesbeløbene skulle forrentes med en rentesats, der blev reguleret "i forhold til den gennemsnitlige rente på obligationer med en løbetid på to år, noteret på Københavns Fondsbørs." I november 1985 var denne rente efter det oplyste 9,77%. Lånets rente var ved forhøjelsen i denne måned 15% p.a., således at der i forhold til obligationsrenten var tale om et "rentespread" (merrente) på 5,23%. Ved den seneste påtegning blev det bestemt, at lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 5.415 kr.
I december 1989, på hvilket tidspunkt lånets rentesats var 16,5%, rettede klageren henvendelse til indklagede, da hun fandt renten for høj. Ifølge klageren blev det aftalt, at renten blev nedsat med 3%, således at rentespreadet fra den 1. januar 1990 alene skulle udgøre 2,23%. Ifølge indklagede aftaltes det, at lånets samlede restgæld skulle forrentes med en fast rente på 13,5% p.a., som da var indklagedes laveste rente; den 1. december 1990 blev der ifølge indklagede med klageren aftalt en fast rente på 13% p.a.
På fremlagte giroopkrævninger vedrørende betaling af lånets ydelser pr. 1. januar, 1. maj og 1. juni 1990 samt 1. januar 1991 er anført "Rentesats p.t. ....".
I januar 1995, på hvilket tidspunkt lånets restgæld var på ca. 289.000 kr., rettede klageren henvendelse til indklagede, idet hun fandt, at der var uoverensstemmelse mellem den aftalte rente og den faktisk beregnede. Ved skrivelse af 3. februar 1995 afviste indklagede klagerens påstand og vedlagde en oversigt over lånets renteudvikling for perioden 1. november 1991 til februar 1995 og en oversigt over obligationsrenten.
Den 25. juli 1995 indfriede klageren lånet ved betaling af ca. 280.000 kr.
Efter korrespondance med klageren - nu ved dennes advokat - fremsendte indklagede den 27. november 1995 5.812,53 kr., som indklagede oplyste var beregnet for meget i rente i henhold til en foretaget renteanalyse.
Efter yderligere korrespondance anførte klagerens advokat i skrivelse af 22. februar 1996, at han ikke fandt, at indklagede havde haft hjemmel til at opkræve "portogebyrer" som sket og anmodede om, at indklagede - ud over at regulere renten for tiden efter januar 1990 - tilbagebetalte i alt 9.515 kr. Ved skrivelse af 13. marts 1996 oplyste indklagede, at der var tale om opkrævnings- og rykkergebyrer. Indklagede anførte endvidere, at lånet siden oprettelsen næsten konstant havde været i restance.
Der er fremlagt kontoudtog, som viser den faktiske låneafvikling, herunder den anvendte rentesats og opkrævede rykkergebyrer, i tiden fra januar 1986, indtil lånets indfrielse i juli 1995. Det fremgår heraf, at renten har været variabel også i tiden efter januar 1990. Det fremgå endvidere, at der i meget vidt omfang er debiteret rykkergebyrer som følge af, at månedens ydelse ikke er betalt rettidigt, men dog inden månedens udløb. Der er således debiteret rykkergebyrer i næsten alle måneder i 1990 og 1991. I tiden fra 1. november 1991 til lånets indfrielse er debiteret i alt 31 rykkergebyrer til et samlet beløb af 5.250 kr.
Indklagede har udarbejdet en opstilling, som viser, hvorledes lånets afvikling ville have været, såfremt der også i tiden efter januar 1990 havde været opkrævet en rente svarende til obligationsrenten med tillæg af 5,23%. I så fald ville der efter indbetalingen af indfrielsesbeløbet på ca. 280.000 kr. i juli 1995 have været en restgæld på ca. 40.000 kr. Indklagede har endvidere udarbejdet en oversigt, som viser, hvorledes lånet ville have været afviklet, såfremt der fra januar 1990 har været beregnet en fast rente på 13,5% p.a. og fra december en fast rente på 13,0% p.a. I så fald ville der efter indbetalingen af indfrielsesbeløbet have været en restgæld på ca. 3.500 kr. Den opgørelse, der ligger til grund for indklagedes beregning af det rentebeløb på 5.812,53 kr., som blev tilbagebetalt til klageren den 27. november 1995, blev efter det oplyste ikke udleveret til klageren og er ikke fremlagt under sagen.
Klageren har den 8. oktober 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en yderligere rentegodtgørelse svarende til, at lånet fra den 1. januar 1990 forrentes med en rente svarende til obligationsrenten med tillæg af 2,23%, at tilbagebetale opkrævede rykkergebyrer samt at betale sagsomkostninger til hendes advokat.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at der ved rentenedsættelsen i januar 1990 ikke blev aftalt en fast rente, men derimod, at rentespreadet skulle nedsættes fra 5,23% til 2,23%. De fremlagte giroopkrævningers renteangivelse støtter, at renten forblev variabel. Indklagede har først efter sagens indbringelse for Ankenævnet gjort gældende, at der blev aftalt en fast rente, mens indklagede under den forudgående korrespondance foretog en renteanalyse på grundlag af en variabel rente. Hun finder, at den foretagne gebyropkrævning som følge af restancer strider mod Ankenævnets praksis med hensyn til maksimum for gebyrbelagte antal rykkere. Hun finder endvidere, at indklagede under hensyn til sagens omstændigheder bør pålægges at betale hendes advokatomkostninger.
Indklagede har anført, at der med klageren blev indgået aftale om en fast rente på 13,5% i december 1989 og på 13% p.a. fra december 1990. Ved en fejl blev lånet imidlertid ikke forrentet med fast rente. Renten blev i stedet reguleret i overensstemmelse med indklagedes øvrige bådlån af tilsvarende type, dog således at renten på klagerens lån ifølge særaftale blev nedsat i forhold til de øvrige bådlån. Det bestrides, at der skulle være indgået aftale om, at rentespreadet skulle nedsættes til 2,23%. En korrekt renteberegning af lånet viser, at klageren skylder indklagede 3.477,01 kr., men man er indstillet på at undlade at opkræve dette beløb, idet man anser lånesagen for endeligt afsluttet. Et krav om tilbagebetaling af rykkergebyrer for tiden før oktober 1991 må anses for forældet. Fra oktober 1991 er der opkrævet rykkergebyrer på i alt 2.950 kr. ud over, hvad Ankenævnets praksis på dette området tilsiger. Da indklagede imidlertid i november 1995 udbetalte klageren 5.812,53 kr. til endelig afgørelse af sagen, har klageren ikke krav på udbetaling af yderligere beløb.
Ankenævnets bemærkninger:
Ved låneforhøjelserne i 1985 blev det aftalt, at forhøjelsesbeløbene skulle forrentes med en rente, der skulle reguleres i forhold til den gennemsnitlige rente for obligationer med en løbetid på 2 år noteret på Københavns Fondsbørs. Det må uanset ordlyden antages at have været tilsigtet, at der skulle gælde en fælles rentesats for det samlede lån, og lånet er da også til stadighed blevet administreret i overensstemmelse hermed. Ved den seneste låneforhøjelse i november 1985 blev renten fastsat til 15% p.a., hvilket var 5,23% mere end den nævnte obligationsrente. Det må således lægges til grund, at det mellem parterne var aftalt, at lånets rente til stadighed (tilnærmelsesvis) skulle svare til den nævnte obligationsrente med tillæg af 5,23%, og i tiden frem til januar 1990 synes renten også at have været fastsat i overensstemmelse hermed.
Der er mellem parterne enighed om, at der i december 1989, hvor renten var fastsat til 16,5% p.a., blev indgået en aftale om nedsættelse af renten med 3% til 13,5% p.a. Det af indklagede først under klagesagen anførte om, at der blev indgået aftale om en fast rente på 13,5% p.a. og senere en ny aftale om en fast rente på 13% p.a., har ingen støtte i sagens oplysninger i øvrigt, herunder navnlig ikke i de rentesatser, som efterfølgende faktisk blev anvendt. Ankenævnet finder, at det herefter i overensstemmelse med det af klageren anførte og i mangel af andre oplysninger må lægges til grund, at aftalen af december 1989 gik ud på, at renten skulle nedsættes med 3%, uden at der i øvrigt skulle foretages ændringer i den indgåede renteaftale, således at renten fremover skulle svare til den nævnte obligationsrente med tillæg af 2,23%.
Der er så vidt ses ikke på noget tidspunkt debiteret lånet mere end 3 rykkergebyrer inden en restances berigtigelse. Ankenævnet finder imidlertid, at indklagede i betragtning af klagerens næsten konstante forsinkelse med betalingen af de enkelte ydelser på et tidligt tidspunkt under lånets afvikling burde have givet klageren en individuelt udformet underretning om de gebyrmæssige konsekvenser heraf. En sådan underretning burde have været givet forud for den 1. november 1991. Det må medgives indklagede, at klagerens adgang til at kræve tilbagebetaling af rykkergebyrer opkrævet inden dette tidspunkt må anses for forældet, men efter det anførte finder Ankenævnet, at indklagede bør godtgøre klageren samtlige rykkergebyrer opkrævet efter den 1. november 1991.
Indklagede bør herefter udarbejde en korrigeret opgørelse over lånets afvikling, ved hvilken renten fra januar 1990 fastsættes til den nævnte obligationsrente med tillæg af 2,23%, og i hvilken der ikke debiteres rykkergebyrer efter den 1. november 1991. Differencen mellem det indfrielsesbeløb på ca. 280.000 kr., som klageren betalte den 25. juli 1995, og den saldo pr. samme dato, som fremkommer ved den nævnte korrigerede opgørelse, skal med fradrag af det allerede godtgjorte beløb på 5.812,53 kr. tilbagebetales klageren med renter som nedenfor bestemt.
Det følger af vedtægternes § 16, stk. 1, at det ikke kan pålægges indklagede at godtgøre klageren dennes udgift til bistand af advokat under klagesagens behandling, og Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede helt eller delvis at godtgøre klageren advokatudgifter for tiden forud for klagens indgivelse.
Som følge af det anførte
Indklagede bør inden 4 uger til klageren betale et beløb beregnet som foran anført og med rente efter renteloven fra den 8. oktober 1996. Klagegebyret tilbagebetales klageren.