Afgørelse

Rådgiveransvar. Valg af finansiering.

Klagerne indgik i april 2001 aftale om køb af den omhandlede ejendom. Det indklagede realkreditinstitut afgav den 19. april 2001 tilbud til klagerne på et 30-årigt 7 pct. obligationslån på 866.000 kr. Den 26. april 2001 fremsendte instituttet til sælgerne af ejendommen en beregning, der viste, at der som alternativ til det tilbudte ejerskiftelån havde kunnet optages et 30-årigt 7 pct. obligationslån på 267.000 kr. med prioritet efter det indestående lån. Samme dag fremsendte instituttet en bekræftelse til sælgerne på fastkursaftale på lånet på 866.000 kr. Der korresponderedes herefter mellem på den ene side købernes rådgiver og på den anden side den medvirkende ejendomsmægler og realkreditinstituttet om finansieringen af ejendommen, idet rådgiveren anførte, at der var indgået aftale med klagerne uden hans involvering, på trods af, at han havde tilkendegivet, at han ønskede at undersøge de forskellige finansieringsmuligheder, inden finansieringen blev lagt fast. Rådgiveren henviste til, at der ved fastholdelse af det gamle lån og optagelse af et tillægslån ville være kommet godt 5.000 kr. mere på bordet, alene med en mindre ydelsesforøgelse til følge. Instituttet afviste klagen og anførte i den forbindelse, dels at klagerne havde ønsket det billigste lån, dels at man slet ikke havde kendt til rådgiverens involvering i sagen på tidspunktet for aftaleindgåelsen med klagerne.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle erstatte dem det tab, som de var blevet påført ved den valgte finansieringsløsning. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet lagde til grund, at de to finansieringsmuligheder var blevet drøftet mellem klagerne og instituttet på mødet den 19. april 2001, og at klagerne – efter at have fået forelagt disse, hvoraf ingen på det generelle plan kan foretrækkes frem for den anden – havde ønsket at optage et lån med den lavest mulige terminsydelse. Der var ikke grundlag for at fastslå, at instituttet havde handlet ansvarspådragende ved ikke i tilstrækkeligt omfang at rådgive klagerne om konsekvenserne af den valgt låneform eller ved ikke at anbefale klagerne den låneform, som deres rådgiver efterfølgende havde gjort gældende, ville være den mest fordelagtige. Specielt bemærkede Nævnet, at der ikke var grundlag for at antage, at instituttet på tidspunktet for låneaftalens indgåelse vidste, at klagerne blev bistået af en rådgiver, og at det derfor ikke kunne lastes instituttet, at låneaftalen blev underskrevet uden forinden at være godkendt af klagernes rådgiver. Der var heller ikke noget andet i sagsforløbet, der efter Nævnets opfattelse kunne begrunde et erstatningsansvar, hvorfor Nævnet frifandt instituttet.