Afgørelse

Spørgsmål om afvisning af behandling af en klage vedrørende klagernes personlige kautionsforpligtelse for gæld optaget af et selskab, som de selv ejer, samt vedrørende pengeinstituttets orientering til dem og deres selskab i forbindelse med pengeinstituttets inddrivelse fra sagens øvrige parter og selskaber

Indledning

Denne klage angår Ankenævnets kompetence i forhold til at behandle en klage vedrørende klagernes personlige kautionsforpligtelse for gæld optaget af et selskab, som de selv ejer, samt vedrørende Spar Lollands orientering til klagerne og deres selskab i forbindelse med pengeinstituttets inddrivelse fra sagens øvrige parter og selskaber.

Sagens omstændigheder

Klagerne M og K har oplyst, at de ejer virksomheden V ApS. V ApS oprettede i januar 2007 - sammen med to andre virksomheder V2 ApS og V1 A/S - hver med en ejerandel på 33,33 % virksomheden V2 A/S, der gennem et datterselskab V3 A/S, ejede andele i skibene S1 (tørlast) og S2 (container).

V3 A/S optog i juli 2007 en valutakredit på 4.155.000 USD (amerikanske dollar) med konto nr. … 026 og en valutakredit på 5.025.000 EUR (euro) med konto nr. … 419 i Sparekassen Lolland (nu: banken Spar Lolland). Virksomhederne V ApS, V2 ApS og V1 A/S indestod som selvskyldnerkautionister til sikkerhed for opfyldelse af V3 A/S’ forpligtelser overfor Spar Lolland. Kautionsforpligtelsen vedrørende de to kreditter var for hver af de tre parter begrænset til henholdsvis 1.385.000 USD og 1.675.000 EUR.

Klagerne har oplyst, at tab i bl.a. 2008 på skibene S1 og S2 medførte, at V ApS - sammen med V2 ApS og V1 A/S - stod tilbage med en gæld til Spar Lolland på 41.052.000 kr. svarende til ca. 13.684.000 kr. for hvert selskab.

Klagerne har videre oplyst, at Spar Lolland den 7. maj 2009 forlangte, at ejerne bag holdingselskaberne skulle være selvskyldnerkautionister for de respektive selskabers hæftelser.

Af en fremlagt kautionserklæring af 7. maj 2009 fremgår:

"…

…"

Klagerne indgav den 11. november 2011 en klage til Pengeinstitutankenævnet, hvori de anførte, at Spar Lolland havde begået fejl i forbindelse med klagernes kautionsforpligtelser og ved ikke at holde dem og V ApS tilstrækkeligt orienteret bl.a. i forbindelse med inddrivelse fra de øvrige parter og selskaber i sagen.

Ved brev af 14. november 2011 afviste Ankenævnets sekretariat klagen, idet det efter sekretariatets opfattelse var åbenbart, at nævnet ikke kunne behandle den. Af sekretariatets brev fremgår:

"…

Efter Ankenævnets faste praksis behandles klager fra aktie- eller anpartsselskaber ikke, idet Ankenævnet har fundet, at klager fra selskaber ikke kan sidestilles med klager fra private, selv om det spørgsmål, klagen angår, også ville kunne opstå i et privat kundeforhold.

Tilsvarende behandler Ankenævnet ikke klager over personlig kaution fra kautionister, der kautionerer for gæld optaget af et selskab, som klageren er medejer af.

Sekretariatets afgørelse vil på Deres anmodning kunne indbringes for Ankenævnet. …

…"

Klageren protesterede samme dag over sekretariatets afvisning.

Parternes påstande

Den 14. november 2011 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ankenævnet skal realitetsbehandle deres klage.

Spar Lolland har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har bl.a. anført, at det af Ankenævnets hjemmeside fremgår, at nævnets virke omfatter private kundeforhold - og at klager fra erhvervsdrivende kan behandles, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra klager vedrørende et privat kundeforhold.

Det er dem, som er klagere i denne sag – ikke V ApS. Den erhvervsmæssige aktivitet i selskaberne er lukket og skibene solgt. Sagen drejer sig alene om det personlige underkautionsforhold og bankens krav rettet mod dem personligt.

De forventer, at Ankenævnet påbegynder en realitetsbehandling af deres klage. Hvis nævnet derimod blot følger pengeinstituttets anmodning om afvisning for at undgå at skulle tage stilling til en kompliceret sag eller henviser til, at der er tale om et erhvervsforhold, så er konsekvensen, at nævnet reelt afskærer hele denne store gruppe forbrugere – alle der ejer en del af den virksomhed, hvis gæld de kautionerer for – fra at få prøvet deres sager ved et ankenævn. I givet fald efterlader det denne store gruppe forbrugere med den eneste mulighed at få sagerne prøvet ved domstolene, hvilket er både meget omkostningstungt for alle parter, men især for den lille forbruger i forhold til de store pengeinstitutter, der både har interne juridiske afdelinger og kan anvende de store københavnske advokathuse til at føre deres sager.

De er i denne sag flere gange blevet mundtligt truet af pengeinstituttets advokatfirma om, at de ville blive begæret konkurs, såfremt de ikke betaler og/eller møder op til et personligt møde. Såfremt det lykkes at få Ankenævnet til at afvise klagen vedrørende deres personlige kautioner, vil det formentlig være næste træk fra pengeinstituttets side.

Med en sådan handling vil resultatet være, at Spar Lolland får lukket enhver debat om pengeinstituttets handlinger, da det ikke kan forventes, at der er noget konkursbo, der vil afsætte midler og tid til at køre erstatningssager overfor pengeinstituttet.

Virksomheder bør oprette klageorganer til at behandle klager over menneskerettighedskrænkelser. Virksomhedsbaserede eller branchebaserede klageorganer, som Pengeinstitutankenævnet, kan ikke erstatte domstole, men de kan bidrage til, at problemer løses, inden de eskalerer, så arbejdspladser og værdier bevares frem for at ødelægges og alternativer kan udvikles i samarbejde. Dette er således også et argument for, at Ankenævnet bør ændre praksis og behandle private kautioner for erhvervsmæssige låneforhold.

Det synes meget tvivlsomt, om Ankenævnet faktisk søger at overholde menneskerettighederne, når de læser de afgørelser, som Ankenævnets sekretariat og pengeinstituttets advokat har sendt samt mange andre afgørelser. Det er deres generelle indtryk, at Ankenævnet i hovedparten af sagerne giver pengeinstitutterne medhold - også dér, hvor enhver efter deres vurdering kan se, at det er pengeinstituttet, der umiddelbart ikke har optrådt ansvarligt samt den lange række af sager Ankenævnet nægter at ville behandle.

Staten er også ansvarlig for, at der reelt findes et ansvarligt Ankenævn for en så vigtig del af det danske samfund, som pengeinstitutterne faktisk er.

Det er således også vigtigt for ejere af de små og mellemstore virksomheder i det danske samfund, at der findes et ansvarligt ankenævn, der faktisk behandler klager over pengeinstitutternes håndtering af virksomhedsejeres personlige kautioner for deres virksomhedsrelaterede gæld.

Spar Lolland har bl.a. anført, at klagen vedrører en tvist mellem Spar Lolland og klagerne som selvskyldner-efterkautionister for det af klagerne ejede selskab V ApS’ hovedkaution for forpligtelser for et af V ApS delvist ejet selskab V3 A/S’ (under konkurs) økonomiske og erhvervsmæssige mellemværende med Spar Lolland. Klagen drejer sig således om et erhvervsmæssigt kundeforhold, der adskiller sig væsentligt fra et privat kundeforhold og som efter Ankenævnets praksis falder udenfor nævnets kompetence.

Efter fast praksis behandler Ankenævnet ikke klager angående kaution fra personer, der kautionerer for gæld optaget af et selskab, som vedkommende selv er ejer af.

En afgørelse af sagen må desuden forventes at forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men må finde sted ved domstolene, hvorfor sagen også af denne grund bør afvises.

Ankenævnets bemærkninger

Sagen vedrører klagernes kautionsforpligtelse i anledning af bankens engagement med V3 A/S, der drev erhvervsvirksomhed. Klagerne var via selskaber medejere af V3 A/S. Efter Ankenævnets opfattelse vedrører klagen således et erhvervsmæssigt kundeforhold. Dette, uanset at selskabet ikke længere driver erhvervsmæssig virksomhed.

Tilsvarende behandler Ankenævnet ikke klager over personlig kaution fra kautionister, der kautionerer for gæld optaget af et selskab, som klageren helt eller delvist er medejer af.

Ankenævnet finder derfor, at klagen falder uden for nævnets kompetence jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3, hvorfor nævnet tiltræder sekretariatets afvisning af klagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagerne får klagegebyret tilbage.