Ekspeditionstid ved overførsel
| Sagsnummer: | 182 /2013 |
| Dato: | 13-02-2014 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Kjeld Gosvig Jensen, Anders Holkmann Olsen, Morten Bruun Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Overførsel - pensionskonti
|
| Ledetekst: | Ekspeditionstid ved overførsel |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører ekspeditionstiden i Finansnetbanken i forbindelse med overførsel af pensionskonti.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Finansnetbanken, som er en del af Jyske Bank.
Klageren havde fem pensionskonti med tilhørende depoter, som han i maj 2013 ønskede overført til pengeinstituttet P.
Ifølge det oplyste modtog banken den 7. maj 2013 en overførselsanmodning fra P.
Den 22. maj 2013 skrev klageren en e-mail til P og anmodede P’s medarbejder M om at rykke banken for overførslen af pensionskontiene, da han var afskåret fra at handle værdipapirer.
Samme dag skrev M til klageren, at han havde haft telefonisk kontakt til banken, der oplyste, at der var op til to måneders ekspeditionstid regnet fra den 7. maj 2013.
Den 23. maj 2013 skrev klageren til banken og anmode om, at hans pensionskonti med tilhørende depoter blev overført til P samme dag, da han ønskede at handle værdipapirer. Klageren henviste samtidig til praksis fra Ankenævnet vedrørende ekspeditionstid for pensionskonti, der tillod pengeinstituttet en ekspeditionsfrist på maksimalt 10 dage.
Samme dag svarede banken i en e-mail til klageren, hvoraf der blandt andet fremgår følgende:
”…
Vi har modtaget jeres overførselsanmodninger den 16.05.2013 fra [P], og har allerede opgjort den ene af disse, som blev sendt af sted til [P] samme dag (Kapitalpension -360).
Vores pensionsafdeling er desuden i gang med jeres øvrige engagement, som afventer en PAL-opgørelse og flytning af de udenlandske værdipapirer. Vi forventer derfor at kunne overholde tidsfristen på 10 ekspeditionsdage fra den 16.05.2013.
Er der værdipapirer du ønsker at handle, kan du altid kontakte vores handelsbord, der vil kunne hjælpe dig med det samme.
…”
Den 11. juni 2013 indgav klageren en klage til Ankenævnet vedrørende bankens ekspeditionstid.
Banken har under sagen oplyst, at banken afsluttede overførslen af klagerens engagement til P den 17. juni 2013.
Klageren har under sagen fremlagt en udskrift fra bankens hjemmeside, hvoraf det vedrørende ekspeditionstid fremgår, at det typisk tager seks til otte uger for det afgivende pengeinstitut at overføre konti til Finansnetbanken. Der er ikke anført nogen tidshorisont for bankens ekspeditionstid som afgivende pengeinstitut.
Parternes påstande
Den 11. juni 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med principal påstand om, at Jyske Bank skal betale 157.526 kr. eller subsidiært 112.308 kr.
Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at banken trods rykkere har anvendt 41 dage for at ekspedere overførslen.
Der handles udenlandske værdipapirer i Danmark hver eneste bankdag, som afvikles inden for fem dage, det vil sige overføres fra sælger til køber uanset nationalitet og modpartens banks geografiske placering.
Der havde ikke været noget til hinder for, at banken overførte de pensionsdepoter, som ikke indeholdte udenlandske værdipapirer. Det var således kun et enkelt af de fem depoter, der indeholdte udenlandske værdipapirer.
Det udenlandske værdipapir var en ADR (American Depositary Receipt). Et Depositary Receipt er netop karakteriseret ved, at administrationen heraf er begrænset. Det er således ingen kompleks ekspedition, men en ganske rutinemæssig ekspedition, som kan gennemføres inden for tre dage. Det var således ikke urimeligt at forvente en ekspeditionstid for overførsel af depotet på maksimalt fem dage.
Det var hans hensigt at sælge samtlige aktier ved modtagelsen af konti og depoter hos P, idet han havde indgået en favøraftale. Desuden forventede han som så mange andre, at aktiemarkederne ville falde.
Da overførslerne ikke var gennemført inden for den 10 dages frist, der følger af Ankenævnets praksis, kontaktede han Finansnetbanken og anmodede dem om straks at effektuere overførslen, da han skulle disponere i værdipapirmarkedet.
Hans anmodning var imidlertid resultatløs ligesom banken end ikke overholdte den frist han ved sin henvendelse blev stillet i udsigt. Som følge heraf var han tvunget til at sælge sine værdipapirer gennem Finansnetbanken, hvis han skulle begrænse sit tab.
Herved ville han udsætte og forsinke overførselsanmodningen yderligere, da der er flere afviklingsdage på værdipapirhandler og PAL-skatten skal opgøres på ny, hvilket åbenbart er kompliceret i Finansnetbanken. Herudover skulle han betale højere handels- og beholdningsgebyrer i Finansnetbanken.
Hans kurstab er pr. 6. juni 2013 opgjort til 157.526 kr., hvis 16. maj anlægges som fristdato for overførslen og 112.308 kr., hvis den 23. maj 2013 anlægges som fristdato.
Jyske Bank har anført, at klageren i hele perioden har haft mulighed for at handle værdipapirer.
Klagerens ene depot indeholdt nogle udenlandske værdipapirer, hvorfor overførslen heraf skulle varetages af et særligt team i bankens fondsserviceafdeling. Overførsel af udenlandske værdipapirer er en kompleks ekspedition, hvor der blandt andet skal tages højde for, hvilken type værdipapirer, der er tale om. Processen omkring udenlandske værdipapirer medfører en ikke ubetydelig ekstra sagsbehandlingstid i forhold til depoter, der kun indeholder danske værdipapirer.
Beklageligvis trak denne proces ud, hvorfor pensionsdepotet først blev overført til P den 11. juni 2013 og sagen endeligt afsluttet fra banken den 17. juni 2013. Sagen trak blandt andet ud, da klageren er en kunde i Finansnetbanken overtaget fra det tidligere Spar Lolland. Det har derfor været nødvendigt tillige at involvere afdelingen for fondsservice tilknyttet de tidligere Spar Lolland kunder.
Banken har behandlet overførselsanmodningen indenfor rimelig tid, særligt henset til at pensionsdepoterne indeholdte udenlandske værdipapirer.
Klageren har ikke lidt noget tab som følge af sagsbehandlingstiden, ligesom klageren ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at han ville have solgt de omhandlede værdipapirer efter overførslen. Det påståede kurstab er ligeledes udokumenteret.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren ønskede i maj 2013 at overføre sine pensionskonti med tilhørende depoter fra Finansnetbanken til pengeinstituttet P. Klageren har oplyst, at banken modtog overførselsanmodningen den 7. maj 2013, hvilket banken ikke har bestridt.
Den 22. maj 2013 rykkede klageren banken for overførslen af pensionsordningerne, idet han ønskede at handle værdipapirer i ordningerne.
Den 23. maj 2013 meddelte banken, at man forventede ekspeditionen gennemført inden den 26. maj 2013 samt at klageren kunne kontakte banken, såfremt han ønskede at handle værdipapirer.
Ifølge det oplyste blev klagerens pensionsordninger overført til P den 11. juni 2013 og sagen endeligt afsluttet den 17. juni 2013.
Ankenævnet finder, at Finansnetbanken i hvert fald for de pensionsdepoter, der ikke indeholdt udenlandske værdipapirer, burde have ekspederet overførslen inden 10 ekspeditionsdage eller senest den 21. maj 2013.
Ankenævnet finder det imidlertid ikke godtgjort, at klageren blev påført et tab som følge af, at ekspeditionen først blev foretaget den 11. juni 2013. Det bemærkes herved, at klageren ikke var afskåret fra at disponere over værdipapirerne, idet klageren havde mulighed for at afgive eventuelle ordrer til banken.
Klageren får derfor ikke medhold i sin påstand om erstatning for kurstab.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.