Afgørelse

Salg af overtaget pant. Forurenet ejendom. Tilbagebetaling af egenbetaling efter værditabsloven.

Det indklagede realkreditinstitut havde på tvangsauktion overtaget en ejendom, som i 1996 blev registreret som affaldsdepot. Klageren indgik i september 1997 aftale om køb af ejendommen. Af købsaftalen fremgik det, at ejendommen var forurenet, at køber havde undersøgt ejendommens miljøforhold nøjere, at køber var bekendt med indholdet af diverse rapporter og breve fra amtet om forureningen, at køber ikke kunne gøre misligholdelsesbeføjelser af nogen art gældende over for sælger i anledning af ejendommens miljøforhold, at eventuelle omkostninger, der nu og i fremtiden ville komme i forbindelse med forureningen, var køber uvedkommende og skulle betales af sælger, og at alt skulle overtages, således som det var og forefandtes og af køber beset. Derudover indeholdt købsaftalen en generel ansvarsfraskrivelsesklausul, samt en bemærkning om, at prisen var afstemt herefter. Af et af brevene fra amtet, som var vedlagt købsaftalen, fremgik det, at ejendommen ikke i første omgang kunne afmeldes, og at egenbetalingen derfor ville blive udbetalt. Under henvisning til købsaftalens bestemmelser meddelte instituttet den 1. oktober 1997 amtet, at tilbagebetalingsbeløbet tilkom instituttet. Endeligt skøde vedrørende handlen blev herefter underskrevet af parterne. Instituttet meddelte den 3. november 1997 klageren, at en del af egenbetalingen muligvis ville blive tilbagebetalt, hvilket beløb tilkom instituttet. Instituttet bad derfor klageren om på en genpart af brevet at attestere, at hun var indforstået med, at beløbet kunne udbetales til instituttet. Klageren gav denne attestation. Amtet bekræftede den 6. november 1997 over for instituttet, at amtet havde noteret sig, at tilbagebetalingen skulle ske til instituttet. Med kopi til klageren trak amtet den 14. september 1998 denne bekræftelse tilbage under henvisning til, at noteringen om tilbagebetalingsadressaterne var sket ved en beklagelig fejl. Amtet henviste til, at tilbagebetalingen foretages af Finansstyrelsen i h.t. værditabslovens § 16, og at det i denne bestemmelse fastslås, at tilbagebetaling af egenbetaling sker til den til enhver tid værende ejer af den ejendom, som egenbetalingen vedrører. Derudover tilkendegav amtet, at man fandt, at instituttets forbehold i handelsdokumenterne ikke i sig selv syntes at være et relevant og dækkende grundlag for et retsgyldigt krav fra instituttet mod klageren. Amtet ville derfor meddele Hypotekbanken, at tilbagebetalingen burde ske til ejendommens ejer. Registreringen om forurening blev opretholdt på ejendommen, og amtet anmodede derfor den 29. oktober 1998 Finansstyrelsen om at foretage tilbagebetaling af den indbetalte egenbetaling. Den 1. februar 1999 meddelte amtet klageren, at tilbagebetalingen ifølge Finansstyrelsen beroede på uklarhed om, hvem der var rette modtager af denne. På forespørgsel havde instituttet fastholdt at være rette modtager af tilbagebetalingen og henvist til en af klageren afgivet, skriftlig transporterklæring til instituttet. Amtet bad klageren om i egen interesse omgående at tilbagekalde transporterklæringen mundtligt og skriftligt over for Finansstyrelsen, såfremt hun som tidligere oplyst mente, at transporterklæringen var afgivet under forkerte forudsætninger, og dermed ikke skulle respekteres. Klageren tilbagekaldte den 5. februar 1999 over for Finansstyrelsen transporten, og meddelte den 11. februar 1999 dette til instituttet. Instituttet bestred den 15. februar 1999 over for klageren, at tilbagebetalingen skulle tilfalde klageren.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at tilbagebetalingen af egenbetalingen skulle ske til hende. Instituttet påstod principalt afvisning af sagen, subsidiært frifindelse.

Nævnet fandt at kunne behandle sagen. Nævnet fastslog, at der ikke ved formuleringen af værditabslovens § 16 er taget stilling til, hvem der er den endeligt berettigede til tilbagebetalingsbeløbet. Nævnet fandt imidlertid ikke, at instituttet ved salget af ejendommen havde taget det fornødne forbehold om, at egenbetalingen ved en eventuel tilbagebetaling skulle tilgå instituttet. Nævnet fandt heller ikke, at klageren ved sin påtegning på instituttets brev af 3. november 1997 kunne forpligte sig til at betale egenbetalingen til instituttet. Nævnet lagde herved vægt på, at instituttet, der er den professionelle part, med urette havde givet klageren det indtryk, at det var utvivlsomt, at egenbetalingen tilkom instituttet, og herved havde opnået klagerens påtegning på brevet. Nævnet tilpligtede som følge af det anførte instituttet at anerkende, at tilbagebetaling af egenbetalingen vedrørende ejendommen tilkom klageren.