Variabelt forrentet obligationslån med renteloft. Beregning af afdrag.
| Sagsnummer: | 20811111 /2009 |
| Dato: | 25-03-2009 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler, Carsten Holdum, Bent Olufsen, Per Englyst og Mads Laursen |
| Klageemne: |
Omkostninger - låneomlægning
Beregning - afdrag |
| Ledetekst: | Variabelt forrentet obligationslån med renteloft. Beregning af afdrag. |
| Indklagede: | BRFkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut fremsendte i februar 2006 et tilbud til klageren på omlægning af hendes indestående lån til et 30-årigt obligationslån med variabel rente og renteloft på 5 pct. p.a. Lånetilbudet indeholdt en betalingsplan over ydelserne og disses enkelte bestanddele, beregnet ved en rentesats på 3,06 pct. i hele lånets løbetid. Det fremgik af Standardiseret Europæisk Informationsblad, som var vedlagt lånetilbudet, at lånet blev afviklet efter annuitetsprincippet. Det var endvidere oplyst, hvorledes renten beregnedes, herunder at renten var variabel, og at ydelsen ville variere. Det tilbudte lån blev udbetalt den 29. marts 2006, og klageren modtog en ny amortisationsplan, som viste de enkelte ydelser og disses sammensætning. Vedrørende ydelsesberegning m.v. var det anført, at fremtidige beløb, der var afhængig af rentens størrelse, ville ændre sig som følge af renteændringer. Klageren henvendte sig til instituttet i november 2008, idet låneafviklingen ikke svarede til den fremsendte amortisationsplan. Instituttet fremsendte efterfølgende en ny betalingsplan som viste terminsydelserne ud fra det aktuelle renteniveau på 5 pct.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at afdragene på hendes variabelt forrentede obligationslån skulle følge den betalingsplan, som hun fik tilsendt ved lånets udbetaling. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet bemærkede, at ydelsen på et lån med variabel rente, der skal tilbagebetales efter annuitetsprincippet, til forskel fra et fastforrentet lån ikke er fast i hele lånets løbetid. En forudsætning for anvendelse af annuitetsprincippet for variabelt forrentede lån er, at der sker reberegning af ydelserne, hver gang der sker en renteændring. En rentestigning tidligt i lånets løbetid vil have den effekt, at afdragsandelen falder, og at afdraget senere stiger forholdsmæssigt hurtigere end før rentestigningen. Det omvendte vil ske ved rentefald, mens lånets løbetid ikke bliver påvirket af rente- og ydelsesændringer. Lånet vil således være fuldt afviklet inden for den aftalte løbetid. Instituttets beregninger af tilbagebetalingen efter annuitetsprincippet var efter Nævnets opfattelse i overensstemmelse med den i branchen anvendte beregningsmåde, og aftalegrundlaget indeholdt en beskrivelse af rentefastsættelsen, herunder vilkårene og tidspunkterne for denne. Det fremgik tillige, at renteændringer havde betydning for den samlede ydelse. Nævnet frifandt som følge af det anførte instituttet.